Det kunne lyde som drejebogen til en dårlig krimi.
Men den er god nok.

Palle Rimmers kat Louis har helt ufrivilligt haft hovedrollen i et sandt drama, der involverer både kidnapning, løgne og katte-trafficking.

Den lokale katteejer fortæller overfor Det Rigtige Faaborg:
– Lørdag aften lukker vi vores kat ud for natten ved sengetid, som vi plejer. Tirsdag formiddag bliver vi ringet op af en dame i Ålborg, der spørger om vi mangler en kat, idet de lige har købt en kat via en hjemmeside for 4600 kr. af et par fra Kolding. Efter købet ville damen i Ålborg tage til dyrlægen for at få den chippet, men opdager, at den allerede er chippet af en ejer i Faaborg, altså os, fortæller Palle Rimmer. 

Det tager ikke længe for Palle og damen i røret at lure, at noget er helt galt.
– Vi konstaterer i fællesskab, at parret i Ålborg er blevet snydt af parret i Kolding, som har “katnappet” vores kat, taget den med til Kolding og solgt den som værende 10 måneder gammel, en racekat med en fin stamtavle, selv om Louis er seks år gammel, en staldkat og 80% blind, forklarer Palle om den bizarre handel. 

Sagens hovedkat Louis er ingen fin racekat, men en halvblind staldkat


Men vanviddet stopper ikke her.
– Damen der har købt Louis, vil selvfølgelig have sine penge tilbage, og vi vil vores kat, så vi aftaler at mødes i Kolding, så vi kan få vores Louis hjem. Damen og hendes mand kører så efterfølgende ud til Kolding-parret, og får da heldigvis også deres penge retur, sammen med en latterlig bortforklaring om at manden i parret blot havde samlet den op, og kvinden havde så solgt den til damen i Ålborg, fortæller Palle om den mystiske sag. 

Det viser sig dog hurtigt, at sagen ikke er enkeltstående.
– Efterfølgende er Kolding-parret, som i øvrigt har haft “lange fingre” med hensyn til opsamling af katte, blevet meldt til politiet. Men at køre fra Kolding til Faaborg for at “samle en kat op “, helt ærligt, sukker Palle.

Havde det ikke været for den søde dame i Ålborg, så havde Palle formentlig aldrig set sin pelsede ven igen, og i Ålborg havde en katteelsker troet, at hun havde købt en fin racekat.

– Så der skal lyde en kæmpe stor tak til parret fra Ålborg for deres ærlighed, og held og lykke til dem med en ny kat.

Og Louis…? Han har det atter trygt og godt hjemme i sine vante omgivelser, slutter Palle.