I Bjerne ved Horne ligger en lokal vinproducent – Grands Vin.
Her forvandler Helle og Sofie Grand solbær til en rosévin, der imponerer restauratører i hele landet. I øjeblikket kan mor og datter bare ikke komme af med den mængde vin de plejer, da caféer og restauranter er lukkede på grund af coronakrisen.

Derfor har de nu valgt at slå dørene op til produktionslokalerne på gården i Sinebjergvej i Bjerne og sælge direkte til lokale kunder, der vil smage den eftertragtede vin – oven i købet med 25% rabat.

Historien om familiens vinproduktion går mange år tilbage i tiden. Efter at være vokset op med bedsteforældrenes vin på bordene ved enhver lejlighed besluttede den 25-årige Sofie Grand i 2015 at starte en vinproduktion brygget efter den gamle opskrift.

Sofie Grand bor normalt i København, men er lige nu hjemme og tilse produktion.

– I min familie har vi altid lavet alting selv, lige fra grøntsager og kød til vin. En dag nævnte jeg for min mor, at det kunne være sjovt at sætte en produktion i gang. Min mor var med på idéen og vi var enige om at gøre det. Vi kunne se et kæmpe potentiale, fortæller den unge iværksætter.

Heldigvis kunne mange andre også se potentialet, og i dag leveres der vin til restauranter og caféer over hele landet, ligesom Irma har den lokale vin på hylderne.

Sådan ser den populære vin ud.

Der bliver ikke brug for at overveje, hvilken årgang man vil købe.
Vinen bliver nemlig udsolgt år efter år, så lige nu er det flaskerne fra høsten 2019, der kan købes hos de lokale “vinbønder”. Der er i alt produceret 5000 flasker sidste år, og der er stadig rigeligt til flere gode frokoster i forårssolen, forsikrer mor og datter.

Prisen for en flaske dansk rosé er normalt 149 kr., mens en kasse med seks flasker koster 750 kr. Lige nu er der dog 25% på begge dele, hvis man selv henter sin vin.

– Vi overholder naturligvis alle sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og man skal ikke indenfor for at få sin vin. Man ringer bare på klokken, så har vi vinen klar, lover Helle Grand.

Der er åben for salg af vin alle dage mellem kl. 10 og 14.30 på adressen Sinebjergvej 22.

Sofie og Helle Grand er klar til at tage i mod på Sinebjergvej.