Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / privat

Nogle kunstnere kan berette om en livslang interesse og tidligt talent indenfor deres kunstart, men for fynske Rikke König har vejen til succes som kunstner set noget anderledes ud. For bare fire år siden begyndte hun at male, og i dag kan hun næsten ikke følge med efterspørgslen. Denne sommer har hun holdt sin første fernisering i Faaborg, og fynboerne er vilde med de farverige værker.

Efter en barndom og ungdom i Langsted ved Verninge valgte Rikke König som 21-årig at tage til Schweiz for at arbejde et par måneder. Et par måneder, der skulle vise sig at blive til mange år.

– Jeg tog afsted lige efter midtfynsfestivallen i 1995, og jeg fik arbejde indenfor servicefagene. Der kom job på job, og jeg endte med at tage en uddannelse som aktiveringsterapeut, fortæller Rikke König.

Herfra gik det slag i slag. Rikke fandt kærligheden, og med den fulgte to drenge og et liv som udenlandsdansker.

Farverig faaborg-elsker
I 2015 sejlede Rikke og hendes schweiziske familie rundt i det sydfynske og kiggede efter en sommerbolig. Da de så husene på Færgevej, var de solgte.

– Det var kærlighed ved første blik! Jeg kendte ellers kun Faaborg fra nogle ture med Gelting-færgen, men nu er vi her to uger hvert forår og hver eneste sommer.

I Schweiz er det almindeligt, at kvinderne går hjemme, hausfrau kalder de det, men for Rikke var det svært at finde en identitet som hjemmegående, og derfor opsøgte hun en tidligere interesse.

– For fire år siden begyndte jeg at male igen. Jeg skulle bare lige finde mig selv og startede på et begynderkursus hos en lokal kunstner. Vi startede på ægte schweizermanér med tjeklister og med at male æbler på papir med blyant. Men da vi så tog farverne frem, så tog fanden ved mig, forklarer Rikke König.

Rikke kunne ikke holde penslerne stille, og kreative og farverige malerier opstod. Gennem et utal af malerier, har Rikke efterhånden fundet sin egen stil og sit eget udtryk.

Sommermånederne i Faaborg benytter Rikke König gerne til at besøge de mange muligheder, der er for at få den kunstneriske nysgerrighed stillet.

– Jeg går ofte i GaleRiget og snuser lidt rundt, når vi er i Faaborg. Her har jeg også mødt Els Cools, faktisk har jeg lige købt et af hendes malerier, og så kan vi jo også få snakket lidt schweizisk-tysk sammen.

Men ferietid betyder også, at Rikke er væk fra sit altelier, og det er ganske svært for hende at lade penslerne og farverne ligge.

– Faktisk er det noget værre noget med det ferie, men jeg har altid en skitseblok på mig, så jeg kan få mine idéer ned på papir – jeg skulle jo nødigt gå glip af noget, smiler Rikke König.

Nødtvunget må Rikke også indrømme, at hun på familiens båd har en kasse farver liggende.

Meditativ ro
Når Rikke finder lærred og farver frem, forsvinder verden udenom hende. Hun forsvinder op på sit atelier på førstesalen og ind i sit eget lille univers.

– Jeg har en hverdag som mange andre, med hus og børn og mange krav. Når jeg maler, så giver det mig en indre ro, og jeg føler, at jeg skaber plads til mig selv igen.

Inspirationen finder hun gennem inputs fra det kursus, hun fortsat deltager på 2-3 eftermiddage om ugen, eller fra billeder på Pinterest.

– Jeg maler oftest ud fra fotos, gerne sort/hvid-fotografier. Så bestemmer jeg selv farverne, og jeg er meget fascineret af farver. Og så skal der helst være noget bevægelse på malerierne – og børn. Jeg starter gerne med at lave baggrunden, og så kigger jeg på, hvad det kan passe til – med den struktur og de runners, der er kommet frem.

Kigger man godt efter på malerierne, så vil man opdage, at der næsten altid er en lille underfundighed eller et humoristisk indslag på Rikkes malerier. En flue, en ægte vandhund eller en lama på sightseeing i New York.

Det meste af roen i hjemmet forsvandt, da verden lukkede ned under corona-epidemien. Men samtidigt medbragte de nye omstændigheder også nytænkning. Med akrylfarver på et lærred af avispapir med corona-artikler, skabte Rikke en super-sellert.

Malerierne blev solgt til både Island og Spanien, hvilket affødte endnu en nytænkning.

– I starten malede jeg store malerier på 1,2 x 1,2 meter, men det blev ret besværlig, så de skulle sendes til udlandet. De mindre malerier med corona-baggrund måler 30 x 30 centimeter og er nemmere at pakke og sende.

Klar til at blive kendt
I modsætning til mange andre spirende kunstnere, så har Rikke ikke skulle spekulere på den økonomiske sammenhængskraft.

– Min mand kan forsørge os som familie, så det giver mig den mulighed og ekstra tid, istedet for bekymring. Men nu går salget heldigvis så godt, at jeg nu køber mine materialer uden dårlig samvittighed. Det går faktisk vældig godt.

Rikke König har ikke turde drømme stort, men det stort set tomme atelier vidner om både talent og efterspørgsel.

– Jeg synes, det er vildt flatterende, at mine malerier bliver så godt modtaget. Jeg har ikke turde drømme, men nu kører det jo af sig selv. Nu er jeg klar til at være kendt. Folk må gerne vide, hvem jeg er, og jeg er klar med mit udtryk. Og ellers står mit navn jo med stort i højre hjørne, forklarer Rikke König smilende.

Men oppe i sit atelier skaber Rikke ikke sine farverige værker med henblik på salg.

– Kunst købes med følelser. Jeg vil gerne have, at det skal give gode oplevelser. Folk skal føle noget, blive glade, begejstrede. Jeg maler altid til mig selv, jeg skal selv kunne lide det – lidt på samme måde, som jeg da arbejdede som omsorgsperson. Der gav jeg pleje, ud fra hvordan jeg selv gerne ville drages omsorg for.

I august afholdt Rikke König sin første fernisering udenfor hjemlandet, og både venner, familie og lokale faabogensere fandt vej forbi. Herunder Els Cools, der udtrykte begejstring for collagerne med de smukke kvinder, og Oliver Streich, der betegnede stilen som selvsikker til trods for det svære, der ligger i at gengive menneskers anatomi, og så er han betaget af de skøre indfald, der findes i mange af Rikke Königs malerier.

Rikke königs værker kan ses på hendes instagramprofil: rikke_ konig_kunst

Info om Rikke

  • Rikke Pihl Kousgaard König
  • 46 år Bor i Bellikon, Schweiz
  • Hus på Færgevej i Faaborg
  • Gift med Oliver König
  • To drenge på 11 og 12 år