Den 1. juni 2023 er det slut.
Her lukker Dagli’ Brugsen Millinge efter 138 år som byens købmand.
Kunderne og den nødvendige opbakning er ikke længere til stede, så nu skriver butikken sig ind i et trist kapitel om afvikling af landets 
små dagligvarebutikker.

Der er ikke meget tilbage på hylderne i den gamle ejendom på Assensvej i Millinge, hvor der de sidste uger er solgt ud til stærkt reducerede priser. Et lille hold af medarbejdere har fået den noget tvivlsomme tjans at få tømt butikken og låse døren for sidste gang den 1. juni kl. 18. SuperBrugsen i Faaborg har udlånt souschef Kim Pedersen til at afvikle butikken, da den sidste uddeler på butikkens “stamtræ”, Rikke Krogh, stoppede den 30. april.

Det var ikke det store udvalg, der mødte kunderne på de sidste åbningsdage

– Det er da en møg-træls situation. Nu skal det bare overstås. Heldigvis har kunderne været forstående og har taget det pænt, men det er jo heller ikke kommet som et kæmpe chok, fortæller Kim Pedersen, mens nogle ensomme dåser majs rykkes lidt tættere sammen på hylden med kolonial, hvor et nedslag i prisen på 75% har hjulpet med at få tyndet godt ud i varelageret.

Kim Pedersen er normalt souschef i Superbrugsen i Faaborg, men er udlånt til Millinge i forbindele med lukningen

Et andet sted i butikken står Bent Andersen og småsludrer med en af de sidste kunder. Han har været med i bestyrelsen for Millinge Brugsforening i 33 år – otte af dem som formand. – Det er da trist, men der er desværre ikke noget at gøre ved det. Vi har i årevis prøvet at få folk til at forstå alvoren, og nu går den altså ikke længere. Butikken har haft rigtig mange loyale kunder, men der har bare ikke været nok, der har bakket op, så nu står vi her, og det gør da lidt ondt, fortæller det mangeårige bestyrelsesmedlem, der nu vil bruge alt sin tid på sit landbrug og de tilhørende 100 hektar jord.

Hvor stort et underskud Bent Andersen og bestyrelsen efterlader til Coop, er ikke helt klart endnu. – Det bliver nok omkring to millioner kroner. Nu skal vi lige have solgt de sidste varer, så holder vi et loppemarked med de mange gamle effekter, der gemmer sig i kælderen og på loftet over butikken, det kan nok også give lidt, og så håber vi selvfølgelig, at der dukker en køber op til ejendommen, så kan vi sætte et sidste punktum, forklarer han.

– Vi har advaret i mere end 10 år mod, at det her kunne ske. Nu sker det, lyder det fra formand Bent Andersen

Merete Hansen mister mere end sin lokale købmand. Hun skal nemlig også på udkig efter et nyt job. Hun har siden 2010, kun afbrudt af en kort pause, været ansat i Daglig’ Brugsen, og har været glad for arbejdet. – Efterhånden som det er kommet tættere på, har det været svært at være i. Vi har bedt kunderne bære lidt over med os, for vi er altså også mærket af det her, understreger hun.

Se det store galleri fra butikken her: