Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Tidligt i livet fik Grethe Tingkær en identitet som datter af en kunstmaler, og tidligt opdagede hun både en passion og et talent for at tegne og male. Trods utallige uddannelser indenfor det kreative, så har kunsten aldrig været en levevej, for Grethe Tingkær ser den kunstneriske skabelse som en personlig udvikling og rejse, og så er atelieret det sted, hvor hun finder tid til ro og fordybelse.

– At være datter af en kunstmaler har givet mig dyb respekt for kunstens verden. Det har også inspireret mig til at udforske min egen kreativitet og finde min egen stemme som kunstner. Jeg er taknemmelig for den arv, min far har givet mig, og for den mulighed, jeg har haft for at udforske kunstens magi på min egen måde.

- Annonce -
Faaborg Bilpleje - Læs mere her

Et brud med forventninger
Grethe Tingkærs far var kunstmaler og kunsthandler. Han havde gennem årene tre forretninger i Odense, hvor han solgte egne og andres kunstneres værker, ligesom han også restaurerede og indrammede malerier. Hele barndommen var Grethe omgivet af farver, lærreder og pensler.

Grethe er født i 1951, og barndommen var dermed en tid, hvor moderne kønsroller endnu ikke var slået an. Det lå derfor naturligt, at Grethes to brødre hjalp faren i hans virke, mens Grethe blev opdraget i moderens ånd med huslige gøremål. Hun var glad for børn og blev opmuntret til at blive barneplejersker.

– Mine forældre mente, at vi børn alle skulle have et ordentligt levebrød, da familien vidste, at kunstnerlivet er hårdt.

Så mens de to brødre startede på uddannelser som hhv. mekaniker og arkitekt, startede Grethe som 18-årig uddannelse som barneplejerske-elev.

– Men det var ikke, hvad jeg havde drømt om. Jeg havde fritidspædagog i tankerne, da det kunne forene mine interesser for både det kreative og det sociale.

Der skulle dog gå nogle år, inden Grethe lagde sig fast på et ‘ordentligt levebrød’.

Et modigt spring
I 1971-72 tog Grethe på højskole, hvor de kreative fag tog farve af de samtids-politiske vinde, der blæste.

– Der var ventetid på Holbæk Kunsthøjskole, så jeg tog på højskole i Roskilde, hvor de også havde spændende, kreative fag. Skolen var meget politisk orienteret i tidsånden omkring kvindefrigørelsen: nej til atomkraft, kapitalismen, nej til EF.

Efter højskoleopholdet fandt Grethe sammen med Søren, og de flyttede i hus i Korinth. Her blev Grethe hurtigt en del af et kunstnerfællesskab i Faaborg.

– Der boede mange aktive kunstnere i Faaborg, min ene bror var én af dem. Vi var en flok kunstnere, der startede en kollektiv-butik, Regnbuen, i Østergade – med både kunsthåndværk og politisk aktivitet i Rød Front.

Det kreative foregik fortsat på hobby-plan, efter at Grethe var blevet mor til en dreng og en pige. For selvom hun altid har beundret sin fars smukke malerier, så tog det hende mange år at samle sig mod til selv at lære at tegne og male.

Så Grethe fortsatte i det mere etablerede system og uddannede sig i 1985-86 til beskæftigelsesvejleder i Svendborg.

– Det var lige mig – her kunne jeg kombinere mine interesser for det sociale og det kreative. Uddannelsen havde mange håndværksfag, og jeg fik efterfølgende arbejde i Egebjerg Kommune, hvor jeg underviste i klubber for pensionister. Det var en rigtig hyggeklub med kreativitet, sang og kaffe.

Da Grethes stilling blev nedlagt, så hun sit snit til at komme videre med sit kunstnerisk virke. For det var svært at få arbejde som beskæftigelsesvejleder, da uddannelsen var blevet erstattet af SOSU-uddannelsen, og de stillinger bød ikke på meget kreativt.

– Det var et skub, der var lige passende for mig. Jeg tog på Svendborg Kunstskole i 1992-93, hvor jeg tog et semester i grundskolen, et semester i stofmaling og et i tegning. Her lærte jeg grundelementerne i kunstnerisk virke.

Herefter fik Grethe arbejde som underviser på produktionsskolen i Faaborg, hvor hun bl.a. underviste i syning og maleri, men snart måtte hun atter engang dykke ned i det kreative og dygtigere sig endnu mere. Hun tog to års orlov og kom ind på Fyns Tegne- og Maleskole, hvor hun fik undervisning på fuld tid i klassisk tegning og maling.

– Og det er alt dét, jeg lærte her, der kombineres i det udtryk, jeg har i dag.

15

Udvikling og fordybelse
Mønstret med at have jobs sideløbende med kunsten går igen gennem hele Grethes erhvervsaktive liv, bl.a. som aktivitetsvejleder, voksenunderviser, jobs i hjemmeplejen og jobs som handicaphjælper.

– Jeg er lidt af en kylling! Jeg har aldrig haft modet til at skippe sikkerhedsnettet og springe ud i det kreative på fuld tid. Jeg er ikke så udfarende, og det kan være svært for mig at skille mig af med et maleri, og så er det svært at sætte pris på sig selv. Jeg er ikke rigtigt interesseret i den kommercielle del, men udstiller en sjælden gang imellem.

Det er selve den kreative proces, der giver Grethe energi. Her får hun fordybelse og ro, og en glæde og tilfredshed ved at opdage, men hun kan få noget til at vokse frem på lærredet. Hun lærer nyt hele tiden og har bevaret en nysgerrighed på farver og udtryk, ligesom hun gerne prøver forskellige udtryk og medier af.

– Jeg arbejder med fx kul, pastelkridt, æggetempera, olie, akryl og akvarelfarver. Det er spændende at se, hvad man kan bruge og prøve det af. Jeg er mest koncentreret om oliefarver og portrætter – og mine blomster.

De forskellige materialer kan noget forskelligt. At male med oliefarver giver for Grethe et meget spændende og levende udtryk.

Til sin egen tilfredshed, kan Grethe se en udvikling i sine malerier gennem årene, for øvelse gør mester, påpeger hun, og hun ser sine malerier i dag har mere dybde og har et mere klassisk, realistisk udtryk. For Grethe er salget af værkerne ikke vigtigt, for salgsarbejdet dræner, mens fordybelser giver hende energi.

– Uanset, om man vælger at male i sit atelier for sin egen skyld eller forsøger at sælge sine malerier, er det vigtigt at huske på, at kunstnerisk skabelse er en personlig rejse. Det handler om at udtrykke sig selv, udforske sin kreativitet og finde glæde ved at skabe. Salg og anerkendelse kan være dejlige bonusser, men det er vigtigt at huske på, at kunstens værdi ikke kun ligger i den kommercielle succes, men også dens evne til at berøre og inspirere andre.

Grethe Tingkær arbejder ofte i sit atelier på Gærupvej, og kommer du forbi, er du velkommen til at kigge ind og besøge det åbne værksted, hvor der er den smukkeste udsigt over Arreskov sø. Ellers kan du gå ind på hendes profil på Instagram: grethes_kunst.

CV:
Beskæftigelsesvejleder-uddannelse 1985-86
Svendborg Kunstskole 1992-93
Fyens Tegne- og Maleskole 1994-96
Voksenunderviser-uddannelse 1997-98
Forskellige kortere kurser og workshop
Udstillet og solgt til forskellige institutioner og kunstforeninger