I disse dage starter anlægsarbejdet af Fyns største mountainbike-park ved Gåsebjergsand i Svanninge Bakker.

Anlægget er kronen på værket i et større projekt om udvikling af bæredygtig mountainbike i de Sydfynske Alper.

Projektet har som målsætning, at alle, uanset niveau, skal kunne prøve at køre mountainbike i et naturskønt område, samtidig med at der er taget den nødvendige hensyn til øvrige gæster i området, dyr, planter og kulturarvsminder.

De nye faciliteter ved Gåsebjergsand bygges i forlængelse af den nuværende naturlegeplads og vil give lokale og turister mulighed for at suse ned af Fyns længste mountainbike-bakke, få luft under hjulene på hop-baner og øve teknik. Samtidig bygges en pumptrack, hvor alle aldre kan lege på cyklen, og i fællesskab træne sammen. Alt sammen omgivet af noget af Fyns flotteste natur. 

I midten af banen skabes et samlingspunkt med en fantastisk udsigt over Faaborg og Det Sydfynske Øhav. Her opføres et madpakkehus, hvor man i tørvejr kan få pusten på vejen op i bakkerne. 

Det er den frivillige forening Sydfynske Alper Sti og Sporbyggere, som, sammen med Naturstyrelsen, Faaborg-Midtfyn Kommune, Geopark Det Sydfynske Øhav og Destination Fyn, står bag mountainbike-parken. Yderligere har Lokale og Anlægsfonden, DGI/DIF Foreningspuljen, Energi Fyn, LAG-SØM, Friluftsrådet og Ontrail/Nordea-fonden bidraget økonomisk. Øhavsmuseet, Outdoor Sydfyn og DGI Fyn har også været vigtige parter i projektet.

De nye faciliteter opføres af professionelle mtb-entreprenører i området syd-øst for den nuværende naturlegeplads. I anlægsperioden 6-17. september skal man som gæst ved Gåsebjergand forvente kørsel med maskiner, og at mindre områder kan blive spæret af. Der vil blive opsat behørig skiltning og markering.