Fredag formiddag kunne foreningen Vores Faaborg & Egn løfte sløret for, hvem der skal efterfølge Signe Pardof i jobbet med den mundrette titel: Erhvervs- og bylivskoordinator.

Foreningens bestyrelse havde inviteret til et lille pressemøde hos foreningens formand Charlotte Stiller på Hotel Faaborg. Her kunne Ole Billum og Stiller fortælle, at de havde modtaget hele 54 ansøgninger til den ledige stilling, og de fire af dem havde været inviteret til samtale.

– Vi kiggede på stakken af ansøgninger hver for sig, og udvalgte begge seks emner. Helt utroligt var fem ud seks de samme, så det var ikke så svært at blive enige om de fire, vi gerne ville møde ansigt til ansigt, fortæller Ole Billum.

Da de fire var skåret ned til to, blev “finaleparret” testet af Eva Berner fra bestyrelsen, der har sin dagligdag som direktør hos Focus Advokater.

– Det var et tæt løb, og begge var kvalificerede til jobbet, men der var lige en lille ting i forholdet til de relationsskabende evner, der gjorde, at vi endte med at vælge Stine Worre, forklarede hun.

35-årige Stine Worre blev fredag præsenteret som ny Bylivs- og Erhvervskoordinator i Vores Faaborg & Egn

Dermed afslørede hun også, at det bliver 35-årige Stine Worre fra Faaborg, der er valgt til jobbet. Stine Worre kommer oprindeligt fra Nordsjælland, men har boet i både Spanien, Grønland, Kolding og Odense, inden familien lokkede hende til Faaborg, hvor hendes mor er bosat. Hun har en ernæringsmæssig baggrund, har været ansat ved Odense Kommune, og har senest drevet sit eget firma Worres Outdor, hvor hun som friluftsvejleder har arrangeret Ø-hop og vandreture for turister. Den virksomhed lukker nu, for at kunne hellige sig sit nye hverv.

Smilet var stort hos Stine Worre, da hun endelig kunne sætte sin underskrift på sin nye kontrakt.

– Det bliver virkelig godt at komme i gang i jobbet. Det tiltaler mig, at skulle styrke fællesskabet mellem detailhandel, erhverv og turisme endnu mere, og så ser jeg frem til at skulle tage fat på events og arrangementer for området, fortæller Stine Worre, der understreger, at hun nu glæder sig til at møde foreningens cirka 150 medlemmer

Stine Worre og Eva Berner fra bestyrelsen i Vores Faaborg & Egn.

Hun starter i jobbet den 1. februar 2024