- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Mads Holdgaard / privat

Emil Sanderhoff er naturvejleder af hele sit væsen. Med sit arbejde på Naturama og sit selvstændige virke som naturformidler ønsker han at vække interessen for naturen hos mange flere. For, som han siger, når folk får øjnene op for naturens skønhed, så passer de også bedre på den. Naturen styrtbløder, og det er Emils ambition, at det endnu så slående bliver stående.

På jagt efter bytte borer fuglene deres næb ned i den bløde kokasse, hvor det snart støder på biller og larver og andet kryb. Som en pincet fatter næbbet om byttet og trækker det ud af den næringsrige hule.

- Annonce -

– Kokasser er fantastiske habitater for biller og larver, og fuglene ved det! Især de økologiske kokasser, I skulle næsten prøve at lægge sådan en ned i en spand med vand og se, hvordan der vrimler ud med kryb.

Emil Sanderhoff vælter kokassen med den ene støvle og viser de mange runde huller, hvor billerne har boret sig ind. På ryggen bærer Emil sin tro følgesvend, rygsækken med liggeunderlaget placeret øverst, og denne dag har han taget turen til et af favoritstederne i den sydfynske natur – Haastrup Bjerge. Heromkring har han færdedes utallige timer som barn, og det er ham en gåde, hvordan stedet fortsat er ukendt for de fleste. På toppen af bjerget placeret Emil sig på liggeunderlaget og spejder ud over alpelandet, øhavet, Helnæsbugten, Hanneslundskoven og som en lille silhuet i det fjerne troner Horne kirke.

– Er her ikke bare fantastisk? Her på Sydfyn er vi omgivet af skøn natur, og det er paradis for én som mig. Det er et unikt område med høj biodiversitet, og der er jo nærmest en grøn korridor tværs gennem området og helt til Diernæs. Jeg elsker at inspirere andre til at komme ud i naturen og lære at holde af den, så de på den måde også passer bedre på den.

Emil fisker en flaske op af rygsækken, og mens han skænker den hjemmelavede slåenlikør i de medbragte små glas, bliver der et øjebliks ro.

– Kan du høre det? Fuglene skælder os ud, vi er trængt ind på deres område. Men hvis vi sidder stille i en halv time, så vil de ikke lægge mærke til os, så ville vi kunne høre og sanse, hvordan naturen åbner sig op.

Mens slåenlikøren indtages, fortsætter begejstringen med at vælte ud af Emil, der fortæller, hvordan den velsmagende drik er resultatet af en tidligere tur i naturen, hvor målet var at indsamle slåen- og enebær.

Sæt dig et mål
Emils bedste råd til både naturnovicer og de mere erfarne er netop at sætte sig et mål for turen.

– Målet lige nu kunne være at samle blåmuslinger og koge dem over et bål på stranden. Men det er ikke selve målet, der er vigtig – min erfaring viser, at det er i jagten på målet, at de gode oplevelser dukker op. Måske får man øje på en kongeørn, mens man samler blåmuslinger, eller får en anden naturoplevelse. Og så pyt med, om der er kommet lidt sand i blåmuslingerne.

I jagten på målet har Emil flere gange fået unikke oplevelser med i rygsækken, som fx da målet ganske spektakulært lød på at få øje på en leopard i Kaukasus. Undervejs på den 14.000 km lange rejse oplevede Emil og resten af familien at blive budt på privat middag hos en fattig ranger (læs hele fortællingen efter artiklen), og da det gik op for rangeren, at Emil har en brændende passion for slanger, dukkede endnu en eksotisk oplevelse op.

– Rangeren råbte på mig, Emilj, og vinkede mig hen til sig og pegede ned på vejen. Der lå den smukkeste hugorm med et flot, orange zig-zag-mønster, og faktisk er den endnu mere sjælden end leoparden. Det var som at finde et sandkorn i en høstak. Mit hjerte gik lidt i stå, og alting gik ligesom i slowmotion. Den bjergtagede naturvejleder fik rangerens tilladelse til at løfte hugormen op fra vejen og bære den ind i sikkerhed i vejkanten. Oplevelsen sidder fortsat i Emil som noget helt særligt.

Altid glad for naturen
Som barn rendte Emil altid rundt udenfor og byggede huler, sæbekassebiler eller lavede slangebøsser. Skolen havde ikke hans store interesse, men også det, kunne naturen lave om på.

– En dag, hvor jeg havde pjækket fra skole, stod jeg og trak en snog op af et vandhul, og der mødte jeg en naturvejleder. Han fortalte mig, at jeg kunne blive naturvejleder, hvis jeg gjorde mig umage i skolen. Så det gjorde jeg.

Efter nogle år til søs målsatte Emil sig uddannelsen som naturvejleder. En lang vej, der førte ham forbi HF og fem år på Ollerup Frie Lærerskole.

– I 2009 blev jeg ansat på Naturama, og når man først har et job som naturformidler, kan man tage uddannelsen som naturvejleder. Og det er en vigtig opgave at informere om naturen, vi bor her i en naturperle af dimensioner med et unikt dyre- og planteliv, men det er ikke det fulde billede – for naturen styrtbløder over hele verden, og tænk sig – de planlægge at lave en motorvej lige gennem denne natur!

Gennem sin stilling på Naturama og sine rejser ud i hele verden inspirerer Emil både børn og voksne med sine begejstringsgennemsyrede naturfortællinger. Alt sammen med det klare mål: at skabe bevidsthed om naturen skønhed, så vi bliver bedre til at passe på den.

Fra Haastrup og ud i hele verden
Emil og familiens rejse til Kaukasus på jagt efter leoparden er bare den seneste ekspedition i en lang række. Tidligere er de draget til Borneo på jagt efter slanger og krokodiller, til Sydafrika på jagt efter boomslanger, mambaer og den ringhalsede spyttekobra og til det nordlige Saraha på jagt efter hornede hugorme.

På ekspeditionerne rapporterer familien jævnligt hjem om deres oplevelser med dyrene og naturen, og arbejdspladsen, Naturama, bakker heldigvis op om turene.

Netop nu kribler det ekstra meget i Emils udlængsel, men corona har sat en stopper for rejserne. Det afholder dog ikke familien fra at planlægge de næste ture.

– Vi skal en lille sviptur til Rumænien, hvor vi har nogle gode venner. Der er en top natur i Rumænien. Der er også en noget længere tur på planen, hvor vi vil rejse til Botsvana og Zimbabwe, hvor vi også har venner, der skal besøges.

Emil begiver sig ned ad bjerget i Haastrup igen og vender tilbage til sin terrænkørende 4-hjulstrækker, en VW-camper T4. Da bilen bumper ned ad bjerget mod Haastrup, dingler en halskæde i bilens bagspejl. Halskæden er lavet af små frø, som familien har bragt med hjem fra Korsika. Efter at have hilst på enhver, han møder på vejen, lander Emil hjemme med endnu en naturoplevelse og naturformidling i rygsækken.

Fakta om Emil Sanderhoff
32 år og uddannet skolelærer og naturvejleder
Født og opvokset i Haastrup
Bosat i Haastrup med sin hustru Lene Sanderhoff
Parret har to børn, Manja på tre og Frej på seks
Yndlingsdyr er bl.a. hugormen, havørnen og løvfrøen

Emil Sanderhoffs udstyr
– Vildtkamera
– Natkikkert
– Termisk udstyr (lånt fra Naturama)
– God kikkert
– Kamera med telelinse
– Filmkamera med 20 x optisk zoom
– Terrængående firhjulstrækker

På jagt efter leoparden – turen til Kaukasus
”Vi tog hele familien til Kaukasus, hvor vi skulle tilbagelægge 14.000 kilometer på jagt efter leoparden. Der er kun 12 tilbage, så det var en svær opgave. På et tidspunkt havde vi kørt fem timer ud ad udtørrede flodveje, og dér lå et lille skur, som viste sig at være en rangerstation. Ud kom en fuld ranger og krævede ’document’. Jeg gav ham 5 dollars, og straks bød han os velkommen.

Vi skulle overnatte i skuret nogle dage, og en dag peger rangeren, Dimitri, på fastnettelefonen. Jeg tager røret, og så er det hans søn, en fårebonde, der inviterer os til middag hjemme hos ham. Da jeg lægger røret på, nikker Dimitri og jeg til hinanden, og han tager et oversavet jagtgevær og peger, at vi skal sætte os ind i bilen. Så kører vi 20 mil ud ad en flodseng, og der ligger en lille hytte. Dimitri peger med geværet mod hytten. Vi tænkte nu, at vi havde været ret naive, og at vi nok skulle dø!

Bag tæppet, der fungerede som dør ind til sæterhytten, var der et mørkt rum, hvor der var et bål med en gryde over. Op ad gryden trækker Dimitri et lammeben – vi troede næsten, det var den sidste nadver. Han peger videre mod en dør, og en anden kæmpestor mand tænder lyset derinde. Her havde de dækket et langbord med brød og kød, og vi skulle alle spise et måltid sammen.

Til daglig lider de at stort afsavn til deres egne børn, og de var meget begejstrede for vores to børn. De har en tradition, der lyder, at man ved festmåltider skal drikke 140 skåle i brændevin, og da de endelig løb tør for brændevin, fandt de seks 2,5 liters øl frem. Det står ikke helt klart, hvordan aftenen sluttede, men vi vågnede næste morgen ved rangerskuret med tømmermænd. Da vi var ved at brygge cowboykaffe over bål, kommer sønnen fra aftenen før forbi, nikker mod os og slænger så et halvt nyslagtet får over en gren og går videre.

Det er helt vildt, de her mennesker har ingenting, og alligevel giver de så meget til os. Det var en helt særlig oplevelse.”

- Annonce -