Det er ikke længe siden, at vi kunne fortælle, at Keld Moseholms elskede skulptur “Lene” var flyttet fra Kanneworffs gård til en placering ved det nye sundhedshus på Markedspladsen i Faaborg. Her kan du læse, at et andet kendt stykke Moseholm-kunst har holdt flyttedag – nemlig “Toppen og bolden”, der i mere end 20 år havde sin placering i Den Voigtske Gaard.

Har du været på vægtertur i Faaborg, så har du med stor sandsynlighed gjort stop på de toppede brosten i den Voigtske Gaard ved skulpturen, og her fået historien om H.C. Andersens stormende forelskelse i Riborg Voigt. Det var jo netop her, at den unge digter i 1830 mødte sin vel nok dybeste kærlighed. Kærligheden forblev på det lyriske plan – Riborg Voigt havde nemlig også vist sine smukke brune øjne til naboens søn, Poul Jacob Bøving, som hun blev gift med. 13 år senere mødte H. C. Andersen atter Riborg Voigt, der på det tidspunkt havde været gennem syv børnefødsler, og derved var blevet en ganske anden. Mødet gav H. C. Andersen inspiration til eventyret “Kærestefolkene” – historien om “Toppen og bolden”, hvor digteren er toppen, og Riborg er symboliseret ved den fine, silkebroderede bold, der efter fem år i tagrenden ikke var den samme, som i sin ungdoms glans.

Nu er skulpturen ikke længere at finde ved den tidligere købmandsgård, men er flyttet til gården ved Kirsten Styrbæks hjem i Strandgade. Det var nemlig hende, der sammen med sin nyligt afdøde mand Poul købte og placerede den smukke skulptur ved deres ejendom Den Voigtske Gaard i 2002.

– Vi så skulpturen stå ved Moseholms ejendom på Knoldsborgvej, og blev mere og mere forelskede i den, når vi passerede den på vores ture til stranden ved Sinebjerg. Det var faktisk Poul, der så historien om “Toppen og bolden” i skulpturen, der på det tidspunkt ikke havde noget navn. Da han havde sagt det, var det selvfølgelig indlysende, og så noget kunne han altså, fortæller Kirsten Styrbæk om sin afdøde ægtemand.

Skulpturen blev afsløret ved en festlig seance i 2002, hvor Styrbæks butik i købmandsgården kunne fejre 20 års jubilæum, og blev på den måde parrets egen jubilæumsgave til gården, hvor den siden har været årsag til mange vægtersange, historier og tanker i retning af H.C. Andersens tidlige Faaborg-forelskelse.

Da Styrbæk-parret satte Den Voigtske Gaard til salg, var de samtidig enige om, at “Toppen og bolden” ikke skulle være en del af handlen, når deres livsværk skulle på nye hænder.

– Poul og jeg havde aftalt at skulpturen skulle med os, og vi havde sammen fundet en placering i vores gård i Strandgade, hvor vi skulle nyde den, når Den Voigtske Gaard blev solgt, forklarer Kirsten Styrbæk.

Et salg der blev en realitet i starten af 2023. Desværre nåede Poul Styrbæk ikke at se skulturen på sin nye placering, da han efter længere tids sygdom sov stille ind hjemme i Strandgade den 20. december 2022, kort før “Toppen og bolden” blev hejst ned i det hyggelige gårdrum på en smuk dag, hvor Moseholm og hele Styrbæk-familien var til stede.

Kirsten Styrbæk håber, at vægterne stadig vil fortælle byens gæster historien om H.C. Andersens store kærlighed til Riborg, når turen i fremtiden går gennem Strandgade, hvor skulpturen kan ses fra gaden.

– Jeg er utrolig glad for, at skulturen er kommet på plads lige uden for min dør. Jeg kan se den fra de fleste rum i ejendommen. Det er næsten som om, at Poul står der, når jeg kigger ud af vinduet, slutter Styrbæk.