- Annonce -

Tekst: Anne Kruse
Foto: Jørn Ungstrup

En smeltedigel mellem gammelt og nyt

Da sangerinden Helene Blum var barn i 1980’erne på Nordvestfyn, gik hun, sammen med sine tre søstre, til folkedans hos violinisten Harald Haugaards mor i Harndrup. Harald og Helenes liv flettede sig allerede fra barnsben, og videre i ungdomsårene, ind i hinanden på kryds og tværs. Begge ud af traditionelt musikelskende familier gik uddannelsesvejen til Det Fynske Musikkonservatorium i Odense, hvor folkemusikken endelig fik vinger i begyndelsen af 1990’erne.

- Annonce -

På konservatoriet blev de kærester, og i dag er parret på tiende år internationalt optrædende musikere med minimum 100 rejsedage om året i primært Europa og Nordamerika. Resten af tiden er de administrerende chefer i det foretagende, det er at køre en musikkarriere både hver for sig og sammen som band, der tæller seks øvrige medlemmer. Familielivet med tre børn holdes i balance med en au-pairs hjælp, der gør, at hverdagen hænger sammen, og at ungerne også kan komme med på de længerevarende turneer. Jeg møder Helene og Harald i kontrasten til det hektiske rejseliv; i en skov udenfor Faaborg, hvor der er højt til pejsestuens turkise, originale loft i en absolut enestående villa, der trods opførelsen i 1960´erne mest emmer af herregårdsstemning.

– Jeg opfatter mig selv som en generator, et rør for musikken. Det, der tiltaler mig ved folkemusikken, er, at den skal fungere på de givne præmisser. Om det er en koncert, en danseaften eller at man sidder og synger sammen, så skal folk have en fed aften. Folkemusikken er en meget inkluderende kunstart. Om vi spiller i Canada eller Faaborg, så gør vi meget ud af, gerne at ville have folk med, fortæller 42- årige Harald Haugaard, der også i dag har været nede og bade i Faaborg Fjord sammen med fruen. En livsnyder-sport parret ynder at fastholde året rundt, når planlægningen gør det muligt. Harald Haugaard fortæller om en noget anderledes opvækst, for allerede som 11-årig knægt og indtil han var 18, stod mange aftener på at spille polka, valse og hopsa på violinen forskellige steder på Fyn og i morfarens dansesal i Midtjylland, når lokalbefolkningen skulle svinge dansebenene. Derfor var musikken, med hans egne ord, ikke et bevidst valg, men en konsekvens af de mennesker, der var omkring ham.

Farvel til den klassiske pianist   

38-årige Helene Blums stemme er helt ren uden hæshed eller bas, når hun fortæller om sin forkærlighed for folkemusikken, der greb hende om hjertet som 19-årig, og efterlod en planlagt karriere som pianist.

– Med folkemusikken skal man turde at skære en masse ting væk. Det handler om tilstedeværelse. På sangen er der ikke meget vibrato eller dramatik. Man kan ikke gemme sig. Selvom det er enkelt, har jeg alligevel brugt 20 år på at finde ind til den kerne, som er forfinet og spændende, synes jeg.

Folkemusikken fra Blum og Haugaard er ikke den traditionelle nationaldragt- vakuumpakkede udgave. Deres musik er tværtimod i konstant udvikling og nærmere i den kasse, der hedder ”kontemporær folk”. Harald Haugaard er egentlig ikke glad for kasser, for musik er musik, synes han, der også har spillet rock og jazz.

– Vi vælger bevidst ikke at være museale i vores indgangsvinkel til musikken. Vi vil ikke optræde i folkedragter og forsøge at spille musikken, som den lød i Faaborg i 1760. Det giver ingen mening, for vi lever i 2017. Men jeg er inspireret af, hvordan man gjorde i 1760, og vi spiller også melodier fra 1760. Der, hvor det gamle og nye mødes, i den smeltedigel befinder vi os. Folkemusikken står på skuldrene af noget, der har været tidligere. For havde man ikke udviklet musikken år efter år, årti efter årti, århundrede efter århundrede, så var den død for længe siden.

En ny Rasmus Storm

På en måde virker det en smule bizart at tale om folkedragter og gamle noder, for det er unægtelig svært at forbinde Harald Haugaard, i sin nystrøgne skjorte og sort, smart brille, med året 1760. Men forkærligheden for det oprindelige fornægter sig ikke, for i de sidste 20 år har den internationale violinist ladet sig inspirere af en af Danmarks bedste traditionelle nodebøger, som i dag ligger bag lås og slå på Det Kongelige Bibliotek. Bogen er fra 1700-tallet, og er oven i købet nedskrevet af en mand fra landsbyen Haastrup uden for Faaborg, ved navn Rasmus Storm. En violinist, der tog ud i verden, og bragte nye melodier med sig tilbage til Faaborg og som på den måde var med til at udvikle nye traditioner.

Måske har Faaborg fået sig en ny Rasmus Storm i form at ægteparret Blum/Haugaard, der konstant udfordrer genren og bringer nye musikere i spil.

– Vi er hele tiden i dialog med vores stof og samarbejder med alt lige fra en virkelig langhåret jazzmusiker til vores faste band, som er plukket fra klassisk og rockgenren, fortæller Helene Blum og fortsætter

– alt fra hippier til revisorer kommer til vores koncerter. Men i stigende grad er det det yngre publikum, vi tiltrækker. Mange taler om vores spilleglæde, og måske oplever de den danske kultur på en ny og moderne måde, når de hører vores musik.

Harald Haugaard supplerer:

– Vi vil gerne fortælle historier om livet. Og ønsker at folk kan genkende sig selv i den musik, vi spiller. Det er sorg og glæde. Vildskab og ro.

Selvom Blum og Haugaard er optagede af dynamikken og udviklingen i folkemusikken, er der tekster, som de igen og igen spiller på tværs af tiden, som i balladen fra 1700-tallet om Svend Normand, der møder en kæmpe, som stiller ham spørgsmålet: ” Hvad er mørkere end natten? Og hvad slår stærkere end lærkens vinger?” og Svend Nordmand svarer: ” Tanken er mørkere end natten, og hjertet slår stærkere end nattens vinger.”

 

- Annonce -