Det går godt for Faaborgs handelsliv.
Rigtig godt – i hvert fald hvis man måler på antallet af nye butikker.

I løbet af en god uge kan byen glæde sig over tre nye butikker:
By Bek, Faaborg Design og Flow.

Selv om de to førstnævnte tyvstartede og åbnede i weekenden, så var det i dag første officielle åbningsdag for butikkerne i Østergade.

Garn- og livsstilsbutikken BY BEK har været en drøm i rigtig mange år for Gitte Bekkelund.
Nu er den blevet til virkelighed i lokalerne der tidligere husede Bodilles Verden.

Livsstilsbutikken BY BEK.

– Jeg er uddannet i butikken “Sy & Strik” i Faaborg for mange mange år siden. Det var en stor garnforretning, der gav mig drømmen om at blive designer og egen butik.
Sådan gik det ikke, og jeg blev lægesekretær. MEN nu er min drøm gået i opfyldelse, og jeg glæder mig helt vildt til at have min garn- og livsstilsbutik “BY BEK” i Østergade 12, fortæller Gitte Bekkelund.

Lige overfor BY BEK har Ole Pedersen, der er uddannet både slagter og smed, åbnet døren til en butik, hvor han tilbyder både produktion og udvikling af design.

Helt aktuelt præsenterer han et såkaldt Faaborg-bord – et plankebord konstrueret af gammelt bolværkstræ, fra den gamle del havnen i Faaborg.

– Da jeg var nede på havnen og så, at de var ved at tage det gamle bolværkstræ op, sagde jeg til havnefogeden, at vi gerne ville købe træet, fordi vi skal lave et Faaborg-bord.
På den måde beholder vi træet på lokale hænder i stedet for bare at sælge det videre, siger Ole Pedersen.

Et af de udstillede møbler i Faaborg Design.

Alle er velkomne til at kigge forbi butikken for at se bordet, eller noget af det andet som Ole har på “hylderne”, ligesom man er velkommen, hvis man har en vild idé man vil have trykprøvet, Ole Pedersen er med på lidt af hvert, som han udtrykket det.

Vores fotograf Jørn Ungstrup har været på besøg i de to butikker: