Den 1. september fik Øster Hæsinge Forsamlingshus nye forpagtere.

Det er brødrene Kristoffer Randrup og Michael Hansen, der har sagt farvel til deres jobs for at hellige sig drømmen om at drive forsamlingshuset i den lille landsby.

– Vi har længe gået og kigget efter sådan noget her, og har sindsyge mange idéer. Faktisk så søgte vi også om at blive forpagtere for et par år siden, men der fik vi det ikke, fortæller den yngste af brødrene Kristoffer Randrup.

Han er stadigvæk ansat som souschef på Tornøes Hotel i Kerteminde, men har sagt op, og er færdig med at dobbelt-jobbe til oktober.

Storebror Michael er key-account manager hos Ekstra Bladet indtil oktober, hvor han så også får sin dagligdag i Øster Hæsinge.

– Nogle vil måske tænke, at det er et vanvittigt sats, men vi har valgt at leve drømmen ud, i stedet for om 20 år at ærgre os over ikke at have gjort forsøget, argumenterer kokken Kristoffer Randrup.
– Vi ved, at vi er gode til det vi laver. Vores kunder kommer tilbage, og vi er stærke til totalarrangementer, så vi tror på, at det nok skal lykkes, siger han.

Ingen af de to forpagtere kommer selv fra Øster Hæsinge, men de har familie i området, og er begejstrede for den opbakning, der altid er i landsbyen.

– Stedet ligger også centralt for kunder både fra Faaborg og Odense, og stedet har den charme, der er trækker i mange mennesker. Det er nærmest en anden tidszone, hvor stressen bare forsvinder, og man kommer helt ned i gear

De første arrangementer ligger allerede i kalenderen, og så starter brødrene også et tilbud om skolemad efter uge 42, hvor håbet er, at skoleelever i både Faaborg, Ringe og Glamsbjerg skal nyde en daglig frokost fra forsamlingshuset i Øster Hæsinge.