- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Her kan du møde en digter, der skaber tekstuniverser om alt fra skyer og drømme til stoleben, der knækker. I 16 år har den anerkendte digter Laus Strandby Nielsen levet ganske anonymt på Østerbrogade, men nu er det for alvor gået op for faaborgenserne, at der er lyrisk kvalitet i nabolaget. Da GaleRiget, i forbindelse med hans seneste digtsamling, afholdt en talk med digteren, var der fuldt hus.

Klokken nærmer sig 16, og Bøjestræde fyldes langsomt med forventningsfulde mennesker, der skal til talk på GaleRiget. Her har forfatter Andreas Greve inviteret Laus Strandby Nielsen til at komme og fortælle om og læse op af sin nyeste digtsamling ‘Halvvejs gennem uendeligheden.’ Mange har grebet chancen for at høre mere om digteren, vi ikke anede, bor lige her i byen. Lystløgneren og skrønemuseums-indehaveren fra Lyø kommer trækkende med sin cykel, en tidligere direktør fra Thorvaldsens museum træder ind ad døren, ligesom flere medlemmer af kunstforeningen og naboer til Galeriget gør deres entré.

- Annonce -

Mens Klokketårnet spiller sin melodi, tager de fremmødte plads, og Oliver Streich byder velkommen og er godt tilfreds med arrangementet. For med Greves idé om en lyrisk talk, rykker GaleRiget et niveau op, op i en ny liga, siger Oliver Streich, der er medindehaver af galeRiget.

Godt tilrette i deres stole, byder Andreas Greve velkomme til Laus Strandby Nielsen, mens han slår fast, at han blot er et sidekick med små moderationskort – for det er Laus, vi alle er kommet for at høre.

Den lyriske filur
Laus Strandby Nielsen gør ikke meget væsen af sig. Alligevel byder han gerne ind med en nylig oplevelse; han er nemlig lige kommet hjem fra en talk på Odinteatret i Holstebro, hvor digtere modtages med en velkomstkomité:

– Da jeg ankom med toget, stod der fem mand og tog imod mig med en kurv med champagne. Der var to kinesere, der dansede, én gik på stylter og der var to arrangører. Det kunne man lære lidt af i Faaborg, siger digteren og udløser eftermiddagens første latter i lokalet.

Og netop denne lune underfundighed går igen i hele Laus Strandby Nielsen udtryk. Han rejser sig for at læse op fra bogen, der er udkommet i år på Asger Schnack Forlag, som den ellevte udgivelse i rækken. Oplæsningen skal foregår stående, forklarer digteren, for han kan bedst lide at stå og flagre.

Med rytme, med pauser, fortsættelser og brud, læser Laus Strandby Nielsen højt om tiden, der kan binde knuder, og om afstand mellem mennesker. På stolerækkerne kommer refleksive udtryk til syne mellem de jævnlige latterudbrud.

Laus Strandby Nielsen debuterede i 1970 med digtsamlingen ‘Åhhh! … Kom hurtigt!’ Og i 1974 lykkedes det ham at få udgivet sin anden bog, som en særudgave af det velansete debutanttidsskrift Hvedekorn.

Digteren rejser sig atter for at flagre og læse højt.  

– Hvor kom vi fra? Ja, flokimmunitet. Nu tror jeg, at vi skal ud og køre med tog, siger Laus Strandby Nielsen.

Han læser højt fra nyudgivelsen om fremtidens katastrofer og gammelt håb, mens moderatoren stille finder næste kort frem. Som en tilsvarende ordenes mand, vil Andreas Greve gerne vide, hvorfor digteren i værket skelner mellem ordene ‘evigheden’ og ‘uendeligheden’. Måske afledt af, at Politiken i deres anmeldelse havde anvendt det forkerte. Og der er en betydningsforskel, forklarer digteren.

– Ordene har forskellige konnotationer, og de lægger op til en forskel i tid og rum. Evigheden får lynhurtigt folk til at tænke i religiøse baner, da det er et knæsat ord i liturgien, og det er ikke dér, bogen skal hen. Halvvejs og uendeligt, det kan jo ikke lade sig gøre, og det er et interessant paradoks, forklarer Laus Strandby Nielsen.

Digtene i samlingen bevæger sig gennem årstiderne, og samtidigt er de fleste skrevet under landets nedlukning pga. corona. Vinteren kan føles uendelig, corona kan føles uendelig, fortæller han.

Om drømme og digte
En del af digtene omhandler drømme, påpeger moderatoren. Digteren giver ham ret og uddyber.

– Drømmeteksterne er ikke nedskrevet om morgenenen i terapeutisk forstand for at finde ud af, hvad der er i vejen med mig for tiden. Jeg bruger drømmeområdet, fordi grænsefeltet mellem sprog og virkelighed interesserer mig. Følelsernes erindringer. Det er dér, jeg arbejder. Simpelthen, siger Laus Strandby Nielsen.

Næste oplæsning handler om opvask, der skåres og splintres, om ben, der som slidte støvler er fulde af sten og bundløse fundamenter med egen tyngdelov. Om stilhedens tyngde. Om mørke og lys og om måder at blive væk på. Om fisk med iskolde øjne.

Det er tydeligt i rummet, at der sker noget med tillytterne undervejs i oplæsningen, og moderatorens næste spørgsmål stiller skarpt på netop dét: Hvad kan lyrik?

– Lyrikken kan holde feltet åbent mellem sproget og virkeligheden, hvor der er en særlig magi. Et felt fyldt med oplevelser og erindringer, hvor vi mødes og er sammen. Det er vigtigt at holde åbent. Vi er der hele tiden, men vi har så travlt. Det er vigtigt at lukke op og være i det rum, som det er, svarer Laus Strandby Nielsen.

Digteren rejser sig endnu en gang og læser højt. Om en novemberdag med dens helt særlige farver, om genkendelsens glæde, om stilheden, der minder om en dement, om larmen, der larmer mere og mere, og om stilheden. Stilheden som en rest, som aldrig helt slipper op.

Tiden er ved at slippe op for talken, og moderatoren spørger, om der skal holdes fast i stilheden, eller om der er spørgsmål fra publikum. En enkelt vil vide, hvad digteren ønsker, at læseren skal sidde tilbage med efter at have læst digtene.

– Refleksionerne er det vigtigste. I mine senere bøger er folk begyndt at synes, de er morsomme, og det sætter jeg pris på, men jeg skriver ikke for at være morsom. Men det kan ske en gang imellem, når der sker sammenstød mellem tilværelsens absurditeter, forklarer Laus Strandby Nielsen.

Eftertænksomhed og pointer er også noget af det, som digteren gerne vil give læseren med. Mange tror måske at et digt skal forståes. Det vil sige, at noget underligt skal give mening, men det vil ødelæggelse oplevelsen. Digte er ikke en rebus, det skal ikke være som at knække en nød, meningen skal ikke findes. Det kræver et særligt sprogligt beredskab og timing. Han henviser til, at det fx ville være omsonst at spørge om det samme om musik. Hvad skal man få ud af det? Det er ikke noget skjult i musik. Det handler bare om at følge med i sproget, billeder, brud, forventninger.

– Måske ønsker jeg at skabe forvirring på et højere niveau, slutter Laus Strandby Nielsen.

Den første torsdag i december kan du opleve Laus Strandby Nielsen læse højt af sine digte. Det sker i Dyreborg Kulturhus klokken 19.30. Det koster 20 kroner, og alle er velkomne.  

- Annonce -