Tekst: Christina Bøgebjerg

Foto: Henrik Kristensen/Facebook

Forum Faaborgs besøgende har i godt en måned kunne nyde en anderledes juledekoration, der står i aulaen.

- Annonce -

Bag kunstværket står Henrik Møller Kristensen fra Færgegaarden og Finn “SmedFinn”, der har haft et kreativt samarbejde i mange år. Sidste år stod deres fælles juledekoration i Herregårdscentret, i år pryder deres seneste kreation indgangspartiet i Forum Faaborg.

– Vi mødes og laver brainstorm over forskellige ideer, og giver hinanden en fri opgave. I år havde Finn lyst til at lave et stort juletræ i en vanlig stålkonstruktion, og jeg har designet dekorationen, forklarer Henrik Kristensen.

Kigger man nærmere på kunstværket, kan man se, at stammen er i flere dele. – Det er for at give værket mere “spil”, så der sker mere. Stammen er af birk, fordi den har så smuk en bark. Selve stålkonstruktionen er i 3 dele især af hensyn til transporten, fortæller julekunstneren, der normalt er tjener på Færgegården.

Henrik har en forkærlighed for guirlander og brugte således også denne variant af granpynt på sidste års værk i Herregårdscentret. Han havde regnet med at kunne nøjes med 7 meter på juletræet i år.
– Den skulle jo bare lige snoes rundt om stålkonstruktionen, men jeg endte med at måtte bruge 3 stykker af 7 meter, fortæller han om arbejdet.

Guirlanden er pyntet med bl.a. lys, julekugler og bånd. Dekorationen er i øvrigt designet, så folk får forskellige oplevelser, afhængig af hvor ved træet du står, fortæller han.

Forum Faaborg er lukket for i år, men det store værk kan nydes udefra.

De gamle værker kommer ud til Finn og stå, og bliver brugt som inspirationskilde for både Henrik og Finn, og andre der måtte have interesse.

Henrik og Finn har i mange år også designet dekorationer til bl.a. receptionen på Hotel Færgegaarden. Selvom receptionen er lukket ned nu grundet de nuværende omstændigheder, vil man kunne se årets adventsdekoration ind gennem vinduet til receptionen, hvis du står på Jomfrulågen.

Henrik og Finn er allerede i gang med at udtænke næste års store dekoration. – Jeg vil rigtig gerne lave noget, der indeholder sten og et lille vandfald, fortæller han begejstret. Men kan selvfølgelig ikke afsløre mere om det kommende projekt fra makkerparret.

- Annonce -