Står det til de arkitekter, der har udarbejdet det nye forslag for Faaborgs Torv, så skal Ymerbrønden flyttes tilbage til sin oprindelige placering midt på Torvet, p-pladser skal nedlægges, og et permanent scene-møbel skal oprettes på en helt ny placering.

Sådan lyder de mest opsigtsvækkende forslag i den plan for Torvet, der præsenteres på et borgermøde onsdag d. 30. oktober, bekræfter borgmester Hans Stavnsager overfor Det Rigtige Faaborg.

Af markante tiltag kan nævnes, at parkeringspladserne foran Det Blå Ishus og Hotel Faaborg ifølge forslaget skal nedlægges, og erstattes af tre p-pladser med 15 minutters korttidsparkering til afhentning af take away og aflæsning af bagage.

- Annonce -

Den meget omtalte scene, der de seneste somre har været genstand for megen kritik, skal ifølge oplægget erstattes af en rund scene, der placeres i nærheden af Torvets Burger & Pizza – altså væk fra den nuværende placering foran turistbureauet og den tidligere retsbygning.

Mange lokale vil formentlig have en holdning til en flytning af Ymerbrønden, og mon ikke der allerede på borgermødet vil være stor interesse og debat om netop denne del af forslaget. I dag står Ymerbrønden som bekendt ikke på det sted, midt på torvet, hvor den blev opstillet i 1913 som erstatning for en tidligere vandpumpe. Den blev nemlig flyttet i starten af 1950’erne til et “roligt hjørne” af torvet, hvor man havde hyret arkitekt Kaare Klint til at skabe et “Lille Torv”.

– Nu skal vi lige huske, at intet er politisk behandlet endnu. Der er tale op et oplæg, som vi meget gerne vil have faaborgensernes input til på et borgermøde i næste uge. Det er ikke for at give et politikersvar, men jeg har ikke selv taget stilling til de forskellige elementer af oplægget endnu. Det vigtigste for mig er, at vi får et brugs-torv med plads til aktiviteter, så vi ikke hælder alt det gode, der er skabt de seneste år ud med badevandet, argumenterer borgmesteren.

Borgmester Hans Stavnsager håber, at mange møder op til borgermødet om Torvet

En der modtager forslaget om flytningen af Ymerbrønden med direkte jubel, er vægter Klaus Thormann, der har argumenteret for en flytning af det berømte kunstværk i mange år. – Nej, hvor er jeg glad. Sikke en god nyhed. Jeg har talt for det her i de seneste 12 år, men jeg må også sige, at jeg vil se det besluttet af politikerne, før jeg tror på det, understreger Thormann. – Det er bare det eneste rigtige at rykke brønden tilbage til sin oprindelige placering, så den ikke skal være pakket ind i parasoller og havemøbler, men kan vises frem for byens gæster, det fortjener den. Lad os nu håbe at det lykkedes, slutter han.

Har politikerne modet til at vedtage en flytning af ymerbrønden? Klaus Thormann tvivler

Marlene Philip der driver Café Fruens Vilje på Torvet har på et møde fået præsenteret oplægget af kommunen, og ser positivt frem mod den kommende proces.

– Jeg er jo generelt positivt indstillet, og synes de fleste af de ting, der er på tegnebrættet ser spændende ud, men der er da også noget, jeg har svært ved at se blive ført ud i virkeligheden. Der skal ifølge forslaget laves nye udeserveringsområder og ny belægning på dele af Torvet, der skal binde det bedre sammen. Så er der også et forslag om, at alle parasollerne på Torvet skal være hvide. Hvem der skal finansere det, kan jeg ikke helt gennemskue. Jeg synes, at det er fantastisk at flytte Ymerbrønden, da jeg er en af dem, der har ment, at den har været gemt væk alt for længe, så den del lyder virkelig godt. Men nu skal vi altså huske, at det kun er et forslag, understreger Marlene Philip.

Marlene Philip er i udgangspunktet positiv overfor det nye oplæg. Hun er dog ked af, at scenen i forslaget bliver gemt helt af vejen for hendes gæster

Fornyelsen af Faaborg Torv er en del af den statslige forsøgsordning for Frie Bymidter, som Faaborg-Midtfyn Kommune deltager i frem til 2030. Forsøgsordningen giver bl.a. mulighed for at få medfinansieret forskønnelsen af bymidten.

Hele oplægget præsenteres på et borgermøde onsdag den 30. oktober klokken 19-21, Øhavsskolen afd. Svanen, Sundvænget  9, Faaborg.

Tilmelding senest d. 28. oktober klokken 16 via dette link: https://fmk.nemtilmeld.dk/154/ Alle interesserede er velkomne til mødet.