Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg

Hvert år i starten af sommerferien kan børn mellem 10 og 15 år få et kursus i at lave deres egne film, når Station Next, afholder gratis kursus.

Vi kiggede forbi Helios Teatret på Banegårdspladsen, hvor arrangementet finder sted for fjerde år i træk. 14 børn render rundt i byen og i kulturhusets lokaler i selskab med blandt andet daglig leder af filmskolen, Michael Woelke, og dagens gæstelærer, den populære YouTuber Lasse Vestergaard.

Lasse Vestergaard og Michael Woelke virker til at hygge sig lige så meget som ungerne på kurset

– I mandags startede ungerne med at lære, hvordan man optager noget, der bevæger sig, så det kan klippes bagefter, og tirsdag havde vi besøg af en reklamefotograf, hvor de skulle lave en lille reklamefilm. Vi klipper optagelserne, og ser dem i den lille sal om eftermiddagen, forklarer Michael overfor Det Rigtige Faaborg.

Hver eftermiddag tager de alle plads i den lille sal, og ser dagens producerede film

Det er Faaborg-Midtfyn Kommune, der støtter Station Next, så børn og unge kan få gratis kurser, ikke bare denne ene uge i sommerperioden, men også i efteråret og i foråret, hvor man kan få 20-24 ganges undervisning. Hver onsdag og et par weekender kommer der gæstelærere, det kan være både producere, manuskriptforfattere, klippere og fotografer.

– Kommunen støtter vores kurser som en del af den filmprofil, Faaborg har. Vi har haft cirka 80 elever på Filmskolen, som er gået videre inde for denne branche, heraf har cirka 10 studeret videre på 18 Frames, som er en alternativ filmskole på Fyn, drevet af en forening, og et supplement til de store filmskoler i bl.a. København. En af vores tidligere elever har faktisk været scripter (manuskriptvejleder, der bl.a. noterer detaljer til instruktøren under filmoptagelser, red.) på Retfærdighedens Ryttere.
Filmmiljøet her på Fyn, inkl. FilmFyn, er faktisk ret stort, og vi er sindssygt gode til at netværke, hvilket kan gøre det lettere at få job herovre ift. fx i København. Vi laver film som de professionelle, bare uden budget, afslutter Michael grinende.

Resultatet af dagens optagelser gennemses med nogle af de frivillige lærere på kurset, der tit er elever fra Sydfyns Filmskole

Lasse Vestergaard er Influencer og Youtuber med 175.000 følgere, hvis videoer på YouTube har mere end 80 millioner visninger. Han laver især videoer om “gaming”, videospil, som han speaker ind over. Noget der især er blevet populært blandt børn og unge. – Jeg bliver ofte mødt med fordomme fra voksne, fordi der har været en del dårlige historier om andre YouTubere og Influencere. Men jeg er faktisk mit ansvar meget bevidst, og gør alt, hvad jeg kan for at være et godt forbillede og en rollemodel for de unge. Jeg deltog som barn på et filmkursus i Ungdomsskolen i Esbjerg, og det kom til at forme min fremtid. Jeg begyndte at lave videoer til YouTube, før de fleste kendte til det, og har også en bachelor i Medievidenskab fra Syddansk Universitet.

For ham var det let at sige ja til at være gæstelærer her i det sydfynske. – Min mormor er oprindeligt herfra, så jeg har tilbragt mange dejlige somre hernede. Desuden er det super fedt at lære fra sig og vise de unge, hvilke resultater man kan få, når man virkelig brænder for noget. Jeg har mødt børn, der fortæller, at de har prøvet at lave små film i et halvt år, men synes ikke, de rykker sig. Så fortæller jeg dem, at jeg har lavet det i 12-14 år, og at det handler om at fortsætte, så længe det er ens passion. Jeg har selv manglet en, jeg kunne stille spørgsmål til, jeg måtte google i stedet. Så jeg håber, jeg kan være en hjælp for ungerne. De ved dog nogle gange mere end mig, fordi de er vokset op med IT, men de vil stadig gerne have nogle at sparre med, så man skal som regel bare finde ud af, hvad deres passion er, det kunne fx være fodbold, og så kickstarte dem, afslutter Lasse smilende.

De fleste kendte ikke hinanden før kurset, men stemningen er munter, og ungerne begejstret for dagens gæstelærer, Lasse

Se mere info om Station Next, som er beliggende på Faaborg Gymnasium, på deres hjemmeside Klar til film – Station Next