- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

I september sidste år, under hårde corona-vilkår, landede Therese Strand Kudajewski som ny sognepræst for Svanninge Sogn. Her kan du læse mere om den feministiske rebel, der vil bryde med kirkens patriarkat. En kvinde, der gerne stiller sig frem med sine meninger, og som ønsker at skabe kirke i samarbejde med lokalsamfundet.

Hvordan er du landet i Faaborg?
Mine forældre fortalte om en ø-lejr på Lyø, og selvom vi ikke lige troede, det var os, så valgte vi at tage afsted. Under udsejlingen fra Faaborg kunne vi se en kirke, der ragede op meget karakteristisk med sit spir. Jeg spurgte min mand, om han vidste, hvilken kirke, det var. Han var sikker på, at det var Svanninge, og havde set i mit fagblad, at præsten havde begæret sin pension. Derfra overvejede vi, om det kunne være noget for os. Vi ville også gerne tættere på mine forældre, der netop var flyttet til Nellemosen ved Haarby. Jeg begyndte målrettet at gå efter dette embede, og jeg bejlede til provsten og menighedsrådet og var til prøve-prædiken.

- Annonce -

Hvordan har opstarten været under corona?
Efter første bølge havde vi linet en hel masse op sammen med menigheden. Bedst som vi troede, at vi havde en spændende palet, måtte vi aflyse. Fx havde vi tænkt samarbejde lokalt om fastelavn og dermed involvere børnene og danne tråde ud i lokalsamfundet. Det var brandærgerligt, for jeg ville jo også gerne vise, at her er jeg og jeg vil gerne en hel masse. Men vi fandt jo hurtigt energien og modet igen. Vi blev på en måde meget konsolideret indadtil i kirken og har brugt tid på at finde ind til hinanden. Vi har i hele teamet fundet ud af, hvordan vi gerne vil være kirke, og vi føler alle, vi er med til at trække. Nu har vi alle muligheder for at skabe et spændende kirkeliv.

Hvilke positive forandringer har corona-situationen medført?
Vi har været nødt til at tænke liturgien på en ny måde. Hvor man traditionelt opfatter højmesseordningen som noget nærmest helligt, noget man ikke piller ved, noget der er genkendeligt fra søndag til søndag, så har vi måttet pille ved de enkelte led og overveje, om der er noget, vi kan undvære, nu hvor vi har været underlagt tidsbegrænsning og ikke måtte synge og være så mange samlet. Det gjorde noget ved forestillingen om at være kirke.

Jeg har kørt ud på mange hjemmebesøg og haft en del, der har bedt om en personlig nadver i kirken, så har vi holdt en lille andagt. Det betyder meget at modtage nadver i kirkerummet, hvis man er meget troende. Så det har betydet meget for folk.

Hvilket præg vil du gerne sætte på dit embede i Svanninge Sogn?
Det er vigtigt, at det at være præst er noget, der trækker tråde ud i samfundet. Ikke bare her lokalt i sognet, men hele samfundet. Jeg er sognepræst, men har også en pligt til vedvarende at forholde mig til hele samfundet, og det har jeg altid gjort. Også i mit embede i Nordjylland, hvor jeg var meget optaget af naturbeskyttelse. Jeg er optaget af en teologi, der ser naturen som gudsskabt, og vi skal passe på naturen, ligesom vi skal passe på vores medmennesker. I Nordjylland var jeg bl.a. medstifter af en aktivistisk gruppe, vi kaldte ‘Værn om Vand’, hvor vi lokalt fik fremkaldt et stort fokus på rent drikkevand. Jeg vil gerne skabe bevidsthed om, at vi skal værne om naturen og ikke blot se den som ressource, og bidrage med at sætte fokus på nogle vigtige dagsordener.

Jeg har fundet ud af, at de her lokalsamfund er drevet af ildsjæle. Og jeg fandt ud af, at jeg selv er en ildsjæl, der slet ikke kan lade være med at involvere mig, og det vidste jeg slet ikke om mig selv. Men ting knopskyder, så jeg vil bidrage med det, der opstår, og jeg ved jo ikke på forhånd, hvilke mennesker, jeg vil møde på min vej.

Hvordan er du blevet taget imod i sognet?
Meget godt, men det er jo ikke så mange, jeg har mødt endnu. Men lige så stille genkender jeg ansigter og begynder at have nogle, jeg vinker til. Tilknytningspunkterne har været få under corona, men folk har simpelthen været så søde, fx til at skrive efter bisættelser og fortælle at det har betydet noget for dem, at jeg er her. Så kan jeg sætte min fod ned og begynde at sætte mine aftryk. Og det er, som jeg ser det, i samklang med menigheden, at man skal være præst. Et samspil. Man skal også lade sig føre. Den fornemste opgave som præst er nok at lytte. At være lydhør overfor det, der omgiver én, og ikke komme tromlende med sin egen agenda. Jeg har idéer, men ikke et fast idékatalog.

Hvilke overvejelser medførte, at du valgte at blive præst?
Som barn mødte jeg en pige, der fortalte, at hun sang i kirkekor og fik 25 kroner i timen. Jeg gik til optagelsesprøve og kom med, og det var enormt sjovt. Det var dér, min interesse for folkekirken startede. Jeg undrede mig over, hvorfor det hele skulle være så nedstemt og lavfrekvent, folk kom nedbøjede ind i kirken, og de sprudlede ikke af glæde. Jeg tænkte, det skulle være anderledes, og jeg fik et helt klart syn af, at jeg skulle få kirken til at sprudle, så den blev til glæde for folk og ikke sådan en angerforsamling. Meningheden skal rejse sig og finde glæde.

Min mormor har formet mig meget, hun er vokset op i et indre missionsk miljø. Hun ville gerne uddanne sig, men blev holdt nede. Hun tog afstand fra religionen, og hende og hendes søskende endte faktisk med at brænde min oldefars bibel, da han døde. Troen var blevet en gift for hende, og det kæmpede hun med helt til sin død.

Det blev jeg inspireret af, samt det at jeg som ung kirkesanger havde følt, at Helligånden havde berørt mig og talt til mig og sagt, at det var min opgave at få folk til at rette deres nakker og løfte deres hoveder i retning af solen ligesom solsikken. Få livsglæden ind i det tunge, grå, usanselige kirkerum. Det var min anstødssten til at gå ind i det – en provokation og et ønske om at ændre det.

Jeg var også meget rebelsk og interesseret i kvindefrigørelse. Så det var også et ønske om at løfte kirken ud af den patriarkalske dominans, skabe en øget bevidsthed om, at kirken skal være et åndeligt sted, hvor mænd og kvinder optræder på lige vilkår, og kvinden skal ikke være med på mandens præmisser. Hele sproget og kulturen i kirken er formet af patriarkalsk dominans. Jeg har under studiet beflittet mig, så jeg kunne tænke selv og få alle de mange teologiske fagdiscipliner til at spille sammen.

Du stiller dig gerne frem med dine holdninger og dermed frem på øretævernes holdeplads, som fx Pride, hvorfor er det vigtigt at gøre i rollen som præst?
Vi har så travlt med, at muslimer skal give hånd, når de får statsborgerskab, men måske skal vi lige feje for egen dør først. Vi har præster i den danske folkekirke, som ikke giver hånd til kvinder i ornat, og som ikke vil vie homoseksuelle og fraskilte. Som jeg ser det, så skulle vi hellere sanktionere her og nægte præster embede i den danske folkekirke, som fastholder retten til at diskriminere mennesker under henvisning til deres samvittighed i forhold til deres tro, og det siger jeg højt! Så længe folkekirken er bundet op på den danske stat i kraft af Grundloven, må dansk lovgivning også gælde i kirkens rum. Sekteriske holdninger, der bryder med grundlovssikrede rettigheder, der netop sikrer imod, at mennesker diskrimineres på baggrund af seksualitet, religiøsitet, etnicitet mv. hører ikke hjemme i den danske folkekirke. Hvordan kan man så ved at henvise til biblen hævde, at man har ret til det? Det er da dybt krænkende, at mennesker kan blive afvist, når de henvender sig til en præst. Blive fordømt. Det er gift, ligesom den min mormor fik hældt ind i sit system.

Min egen lillebror er homoseksuel, og jeg kan bestemt ikke se, der er noget forkert ved hans liv. Alle symmetriske kærlighedsrelationer er acceptable. Derfor er jeg også meget imod prostitution, hvor man kan betale sig til at behandle et andet menneske som en ting. Det er vanhelligelse, synes jeg. Her er vi helt inde ved min gudsforståelse. Gud er kærlighed, det er det opdrag, jeg er sendt ud i verden med, og det er det, jeg skal prædike. Det er så enkelt, at vi snubler over det.

Du har tidligere været såkaldt svangrepræst – hvorfor ser du, at der er et behov for særlig støtte for gravide/kommende forældre?
Jeg fik endnu et syn, da jeg var gravid med min ældste datter, Liva, og sad på jordemodercenteret i Aarhus. Jeg så for mig, at næste gang døren åbnede, så ville det være en præst, der kom ud, og ikke en jordemoder. Dér blev den idé født i mig, at arbejde hen imod at få knyttet præster til svangreomsorgen, da jeg selv i dette livsfaseskift havde behov for at tale med en præst.

En præst har en helt anden måde at tale om livet på. At være religiøs og tro på, at livet er skabt af Gud og holdt i Guds hænder, det er en anden måde at møde forældre på. Sundhedsfagligt betragtet er en graviditet og fødsel ikke nødvendigvis livstruende, men det kan det føles som for den enkelte. Men tanker om egen død eller barnets død kan fylde meget. Og det, bare at få lov til at tale om det og bare være i dét at være et menneske og rumme angsten for døden, åbner perspektivet til det at skulle bringe et nyt liv til verden.

I starten var der ingen, der kunne se meningen i det, og jeg fik nej fra min biskop, men jeg er meget anarkistisk i min tilgang til livet, så jeg brugte bare min fritid og gik i gang. Det gav så meget mening, både for kvinderne, men også for de jordemødre, der deltog.

Du er allerede engageret i flere lokale ting, fx Røde Kors og interessefeltet omkring en mulig bro til Als. Hvad kan området forvente fremover, at du engagerer du dig i i egenskab af præst eller som privatperson?
Ensomhed! Det er et virkeligt vigtigt livstema at sætte fokus på. Der er folk, der lever for sig selv i afsondret ensomhed, og nogle findes døde efter lang tid. Jeg har som præst skullet forholde mig til disse afdøde menneskers liv, når jeg bliver kontaktet i forbindelse med bisættelsen. Det gør mig ked af det, og det er meningsløst, og det er en falliterklæring for et samfund, at vi har mennesker, der går til på den måde. Vi skal involvere os og samtænke de ressourcer, vi hver især kommer med. Det kunne give ejerskab og et forpligtende fællesskab. Vi skal være opmærksomme på vores omgivelser og blive bedre til at spørge ind til hinanden. Her kunne være prædikestolen være et oplagt sted at opmuntre til fællesskab og gøde jorden for, at vi skal turde at se hinanden som mennesker og forholde os til hinanden. Vi skal turde at tale om fx ensomhed og række ud efter andre. Ensomhed er skambehæftet og på den måde dobbelt-stigmatiserende. Det må vi bryde med, ved at vi hver især vover at række ind i mørket og rækker ud.

Jeg er også optaget af bosætning og hele måden, vi tænker samfund på. Folk klumper sig sammen i byerne, og det er vanskeligt at optage lån til at købe bolig på landet. Jeg tænker øv, og at vi skal skabe en modbevægelse. En by som Faaborg, der ikke er en landsby, men en købsstad, burde jo være attraktiv for unge mennesker. Her er jo alt. Men der kunne oplagt være fx et mere levende kulturliv, og byen kunne helt oplagt sprudle af liv året rundt.

Hvad er den største forskel på præsten Therese og mennesket Therese?
Jeg vil faktisk sige, at der ikke er nogen. Det er den samme person, man får. Jeg synes, der skal være en troværdighed som præst, og man skal kunne leve og være i det. Man er jo en offentlig person, og man bliver bemærket, og det kan være overvældende. Men fra jeg var helt nyuddannet, tog jeg en beslutning om, at jeg ikke ville forstille mig. Møder man mig hos købmanden, så agerer jeg som en helt almindelig mor, og på dårlige dage kan man altså også opleve mig helt rød i hovedet og tosset og med små børn, der hyler og skriger.

Som præst lever man i en hårfin samfundskontrakt med de mennesker, der har kaldet en som præst. På sin vis lever man på menighedens nåde. Det betyder også, at de skal passe på deres præst. Man skal være ønsket som præst, ellers må de banke på min dør og bede om skilsmisse. Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville være den præst, der sad bagdelen flad og blev i embedet for enhver pris. Det behøver ikke være, til døden os skiller.

- Annonce -