At være menneske forpligter

Ditlev Berner, Jørn Ungstrup
- Annonce -

 

Som dreng fik Ditlev Berner tildelt et stykke jord i haven, som han skulle sørge for at holde. Fra sit værelse på 1. sal kunne han se ud over de grønne plæner og den høje bakke med de stærkt lysende påskeliljer i april. De første forpligtelser for godset Holsteenshus tog form og Ditlevs glæde ved at arbejde med jorden slog rødder.

– Jeg startede med at slå græsset som så mange andre drenge. Det udviklede sig, og til sidst havde jeg et par drenge fra Diernæs som hjalp mig med at passe haven. Det blev en helt lille arbejdsplads vi havde der hver eftermiddag. Jeg gik op i, at det skulle se pænt ud.

- Annonce -

Mange år senere efter vendte drengen tilbage. Parat til at tage det ansvar på sig som havde hvilet på den adelige familie Holsten/Berner siden 1707. En titel han sagde oprigtigt ja til som 30-årig efter 10 år med udenlandsrejser, studier og arbejde i Århus og København.

– Jeg stod ikke og bankede på døren, men det var tæt på. Jeg glædede mig til at komme hjem. Som ung tænkte jeg, at jeg skulle have et andet job, for økonomien på godset var meget stram i min fars tid. Men jeg fandt ud af, at godset kunne give mig en masse udfordringer og jeg kunne se nogle nye muligheder for stedet. Og så kunne jeg mærke at Holstenshuus stod mit hjerte nær. Jeg vidste at jeg kunne gå op i det med liv og sjæl, fortæller en nu 47-årige Ditlev Berner, der til gengæld aldrig helt har omfavnet selve titlen som godsejer.

– Jeg synes ikke at titlen var særlig flatterende, da jeg skulle overtage den. Den havde en forkert klang. Den betyder at man bliver sat i en forkert bås. Får sat et prædikat på sig, om hvad man er for et menneske.

Forpligter det at være adelig?

– Det gør det jo, men jeg tænker mere over, at det at være menneske forpligter. Altså at man skal behandle hinanden ordentligt, uanset om det er den ene eller den anden man står overfor. Man skal behandle andre mennesker som man gerne selv vil behandles. Smiler man til andre får man et smil og slår man, så slår de også på en. Længere er den jo ikke.

Ditlev Berner, Foto: Jørn Ungstrup

Udlejer med servicegen

Holstenshuus råder over 600 hektar skov, og det er skovbrug som er godsets økonomiske omdrejningspunkt. De tilhørende 220 hektar landbrug har været forpagtet ud de sidste 120 år, men de 20 historiske huse, der tidligere var boliger for godsets ansatte, er gået fra at være en økonomisk klods om benet til at blive Ditlev Berners specialområde. Husene er sat i stand og forvandlet til ønskeboliger for lejere med hang til sydfynsk idyl.

– Jeg har prøvet at gøre det til en forretning, at leje husene ud til folk der vil bo her i kortere eller længere tid. Og så skal de selvfølgelig have en ordentlig standard. Det er ikke svært at leje dem ud. Vi har flere stående på venteliste, fortæller Ditlev Berner, der selv tidligere kørte ud til lejerne når toilettet var gået i stykker eller der var hul i taget inden han satte en håndværker på opgaven. At tage hånd om typiske udlejningsproblemer er for godsejeren ikke forbundet med bøvl.

– Bøvl, det kommer an på hvordan man ser på det. Jeg ser lejerne som en kunde. Man kan vælge at se dem som besværlige fordi man altid skal give dem service eller man kan vælge at se det som en mulighed for, at have et godt forhold til sine kunder. Selvfølgelig er der grænser for hvor meget service man kan give til en given pris.

Sammen med de populære udlejningsboliger, forsøger Ditlev Berner som den første skovejer i Danmark, at leje brugsretten ud til den bynære skov med de mange oldtidminder Pipstorn skov. Et projekt der i første omgang varetages af Faaborg/ Midtfyn Kommune, men håbet er, at alle grupper der har et særligt formål i skoven med tiden vil betale for retten til at benytte den private skov.

Ditlev Berner, Foto: Jørn Ungstrup

Havemand med Vesterhavsdrømme

Når man kører ind på godset tårner den imponerende hovedbygning fra 1908 sig op. For en almindelig parcelist er forestillingen, at 2000 kvadratmeter bolig må være som et levende eventyr at opholde sig i. Men for stedets ejer er det ikke murstenene, de imponerende stuer, den gigantiske hall og de mange, mange værelser han føler sig tættest på. Det er derimod haveanlægget, som Ditlev Berner, på trods af en ansat havemand, bruger en del timer på hver eneste uge.

– Helt praktisk så synes jeg at det er dejligt at gå i haven. Jeg kan godt lide at bruge mine hænder. Så det er både selve arbejdet og så det, at man ikke tænker på alt mulig andet samtidig. Jeg fjerner blade, ordner køkkenhave, sætter måske et springvand op, renser afløb og slår græs. På trods af rige muligheder for konstant at boltre sig på de mange hektar jord som Holstenshuus byder på, så foretrækker godsejeren indimellem at blive blæst godt igennem ved Vesterhavet, hvor familien ejer et sommerhus.

– Nogen gange kan godset og arbejdet godt hænge mig ud af halsen. Og så kan jeg mærke at jeg har brug for at komme lidt væk. Min familie er naturligt blevet det vigtigste, så Holstenshuus er røget et hak ned af ranglisten. Det er nødvendigt at tage afsted, for når jeg er her, er jeg tilgængelig hele tiden. Jeg holder øje med det.

Er du en streng godsejer?

– Nej, men jeg blander mig. Jeg har en mening. En følelse af veneration der gør, at man ikke bare lige kan beslutte det ene eller det andet. Jeg slapper bedst af hvis jeg er væk, så skal jeg ud at gå en tur ved Vesterhavet…

- Annonce -