Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg/privat

I et villakvarter ved Haastrup Børnehus 20 minutters kørsel fra Faaborg ligger måske Danmarks billigste minigolf bane. For den nette sum af 5 kroner kan du spille på de ni baner.

Lige nu står kassen med redskaber ved banen, men den bliver snart flyttet op til byens købmand, hvor du henter køller, bolde og pointtavler mod et depositum på 25 kr., og får de 20 kr. igen, når du afleverer redskaberne efter endt spil.

Banen blev indviet forleden, hvor hele 70 mennesker mødte op og fejrede det nye aktiv. Initiativtagerne er frivillige fra Haastrup Skytte-, gymnastik- og idrætsforening (HSGIF), der har moderniseret banen, som oprindeligt lå på Faaborg Havn tæt ved Bjørnø Færgen. HSGIF’s næstformand Bent Welander og kasserer Lone Thode-Jessen var med til indvielsen:
– Det var et fint arrangement, der var folk i alle aldre, de var glade, og der blev uddelt præmier til de tre bedste på banen, fortæller Lone, og Bent supplerer: – Og der blev spist pølser, og drukket øl og sodavand.

Bent fortsætter stolt: – Haastrup har 343 indbyggere, og det går godt her. Der er 19 foreninger i byen, og en masse gode arbejdspladser. Vores forening har både fodbold, som spiller indendørs i Forum om vinteren og på fodboldbane her i byen om sommeren. Der er badminton, gymnastik og yoga i gymnastiksalen på Hasstrup skole. Tiden må vise, hvor mange der vil bruge minigolfbanen.

Lone, foreningens kasserer, fik bolden i hus på den sidste bane

– Vi håber selvfølgelig, at lokalbefolkningen vil bruge den rigtig meget, men alle er velkomne til at spille her, siger Lone med eftertryk. Bent afslutter: – Vi var lidt i tvivl om prisen, men det skal bare løbe rundt. De 5 kr. kommer til at gå til maling og nye bolde. Det er vigtigt for os, at alle har mulighed for at spille, også pensionisterne. Så vil vi hellere lave nogle flere arrangementer som indvielsesfesten, hvor vi kan få lidt overskud på salg af drikkevarer, smiler han, inden han går i gang med at spille et par baner med de andre til ære for fotografen.

Videoer fra indvielsen torsdag 8. juli