- Annonce -

Tekst: Anne Kruse
Foto: Jørn Ungstrup

Riderute Sydfyns sammenhængende 75 kilometer er den eneste i Danmark, der snor sig udelukkende langs skovveje, ridestier, bjerge og bakker. Den særlige rute skal, sammen med øvrige erhvervsdrivende i området, kridte banen op for endnu mere turisme til Faaborg og omegn. 

Jeg har sat marketingsansvarlig for Riderute Sydfyn Catharina Reventlow-Mourier, ejer af Brahetrolleborg Gods, stævne på Riderute Sydfyns seneste tilføjelse på ruten. Stedet er Skyttegården, der med sine fem soveværelser, alle med eget bad, kan tilbyde ryttere på Riderute Sydfyn en luksusovernatning i engelsk country-house stil og helt nye folde til hestene. Selvom den særlige riderute blev etableret i 2011, er ideen at den skal blive ved med at knopskyde, så at nye muligheder mangfoldiggør og forbedrer ruten, der tiltrækker både erfarne ryttere med egen hest og uerfarne uden.

- Annonce -

– Jeg ser ridestien som en fantastisk mulighed for vores kommune som helhed, men også for de enkelte lokalområder som knytter sig til ruten. Ruten giver nogle afledte effekter, som vi eksempelvis ser i vores samarbejde med tour-ridningssteder og overnatningssteder. Lige pludselig får vi koblet nogle flere erhvervsmæssige aktiviteter på noget, som egentlig begyndte med, at nogle gerne ville ride en hyggetur i skoven, fortæller Catharina Reventlow-Mourier.

Catharina Reventlow-Mourier har sørget for at Skyttegårdens spritnye folde tager sig ud, så at man nemt kan holde øje med sin hest fra stuehusets vinduer. Den totalrenoverede gård fra 1788 er en ud af de i alt syv høhoteller som findes på ruten. Tilsammen spænder stederne fra eget telt på campingplads til egen staldplads og servicering fra morgen til aften. To af overnatningsstederne tilbyder desuden leje af islandske heste sammen med guide. Alle syv steder er selvstændige erhvervsdrivende, der har valgt at arbejde sammen med Riderute Sydfyn.

– Jeg synes rideruten nemt kan kobles sammen med en families generelle interesser. En mor og en datter som er lidt hesteinteresserede, men ikke har egen hest, tager en tre-timers tur med en af turridningsstederne, mens far tager ud og fisker, spiller golf eller kører på den nærmeste mountainbikebane. Området omkring Faaborg har så mange aktiviteter i naturen, som kan tiltale forskellige familiemedlemmer. Med så mange udendørsaktiviteter kan man som turist, sagtens se sig selv være i området i længere tid. Du kan tage ud og dykke med Øhavsmuseet den ene dag, være på rideruten den næste og spille golf i Svanninge Bjerge den tredje dag, fortæller Catharina Reventlow-Mourier.

Catharina Reventlow-Mourier søger altid for at have brochurer med, der samler alle Faaborgs udendørsaktiviteter, når hun er på relevante messer rundt om i landet.

Mental sundhed

Ophavsmændene til Riderute Sydfyn tæller tre lodsejere, udviklingsselskabet Naturturisme og Faaborg-Midtfyn Kommune, der er gået sammen i et offentligt privat partnerskab omkring ruten, der strækker sig over områderne ved godserne Steensgaard, Holstenshuus og Brahetrolleborg, samt i Svanninge Bjerge, der ejes af Bikubenfonden.  Den unikke rute har Catharina Reventlow-Mourier naturligvis afprøvet flere gange. Men i øjeblikket må hun undvære da hun, på trods af at være en ægte hestepige, hverken har egen hest eller tiden til sin passion. Til gengæld glemmer hun ikke hvilken følelse, en tur i hestens eget naturlige element giver.

– At være på rideruten er en oplevelse, der giver mental sundhed. At mærke en hest i dens rigtige element ude i naturen, det giver energi. Man kan også mærke, at hesten er begejstret, for de bliver også ladet op af en tur i naturen, som vi gør. Den begejstring er fantastisk at mærke, fortæller Catharina Reventlow-Mourier.

Inden vi puster lysene ud i de høje stager og forlader de brune chesterfieldsofaer i Skyttegårdens pejsestue lader vi pilene for Riderute Sydfyn pege fremad.

– I det nye år går vi i gang med at kortlægge sværhedsgraderne på ruten, og vil farvegraduere dem, så de let bliver sat i system. Samtidig håber vi at kunne få etableret pausepladser med bindebom, bord og bænke. Men måske stopper nye tiltag ikke her, for vi er altid interesseret i, hvis nogle har noget, der kan bidrage positivt til, at vi kan få skabt mere opmærksomhed omkring ruten og få udviklet et endnu bedre produkt, fortæller Catharina Reventlow-Mourier.