Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup


Hver eneste tirsdag trækker Svanninge-hallen fulde huse, når Gerde Høj Hansen stiller sig i front af de cirka 60 pensionister, der er trukket i gymnastiktøjet. Her har Gerde troligt stået gennem 32 år, og hun har ikke tænkt sig at stoppe foreløbigt.

På en grå, våd og kedelig tirsdag er parkeringspladsen foran Svanninge-hallen fyldt op med biler. Så snart døren ind til hallen går op, strømmer musikken ud og leder tankerne hen mod tiderne med giro 413.
 
Til den sprøde røst af Richard Ragnvald går 60 ældre mennesker omkring blandt hinanden i farvestrålende tøj, og med en gangart, der kunne gøre selv John Cleese misundelig. Alle er de lettere hjulbenede, mens de forsøger at gå på yderkanten af foden.



Nu bliver det endnu mere skørt, lyder en stemme, der tilhører en kvinde klædt i neon-orange t-shirt og en knaldrød klud om halsen. Kvinden bevæger sig med en yndefuldhed, der er de færreste 74-årige forundt, og hun holder rutineret et øje på de mange gymnaster og et øre på musikken. Alle kigger på Gerde, der nu forsøger sig med at gå på indersiden af foden, og gør så selv et forsøg. Pas godt på jer selv, lyder stemmen igen, for Gerde er helt på det rene med, at tirsdagsholdet, hvor gråtonerne dominerer i hårpragterne, skal presses, men ikke for hårdt.

Brødrene Olsen overtager lydrummet, og gymnasterne danner en rundkreds. Enkelte bevæger sig ud til siden af rundbuehallen og griber fat i de synlige spær. Nu skal balancen udfordres, og Gerde demonstrerer, hvordan det ene knæ skal løftes og benet strækkes ud.

Gerde bevæger sig glidende og rytmisk, og hendes stemme trænger klart gennem musikken, mens hun bøjer i begge knæ og går dybt ned i squat: Håndfladerne udad, ned i knæene, så skubber vi, stræk godt igennem.

Fællesskabets varme 
Klokken er 10.15, og gymnasterne er midt i den ugentlige træning. Forinden er de mødtes i hallens cafeteria, hvor stemmerne er varmet op med sange fra højskolesangbogen. Det gør de hver tirsdag, synger sammen. Og for mange er tirsdag formiddag i hallen ugens højdepunkt.

Ansigterne, der nu er lettere svedige, udstråler glæde. Glæde over at bevæge kroppen. Glæde over at være sammen med andre mennesker. Glæde ved fællesskabet.

Intensiteten i dagens program er skruet op, og det er tydeligt, at Gerde har mange års erfaring med at lave et gymnastikprogram, der er nøje tilpasset målgruppen. Nu kommer stolene frem. Og elastikkerne. Ikke fordi de skal sidde ned. Men for at undgå at nogen falder. 



Hold nu godt ved stolen, og gå langt ned. Og så bevæger I bagdelen, så vi strækker godt ud på indersiden af benene. Gerde instruerer og demonstrerer øvelsen, mens sangen ‘Don’t cry for me, Argentina’ understøtter øvelsens rolige tempo.

Efter endnu en intens øvelse, skal dagens fysiske udfoldelser sluttes af. Gymnasterne samles atter i rundkreds, mens de taktfast og hånd i hånd bevæger sig mod midten, indtil de står skulder ved skulder. Smilene er brede, og klapsalverne, der følger Gerdes ‘tak for i dag’, er overvældende.

De svedige gymnaster fortsætter nu mod cafeteriet, hvor der venter dampende kaffe og lune boller. De har spottet journalisten og fornemmet, at det i dag handler om Gerde. Spontane roser flyver gennem luften: Gerde er en ægte ildsjæl. Hun er fænomenal. Der er altid god musik. Gerde er SÅ inspirerende. Hun finder på nye øvelser hver gang.


Fællesskabets omsorg 

Da kaffekopperne er fyldte, får Gerde tid til at snakke. Hun modtager gengivelsen af de rosende ord med et smil.

– Jeg har vist en medfødt evne til at samle folk. Vi mødes altid både før og efter træningen, for det er så væsentligt med det sociale. Mange, der er oppe i årene, er meget alene. Det kender jeg jo selv nu, fortæller Gerde.

Gerde hentyder til, at hun for nyligt mistede sin mand og i den forbindelse måtte melde pas til de frivillige aktiviteter.

Når musikken og øvelserne er afvekslende og afstemt, så er det ikke tilfældigt.

– Musikstykkerne varierer hver gang og øvelserne varierer efter musikken, og fra gang til gang. Men det er ikke noget, jeg behøver at forberede mig på fysisk. Jeg har med tiden lært så mange øvelser, at jeg bare vælger fra hukommelsen, og så planlægger jeg timen mentalt. Det, der er vigtigt, er, at flere af sanserne kommer i brug. Gymnasterne skal kigge på mig og så bevæge sig og følge musikken, så det bliver en form for tovejskommunikation, forklarer Gerde.

Det kan være svært at bryde sin ensomhed alene. At komme afsted til et søgt fællesskab. Og netop derfor opfordrer Gerde ofte sine gymnaster til at tage andre med om tirsdagen.

– Det kan være så svært at gøre selv. Mange har det sådan om morgenen, at de ikke rigtigt gider, især en dag som i dag, men hvis de kommer afsted, så kan de dobbelt så meget, når de kommer hjem, fortæller Gerde.

Gymnasterne på Gerdes hold er for tiden mellem 65 og 87 år, men enkelte gange har de oplevet, at der er gymnaster, der har fået ni-tallet med forrest i alderen, som de udtrykker det. Der er plads til alle på Gerdes hold.



– Nogle går rundt og snakker lidt, mens vi andre knokler, og det har jeg intet imod, for ellers lukker vi jo nogle ude. De kommer med igen, når de kan. Der kan også være udfordringer med højre og venstre, men jeg plejer at sige, at hvis de går den gale vej, så møder de jo nok en anden en, fortæller Gerde.

Hvert år holder gymnasterne en fælles afslutning, som Gerde arrangerer. Her har hun også sine omsorgsantenner ude, for at alle kan være med.

– Tidligere sluttede vi af med dans og fællesspisning, men der var mange, der var blevet enlige, som ikke havde mod på at tage til sådan et arrangement uden deres partner, siger Gerde.

Derfor tog Gerde beslutningen om, at afslutningerne fremover skulle være udflugter, hvilket blev en succes. Den store flok gymnaster har de senere år været på tur med veterantoget, en tur på Svelmø, og i år pønser Gerde på endnu en tur, måske noget med vogntur med traktor gennem Svanninge Bjerge.


Aktiv hele vejen igennem 
I 51 år har Gerde været frivillig i Faldsled-Svanninge Idrætsforening, hvor hun bl.a. har siddet i håndboldudvalget og festudvalget, mens hun i hele 25 år har siddet i hovedbestyrelsen.

Gerde sidder ikke stille, selvom gymnastik-sæsonen slutter. For her er det sæson for petanque, som Gerde også holder meget af. Næste år har hun siddet på formandsposten i petanque-afdelingen i hele 25 år. Lige så længe som afdelingen har eksisteret.



– For nyligt har vi fået lavet det til et dejligt sted, hvor vi har mulighed for at gå indendørs og fx smøre noget mad. Vi er så taknemmelige over de sponsorater, vi har fået af bl.a. Sparekassen og DGI, fortæller Gerde.

Petanque-afdelingen træner fra april til oktober, og der er træning tre gange om ugen. Gerde er ikke kun frivillig for alle de andres skyld, for det frivillige arbejde giver meget igen.



– Det giver mig en glæde at se andre få noget ud af den, at gøre noget, at yde noget. Jeg kan godt lide, når jeg er med til at folk kommer ud, fx mennesker med Parkinson. Det er en stor fornøjelse for mig at have dem med til det, jeg laver. Man får så utroligt meget tilbage, når man arbejder som frivillig, afslutter Gerde.

Den 27. december håber Gerde at kunne afholde et helt nyt arrangement i idrætsforeningen. Den endelige plan er ikke på plads, men det bliver noget med bevægelse, fællesskab og fællesspisning, lover Gerde.

Fakta om Gerde Høj Hansen
Uddannet i fysisk og psykisk bevægelseslære 
Aktiv i Faldsled-Svanninge idrætsforening i 51 år 
Formand i petanque-afdelingen i 25 år 
Instruktør på gymnastikholdet i 30 år

- Annonce -