- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Konfronteret med umuligheder

I 1955 rejste Ulla Glynn-Bucknell til Sydafrika, hvor hun startede sit liv som udenlandsdansker. Senere flyttede hun til Zimbabwe, hvor hun sammen med sin mand Mike drev en succesfuld farm med kvæg, tobak, nødder og majs. I 2001 medførte en jordreform voldsomme forandringer, og Ulla og Mike måtte rejse fra alt. I dag sidder Ulla i en lejlighed i Faaborg og fortæller om både taknemmelighed og forargelse over forløbet.

- Annonce -

I opgangen foran sin lejlighed tager 86-årige Ulla Glynn-Bucknell imod. Allerede de første sætninger vidner om et liv levet udenfor Danmarks grænser:

– Vil I have kaffe, te eller en gin and tonic? Det har jeg nemlig altid i huset. Der er kinin i tonic, og det modvirker malaria, det har været alletiders undskyldning. Nå, men anyway, tag plads.

I 1955 emigrerede Ulla til Sydafrika, som på det tidspunkt havde apartheid. To skoler, to hospitalsfløje, to indgange til slagteren. Opdelingen af hvide og sorte var absolut. Ullas mands drev en farm, og Ulla arbejdede som fysioterapeut på et stort hospital, hvor en lukket gang adskilte de to afdelinger. Dengang var raceadskillelsen hverdag for udenlandsdanskeren Ulla, men i dag reflekterer hun over styret:

– Vi tænkte ikke over race-opdelingen, men der fandt jo grusomheder og uhyrligheder sted. Men man bliver lullet ind og bøjer sig for et lands love.

Ulla boede i Sydafrika i 21 år, hvor parret fik tre børn. Da Ulla mistede sin mand, var det ikke muligt at returnere til Danmark, da hun ikke havde optjent dansk pension. Ulla flyttede derfor indtil centrum, hvor hun mødte englænderen Mike, der drev kvægfarm i nabolandet Zimbabwe.

 

– Jeg fik 120 Hereford avlskøer i bryllupsgave, og så måtte jeg jo blive kvægavler frem for fysioterapeut. Jeg fik nogle dygtige medhjælpere, men jeg måtte nu læse en del op på fx kvægsygdomme, fortæller Ulla grinende.

 I øreklapstolen øjner katten Blackie en chance for selskab og springer, trods forbud mod netop det, op ved siden af Ulla.

– Nooo, it is naughty, formaner Ulla, mens hun stryger den sorte pels.

Uroligheder

I 1980 blev det afrikanske land Zimbabwe uafhængig af Storbritannien efter koloniseringen. Jorden skulle nu omfordeles mellem de hvide farmere og de sorte indfødte. I mange år drev de erfarne og kommercielt tænkende hvide farmere deres store veletablerede farme, mens det for de indfødte var svært at låne penge til at opstart. 

I 1987 tiltrådte Robert Mugabe som præsident i Zimbabwe. Sammen med den sorte befolkning pressede han på for en mere retfærdig fordeling, og Mugabe var af den opfattelse, at der ikke var et reelt samarbejde omkring jordreformen. Han fremsatte i 2000 et forslag til en forfatningsændring, der skulle sikre, at de hvide farmers jorde skulle eksproprieres uden økonomisk erstatning. Da forslaget blev nedstemt, startede SANU-partisanere (krigsveteraner fra kampene mod minoritetsstyret i 1970) nogle voldelige besættelser af de hvide farmere, hvor flere blev dræbt.

Ulla drev på det tidspunkt en kvægbestand på den farm, hun havde med sin mand Mike.

– I marts blev vi belejret af krigsveteranerne, de tog opstilling rundt om huset, sprang ind over hegnet og ind i haven. De chantede og trommede hele natten. Vi fik ringet til ambassaden, og politiet kom og dyssede dem ned. I april havde vi så inviteret vores venner til fødselsdagsfrokost, man vidste aldrig, hvor mange der kom, da man ikke vidste, om det var muligt at komme ud. Der kom otte gæster, og pludselig kom en ung mand og erklærede forsamlingen ulovlig, vi havde nu 12 timer til at komme ud.

Under urolighederne var flere af Ulla og Mikes naboer blevet brændt ud af deres huse og var flygtet, og alvoren i truslen kunne ikke misforstås. Dagen efter belejringen i haven kom distriktskommisæren og oplyste parret om, at de havde 23 dage til at forlade ejendommen. Intet måtte flyttes.

– Vi fik 2 kufferter med ud. Det var det. Generatoren skulle blive, traktoren, alt. Der stod vagter, der sikrede, at intet kom med ud.

Krigsveteranen Marimo overtog farmen. Alle 40 familier, der var beskæftiget på stedet, blev sendt hjem.

– Vores ansatte mistede faktisk mere end os, de havde ingen sociale forhold at komme hjem til, hverken et hus eller skole. Vi gav nogle af dem et lift med lastbilen hjem til deres mudderhytter, og de var taknemmelige for, at de kunne få en del af deres indbo med, selvom de ikke længere havde strøm til fx deres fjernsyn.

Blackie vrider sig og bider Ulla i hånden:

– Blackie, stop it! siger hun mildt.

Held i uheld

Den 23. maj 2002 blev Ulla og Mike smidt ud fra deres farm. Ambassadens klare råd lød: Rejs med det samme! Billetten skulle være en returbillet, så de undgik at blive standset i tolden. Parret tøvede lidt, mens de boede hos børnene i Sydafrika. Men Ulla blev urolig og ville hjem til Danmark.

– Vi landede i Danmark med vores to kufferter den 26. juni, og 1. juli blev reglerne om forsørgerpligt indført. Havde vi ventet bare en uge længere, så var vi aldrig kommet ind i Danmark.

Det udenlandske arbejdsliv betød, at parret kom på kontanthjælp. Heldigvis havde Mike og Ulla gennem årene i Zimbabwe besøgt Danmark hvert andet år, og det sociale netværk i Faaborg var stærkt.

– Vi var velhavende i Zimbabwe, bankbøgerne bugnede. Vi kunne gøre, hvad vi ville, og vi rejste meget til Østen, Singapore, Malaysia. I Danmark blev vi afhængige af, at familien kunne hjælpe os. Men heldigvis fik vi en god og billig lejlighed, og vi har ikke manglet noget. Jeg har endda både internet og skype, og børnene har gennem årene tilmed sendt os billetter, så vi kunne besøge dem.

Livet tilbage i Faaborg har været trygt og uden nød. For tre år siden blev Ulla enke, og fra lejligheden skuer hun tilbage på sit tidligere hjemland. Veldrevne farme blev overtaget af folk uden den fornødne viden om kvæg og dyrkning af jorden, og de livgivende opdæmningssystemer til overrisling af afgrøder blev brudt ned, og kun et enkelt af de 2.000 nøddetræer står tilbage.

– Det er en tragedie. Vi havde et paradis af et land i 20 år – med skoler og fakulteter, veldrevne farme og en stor eksport til udlandet, nu er der intet tilbage.

Regeringen i Zimbabwe erkender, at de har et erstatningskrav overfor de farmere, der blev drevet væk, men Ulla venter fortsat på kompensationen.

Ulla er også optaget af de uroligheder, der netop har hærget Zimbabwe, samtidigt med at hun raser over, at Danmark opretholder ulandsstøtten.

– Regeringen satte pludseligt benzinpriserne op med 200 %. Folk gik i gaderne i protest, og 60 mennesker blev skudt ned. De forsøger at lukke ned for informationer om det ud af landet. 15 millioner mennesker holdes som gidsler i det land, og de sulter. Jeg har både ringet og skrevet til Anders Samuelsen, for jeg synes ikke, Danmark kan være bekendt, at vi sender penge til et sådan korrupt styre.

Katten bliver utålmodig, springer ned og lister uroligt omkring. Ulla rejser sig:

– All right, the door is open now.

Fakta om Ulla:

Taler dansk og engelsk, lidt zulu og africaan

To børn, to børnebørn og to oldebørn i Sydafrika

En datter i Danmark

Holder fortsat foredrag om tiden i Zimbabwe

- Annonce -