Faaborg vil feste med træskibene

Pressefoto: Fyn Rundt

Efter at være blevet forbigået i 2016, vender kapsejladsen ‘Fyn rundt for bevaringsværdige skibe’ tilbage til Faaborg.

Faaborg: Torsdag den 27. juli er dagen, hvor de gamle træskibe, som kommer fra både Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, entrerer Faaborg. De mødes til kammeratlig kappestrid på havet og hygge i havnen.

Udover muligheden for at snuse til det maritime, så er lokale kræfter også klar med et arrangement, der skal støtte op omkring den fest, der gerne skulle være på havnen den dag.

Klokken 15.00 åbnes teltet ved det gamle havnekontor, og der vil være hyggemusik i teltet, imens at salgsboderne åbner. Samtidig er der i midtbyen march, hvor Faaborg Kanonerlaug marcherer mod havnen, hvorefter de vil affyre salutter.

Klokken 16.00 sejler fiskekutteren Marna af Faaborg, de gamle træskibe i møde og så er festen for alvor i gang.

Hvem bliver årets Faaborgenser?

Det er også dagen hvor årets faaborgenser skal kåres. Sidste år blev vægteren Klaus Thormann kåret, efter hans store arbejde med at skaffe det europæiske vægtertræf til Faaborg. Det er klokken 20.00 i teltet, hvorefter Løven, Kim og Hulken (Nu med Kåre og Rico) spiller op til fest.

Ønsker man at se træskibene sejle fra Faaborg, så er det fredag 9.30 de begynder at forlade havnen.