46 millioner på vej til Faaborg – Budgetforlig udløser gaveregn

Fredag eftermiddag blev der indgået en Bred budgetaftale i Faaborg-Midtfyn.

Den betyder, at der er intet mindre end 46 millioner kroner på vej til Faaborg i forbindelse med tre nye signaturprojekter, der får massiv økonomisk støtte.

Pengene er afsat til:
Slagterigrunden og samlet havneudvikling: 6 mio. kr.
Nyt besøgscenter og landskabsmuseum: 20 mio. kr.
Renovering og udvikling af Faaborg Museum: 20 mio. kr.

Direktør for Øhavsmuseet Peter Thor Andersen tager de store gloser i brug, da Det Rigtige Faaborg fanger ham på en telefon fredag eftermiddag, for at få en kommentar til, at der er udsigt til en støtte på 20 mio. kr. til planerne om et nyt besøgscenter og landskabsmuseum, som Peter Thor har drømt om.

– Det er mega mega fedt. Det er dig, der giver mig nyheden i dette øjeblik. Det er jo helt vildt. Jeg havde håbet, men hvor er det skønt. Det er så dejligt med en kommune, der tror på kultur og oplevelser. Faaborg kommer i en helt særlig liga på det her område. Det stiller os rigtig stærkt i jagten de på 100 millioner, vi skal bruge i alt til projektet. Det er meget lettere at få støtte og indgå partnerskaber, når man får sådan et kommunalt rygstød, jubler Peter Thor Andersen

Alle kommunalbestyrelsens partier er med i det nye budgetforlig, hvor der blandt andet er sat penge af til at udvikle velfærden og til langsigtede investeringer i kommunens fremtid.

For første gang siden 2013 er alle partier i Faaborg-Midtfyns kommunalbestyrelse med i budgetforliget. Og budgettet for 2018 skiller sig også ud på en række andre områder.
Der er modsat tidligere år ingen besparelser i velfærden eller servicen til borgerne. I stedet bliver der betalt af på kommunens gæld, og der investeres markant i nye projekter, der skal bidrage til kommunens udviklingsstrategi om 2000 flere borgere i 2030.

Borgmester Christian Thygesen (V) siger:
”Jeg er utrolig glad for den her budgetaftale, hvor vi formår at kombinere et løft i servicen til borgerne med økonomisk ansvarlighed og investeringer i kommunens fremtid. Det vidner om, at vi har en solid økonomi i Faaborg-Midtfyn, blandt andet fordi vi har fået en ny økonomisk strategi og er gode til at effektivisere og tænke nyt. Det kommer borgerne til gode.”

Flere penge til børn og ældre I budgetaftalen afsættes i 2018 5,2 mio. kr. ekstra til ældreområdet, så serviceniveauet i ældreplejen fastholdes, også i tider med flere ældre. Og også børneområdet er blevet prioriteret højt.
Forligspartierne afsætter 31 mio. kr. af til de 0-6 årige over de næste fire år. 20 mio. kr. går til flere ressourcer i institutionerne, mens 11 mio. kr. går til at styrke den tidlige indsats over for børn fra udsatte familier. Puljen, der finansierer udvidede og fleksible åbningstider i dagtilbuddene, er også forøget med 500.000 kr., så den nu er på 2,3 mio. kr. om året.

”Mange kommuner skal spare på servicen, men vi er i en helt anden situation. Vi har landets femte højeste vækst, når det kommer til servicemidler, og i år sætter vi betydeligt flere penge af til velfærd. Vi investerer i de yngste børn, fordi vi ved, at det har stor betydning for resten af livet. Og vi tager hånd om den demografiske udvikling, så vi kan blive ved med at levere god pleje til det stigende antal ældre borgere,” siger Christian Thygesen.
I alt øger budgetforliget serviceudgifterne med 17,8 mio. kr. svarende til 0,8 procent.

Fremtidssikrer Faaborg-Midtfyn

Med budgetaftalen for 2018 ser kommunalbestyrelsen også længere frem end 2018 og de kommende år. Ved sidste års budgetforlig blev der etableret en udviklingsfond, som skal bidrage til at finansiere en række signaturprojekter, som kan løfte Faaborg-Midtfyn tættere på målet om 2000 flere borgere i 2030. Og i år har kommunalbestyrelsen udpeget og afsat midler til syv signaturprojekter.

 

På driftssiden er der afsat midler til tre signaturprojekter:

–       Sammen om forandringer og det gode arbejdsmiljø: 6 mio. kr. over tre år
–       Den kulturelle rygsæk gøres permanent: 2,2 mio. kr. over fire år
–       Fremtidens mobilitet i Faaborg-Midtfyn Kommune: 3 mio. kr. over to år

På anlægssiden er der afsat midler til fire signaturprojekter:

–       Slagterigrunden og samlet havneudvikling: 6 mio. kr.
–       Nyt besøgscenter og landskabsmuseum: 20 mio. kr.
–       Renovering og udvikling af Faaborg Museum: 20 mio. kr.
–       Fremtidens forstad i Årslev/Sdr. Nærå: 5,9 mio. kr.

Borgmester Christian Thygesen siger:

”Signaturprojekterne handler om at fremtidssikre kommunen og om at gøre Faaborg-Midtfyn til et stadig mere attraktivt sted at bo og besøge. Disse syv projekter er på hver deres måde vigtige for udviklingen i vores kommune, og jeg er glad for, at en enig kommunalbestyrelse står bag udvælgelsen af disse spændende projekter.”