Stine Mjaaland der er ansat som kreativ konsulent i Vores Faaborg & Egn har rykket sin egen lille virksomhed “Mjaalands” ud af privaten i Faldsled og ind i den tidligere kaffebar Soze i Den Voigtske Gaard.
Hun er lige nu i gang med hammer, søm og skruemaskine for at indrette lokalerne til sin egen lille kreative hule.
– Ved siden af jobbet i Vores Faaborg & Egn arbejder jeg med filmproduktion samt koncept- og idémageri. Det har jeg længe gjort hjemme i stuen omgivet af gæster, hunde og bunker af papir, men nu kan jeg mærke, at jeg har brug for min helt egen legeplads, hvor jeg bestemmer, fortæller Stine Mjaaland.
Det passer også godt overens med tankerne i Vores Faaborg & Egn, at hun nu fylder et af de tomme lokaler i midtbyen.
– En af vores missioner er jo at skabe liv i de tomme lokaler, og det er jeg da glad for at kunne bidrage til, smiler Mjaaland.
Hun havde kigget på flere lokaler i byen, men faldt for de historiske rammer i Havnegade med udsigt til havnen.
Hvornår hun endeligt er på plads, er ikke helt klart endnu.
– Jeg bruger min fritid på at sætte stedet i stand, og har ikke sat en deadline for en egentlig åbning, men jeg lover at invitere til en fredagsbar, når det sidste søm er slået i, fortæller Stine Mjaaland.