- Annonce -

Tekst: Per Otto Bersang Rasmussen.
Foto: Jørn Ungstrup.

Inge u’e på Gåsen

Klokken er 10.50 en torsdag formiddag. Jeg står med ryggen til en kirkegård på Østerbrogade og kigger over på et gult hus. Det ligger smukt i en runding på hjørnet af Priorensgade og Østerbrogade. Udefra er huset i sig selv ikke noget, der kandiderer til en forside af Bo Bedre: Røde tagsten, gul gavl, 6 partis vinduer og så, midt i det hele, en smuk grøn port. Det ku’ såmænd godt ligne et gammelt posthus, en opdragelsesanstalt, et ostemejeri, sågar et turistbureau (for en kort stund, vel og mærke!).

- Annonce -

Men i dag, en dejlig solbeskinnet torsdag i 2017, kigger jeg på den grønne port, velvidende, at bag ved den er indgangen til Gåsens gjæstergiveri, i daglig tale bare Gåsen.

Gåsen, et værtshus, et fristed, et pit-stop, et vandhul, et “henne om hjørnet……”og ikke mindst et samlingspunkt. Og samlingspunktet på Gåsen er og bliver Inge Bûttner Petersen, også kaldet “Trunte”.

Jeg har en aftale med hende klokken 11.00, og præcist på klokkeslæt ryger de grønne portlåger op, og straks hun får øje på mig, vinker hun mig velkommen. Jeg træder indenfor, her dufter rent, det første jeg ser, er 4-5 af de her høje klassiske barstole, der står og lokker foran en ganske almindelig bar, af den slags man ser på værtshuse overalt i Danmark (tro mig!).

Jeg har knapt nok besteget barstolen, før Inge spørger, hvad jeg kunne tænke mig at drikke. Og efter Inge har serveret en dejlig, sprød, kold Tuborg til mig, begynder vi at snakke. Og det er derfor, jeg har en aftale med Inge denne torsdag formiddag, det er for at snakke, jeg vil vide, hvem denne ejendommelige kvinde er. Den kvinde, som mange af de indfødte snakkede om, da jeg kom til Faaborg som indvandrer fra Odense i 1990.

Bevares, jeg har igennem årene været på Gåsen masser af gange, altid sammen med gutterne i muntert lag, til billard eller rafling osv., men aldrig mærket stedet, og slet ikke rigtig snakket med Inge, ud over altså at bestille øl og så lige gøre opmærksom på, at det var top-svejseren, der tabte i billard.

Men nu sidder jeg så her, alene med “Trunte”, og da vores indledende snik-snak går i gang, betragter jeg hendes ansigt, det er rundt, med æble-røde kinder, en lille vorte til venstre for hagepartiet er bestemt ikke noget der misklæder hende, men tværtimod gi’r det hende karakter, hendes grå sorte hår er en slags frisure a’ la’ dem konerne havde i TV-serien Fiskerne, meget anonym. Men det, der virkelig fænger mig, er hendes øjne, de smiler, og de smiler… ustandselig, og det smitter, man føler sig godt tilpas, opløftet, kort sagt, hendes selskab gør mig fornøjet.

Således landet med en form for indre ro, spørger jeg hende, om hun har noget imod at fortælle lidt om sig selv, altså, helt banalt, hvor kommer du fra, hvordan er du havnet her og bla..bla. Og uden tøven svarer hun: – Jo, det vil jeg da gerne, hun sætter sig op på sin egen personlige stol bag baren, tænder en filtercigaret, tager et kæmpe sug og puster så en sky ud, der burde få de fleste røgalarmer til at gå i selvsving.

Og så lader jeg “Trunte” gå i gang med at berette om, hvordan hun blev “Inge U’e på Gåsen”:

– Jeg kom til Faaborg, fra Odense, og 1. august 1969 startede jeg påGelting-færgen, hvor jeg arbejdede indtil 1977, og det var faktisk på færgen, jeg første gang blev kaldt “Trunte”. Det var en hed Vagn Kok, der en gang til fyraften sagde: – Sæt dig ned Trunte, og lad hvilen falde på dig. Det kom så Palle Bjørnø, for ørerne, altså ham der var skipper på Bjørnø-færgen dengang, og indtil hans død kaldte han mig aldrig andet end “Trunte”, og det er der så mange andre, der er blevet ved at kalde mig.

Hendes talestrøm bliver afbrudt, da døren går op, og en 65-70-årig mand gør sin entré, åbenbart en stamkunde, da hun hilser på ham ved fornavn og spørger, hvad han kunne tænke sig i dag. – En danskvand, svarer han uden rysten i stemmen, eller for den sags skyld, rysten nogen andre steder. Hvad?? En danskvand på Gåsen? Jeg tænker kort, at det svarer til, at man går ind til en pusher på Christiania og bestiller 20 Prince Light!! Lynhurtigt gi’r jeg min fordomsfulde tankegang en sherif-stjerne, hvad fanden bilder jeg mig ind, at tro at alle drikker øl, når de besøger Gåsen. Nå, Inge stiger ned af sin stol, ikke ubesværet, og bevæger sig hen imod køleskabet, hvor både øl og danskvand gror sig kolde.

Jeg benytter ventetiden til at kigge mig lidt omkring, til venstre, i sit helt eget rum, står billardbordet, helt lydløst. Jeg er, når jeg er sammen med gutterne, vant til ballernes dunken på banderne og lyden af keglernes fald midt på bordet, efterfulgt af et hylekor, der på hver deres måde gør sig muntre med perfide kommentarer, og der som oftest ender med et kærligt, godt gammeldags grineflip! Men her torsdag formiddag står bordet med det grønne klæde helt tavst, som et lykkehjul i et omrejsende tivoli 2 timer før åbningstid, begge venter de bare på at blive brugt. Inge er vendt tilbage til sin stol, og hun fortsætter sin beretning:

– Efter Gelting- Færgen startede jeg på Landmanden, hvor jeg var, indtil den gik nedenom og hjem, ham der havde den, investerede for mange penge i nyt køkken osv., så det måtte lukke, men jeg fik penge fra lønmodtagernes garantifond. Derefter var jeg et kort stykke tid på Torvets Cafeteria, indtil jeg så startede her på Gåsen.

Døren bag mig går op igen, og en mand, 40-45, hilser frejdigt : – Hej Inge, prøv lige og hør her, om 2 måneders tid får jeg besøg af nogle gamle skolekammerater, og vi kunne godt tænke os at spise hernede, hvis du gider lave maden? Uden betænkningstid svarer hun:

– Det skal vi da nok finde ud af, hvad dato er det, hvad ku’ i tænke jer at spise…. De snakker videre om faktuelle ting, og jeg kigger mig omkring igen, til højre for enden af baren er de to obligatoriske spilleautomater, som enhver bodega med respekt for sig selv og stamkunderne har stående. Bordene bag mig er dækket med duge i et karoline mønster, der leder tankerne hen på postgården i Matador. Inge ta’r sig tid til en snak om trivielle dagligdags ting med den nyankomne.

Jeg benytter ventetiden til at forrette min nødtørft. Døren til toilettet ligner nærmest en stalddør og knirker på samme måde, da jeg gør min entré, igen rammer duften af rengøringsmidler min lugtesans, altså ikke for meget, men lige akkurat nok til at “her er man også velkommen…”

Tilbage til baren, to gæster er kommet i mellemtiden, de er serviceret. “Trunte” henvender sig straks til mig, som om hun er lidt forlegen over, at hun var nødt til at afbryde vores snak. Og hun forsætter:

– Jeg startede her på Gåsen, jeg kan ikke huske om det var 1979 eller 1980, og dengang var flere, der skiftedes til at være på vagt. Det var først i 1993 eller 1994, at jeg startede med at være alene her, og det har jeg været lige siden, ja der er jo afløser på en gang imellem.

Jeg stopper hende og spørger: – Hvor mange arbejdsdage vil du tro du har om året? Inge: – Ja, det ved jeg snart ik’, måske en 250-300. Så bryder manden med danskvanden ind og kigger mig direkte i øjnene: – Det kan jeg godt fortælle dig, hun arbejder 365 dage om året, med mindre hun en enkelt dag er nødt til at ta’ på sygehuset til undersøgelse eller lignende, og så’n er det! Inge kigger genert ned i gulvet og smiler: – Ja, ja, så si’r vi det.

Og så starter panelet af stamkunder rundt om baren. Anekdoter og lovprisninger vedrørende “Trunten” flyder i en lind strøm fra hver især. Jeg suger det meste til mig, bla. dengang for år tilbage da en 3-4 unge mennesker, der absolut ikke var ukendt af den lokale ordensmagt, kom ind på Gåsen til Inge med en flæskesteg. De spurgte så, om hun ikke ville tilberede den. – Joh…. hvorfor ik’, i kan komme tilbage om et par timer, så er den klar. To timer efter stod der fire tallerkener med flæskesteg, rødkål, brunede kartofler og hele svineriet, og således fik de unge mennesker varm mad i den uge! Og sådan fortsætter de hver især med historier fra fortiden.

Jeg indser så småt, at min snak på tomandshånd med Inge er slut, og medens hun udveksler minder fra gamle dage, betragter jeg hende igen. Hun er i sit es, eller hun ’holder hof’, for jeg er ikke i tvivl om, at Gåsen på en eller anden måde er hendes kongerige. Jeg fornemmer en aura af velvære og indre ro, der bare stråler ud fra denne, fantastiske, yderst sympatiske, 71 årige kvinde, der har viet sit liv til at betjene godtfolket på Gåsen. ÅRET RUNDT!!!!!

Jeg behøver ikke mere, jeg har mærket Gåsen. Gåsen, et fantastisk sted, en bodega uden dankort-terminal, med en gratis jukebox, hvor det nyeste nummer, jeg bemærkede, var: “Så længe jeg lever”, af go’e gamle Mogensen, og inden jeg rækker Inge hånden for at sige farvel, tænker jeg: – Gid, du da for helvede vil leve, så længe jeg kan spille billard.

Jeg træder ud i solskinnet og har nu front mod kirkegården, og en morbid tanke strejfer mig: – Gu’ ved, hvor mange døde stamkunder fra Gåsen, der ligger derinde og hygger sig med en bajer, eller… en danskvand!

Jeg ryster hurtigt billedet af mig og får igen fokus på den levende legende i bygningen bag mig, hun har kickstartet mit humør denne solbeskinnede torsdag 2017, det har hun i hvert fald, “Trunten”, eller som mange andre bare kalder hende: Inge u’e fra Gåsen.

- Annonce -