- Annonce -

Optagelserne er netop gået i gang til TV 2s kommende familiejulekalender ’Tinka og Kongespillet, der har premiere 1. december 2019. TV-julekalenderen byder på gensyn med skuespillere fra ’Tinkas juleeventyr’ samt på en række nye kendte ansigter.

Igen lægger Fyn locations til en del af optagelserne, og lige nu er filmholdet igang på Boltinggaard ved Ringe, hvor vi fik lov at kigge forbi.

Skuespillerne Christian Tafdrup, Josephine Højbjerg og Ellen Hillingsø er i fuld gang med optagelserne i studierne på Boltinggaard.

I løbet af en uges tid flytter hele produktionen til gården Søgaard mellem Vester Aaby og Nørresø, som i julekalenderen fungerer som drengen Lasses hjem.

- Annonce -

Film Fyn har altså for fjerde gang formået at “lokke” en stor julekalender-produktion til øen, en investering der også kommer Faaborg-Midtfyn og i særdeleshed Boltinggaard Gods ved Ringe til gode.

Julie Linn Milling fra Film Fyn er godt tilfreds med at der igen produceres tv-julekalender på Fyn.

I ’Tinka og kongespillet’ bliver der igen drama om tronen i den ellers så fredelige nisseby Kongsby, fordi kongen ikke vender hjem fra sin rejse rundt i Nissernes Rige. Det udløser et ’Kongespil’ – en konkurrence mellem rigets fire regioner, som hver stiller med deres stærkeste kombattant (de såkaldte kongsemner). Vinderen bliver nissernes konge.

For at bevise sit værd og redde riget lykkes det Tinka – med hjælp fra sin bedste ven Lasse – at sikre sig en af de fire pladser i Kongespillet. Men stærke kræfter forsøger at standse hende. Ikke alene ønsker hver af de tre øvrige kongsemner at splitte Nissernes Rige. I Ensomhedens Tårn sidder Prins Fileas og planlægger hvordan han selv – sammen med sin trofaste general, den enøjede Ingi – kan overtage tronen.

Kongespillet udvikler sig dramatisk, og Tinka må endnu engang bruge sine evner som halvt nisse og halvt menneske til at samle både venner og modstandere i kampen for at vinde magten – eller miste den for evigt.

Der er med andre ord lagt op til decemberdramatik med lokalt islæt, når det igen bliver december.

Se Jørn Ungstrups billeder fra set-besøget her:

 

- Annonce -