“Ude godt – men hjemme bedst” synes Maja og Frans

0
288
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup og private optagelser

Med hele verden som legeplads

Med en nysgerrighed for andre kulturer og en generel udlængsel rejser Maja Castor og Frans Lund ofte ud og omkring i verden. Men de vender altid tilbage til deres tilvalgte hjemstavn, Vester Aaby, hvor de nyfundne perspektiver på livet sættes i relief.

Et stykke udenfor Vester Aaby, helt derude hvor alle forbipasserende hilser på hinanden, bor 61-årige Maja Castor og 69-årige Frans Lund. For tredive år siden flyttede parret fra Østerbro til Sydfyn, hvor de siden har omgivet sig med landlig idyl. Bag huset græsser fårene, hønsene klukker og sommerluften er fyldt med dufte fra lupiner, rhododendron, stokroser og kirsebærtræer.

– Vi ventede vores første barn, og vi ville væk fra København. Vi kendte nogle venner i Faaborg, og så flyttede vi. Dengang var der ingen bro, kun en færge, så det var langt væk, men vi har aldrig fortrudt, fortæller Frans Lund.

På det tidspunkt havde parret allerede været på deres første fælles rejse, en tur på 10 måneder i Østen.

– Jeg kan stadig huske den følelse, da vi stod på Himalayas bjerge, hold da op mand. Vi har generelt aldrig været bange for at flytte os, supplerer Maja Castor.

Som ung søgte Frans ofte ud. Her observerede han andre rejsende, som brugte det at rejse som en flugt fra noget derhjemme. Rejsende uden glæden ved at rejse. For Frans og Maja handler rejsen mere om at få gode oplevelser og måske få vendt tingene på hovedet.

– Vi er meget nysgerrige på, hvordan andre kulturer lever, og jeg tror det er rigtigt sundt at opleve, så man kan se, hvor godt man selv har det i Danmark, forklarer Maja.

Frans giver et eksempel fra dengang de rejste i Malaysia.

– Vi så et barn, der blev kørt ned af en bil. Flere biler kørte bare væk, og barnet blev fragtet væk bagpå en motorcykel. Vi troede først, at det handlede om ligegyldighed, men fandt ud af, at det handlede om nogle racespændinger i befolkningen, siger Frans.

Rejser i børnehøjde

Parret har nu tre voksne børn, der alle har været med på en to måneder lang rejse til Østen. Rejsen skete på lavbudget-vilkår, hvor vilkår og kultur træder tydeligt frem. Her oplevede familien, med børnene på hhv. 14, 12 og 8 år, fx kakerlakker og mus på deres madrasser, ligesom de så både tiggere og ligbrændinger. Indtrykkene gav anledning til nogle gode snakke om forskelle – naturligvis i et børneperspektiv. Denne rejseform gjorde væsentlige indtryk på børnene, mere end den efterfølgende sol- og strandferie.

– Vi rejste i Nordindien og op til Darjelling, i bjergene mellem Nepal og Bhutan, og det var meget barskt. Som afslutning på ferien tog vi til Phuket på tropeferie, med alt hvad der hører sig til af bådture til omkringliggende små-øer, elefantrideture og paragliding. Men ret hurtigt sagde vores søn Laust på 14, at han gerne ville tilbage til Indien, forklarer Frans.

Det er ikke en enorm formue, der har givet familien mulighed for at rejse. Det er derimod et spørgsmål om prioritering, forklarer de. Og som alle forældre har de ønsket at vise deres børn de ting, som har betydet meget for dem selv.

Arbejdende rejseliv

På grund af aldersforskellen på otte år, er Frans for nogle år siden gået på pension fra sit skolelærerjob, mens Maja fortsat arbejder som hjemmesygeplejerske. Frans tyvstartede med en tre måneders bilrejse med en kammerat ned gennem Italien, og han planlægger også en senior-interrail. Senere er han fulgt med, når Maja gennem hjemmestyret er blevet udstationeret i Grønland som sygeplejerske. Foreløbigt har de været afsted to gange. Første gang i seks måneder og anden gang i tre måneder.

– Det er dejligt, at vi har den her mulighed gennem mit job. Det er en god mulighed for at kombinere mit arbejdsliv med Frans’ pensionsliv. Jeg tjener væsentligt mindre, når jeg er i Grønland, men igen er det et spørgsmål om at prioritere. Det er som at hive stikket ud og lige mærke efter: ’hvor er jeg’, ’hvad er der omkring mig’. Deroppe kan vi nyde nuet på en anden måde. Grønlænderne har enormt god tid – og det kan være enormt udfordrende, men nok også sundt at opleve, fortæller Maja.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kulturforskellene er store mellem Danmark og Grønland. Der er en trend i tiden, hvor grønlændere ikke så gerne vil lære dansk, hvilket er en stor udfordring for hele samfundet. Rent fagligt lærer Maja meget om, hvordan der er forskel og ligheder på, hvordan danskere og grønlændere er syge: nogle føler sig døden nær pga. tømmermænd, mens andre afventer en alvorlig trawlerulykke med sindsro. Mens Maja arbejder, bruger Frans tiden på at fiske eller hjælpe beboerne i byen med praktiske ting.

– Vi glæder os altid til at komme hjem igen. Det er det gode liv, vi nyder i hverdagen, som Dan Türell sagde. Deroppe har vi lært meget om, hvad held og uheld betyder. Menneskers skæbner. Og at Maja var meget heldig, at hun mødte mig, griner Frans.

Foruden de lange ophold i udlandet, så er Maja og Frans også afsted på kortere ture. Maja er fornyligt vendt hjem fra en uge i New York, og Frans har været en tur i Berlin med deres ene datter. Hele familien, inkl. Frans’ forældre, har været på vandretur i Dolomitterne og Alperne. De ser det at rejse som det gode liv, og de insisterer på at se de muligheder, de har, frem for alle begrænsningerne.

– Vi tager de chancer, der er. Nogle er for forsigtige og venter, måske pga. børn eller økonomi, eller til de går på pension. Men måske er det så for sent. Og vi skal helt klart afsted igen, siger Maja.

Frans tilslutter sig rejsetanken, men mener, at de næste gang skal prøve noget nyt. Måske en ny by i Grønland – eller Norge.

I mellemtiden nyder parret deres idyl lidt ude på landet, hvor de gennem de sidste ti år har sovet ude i deres hjemmebyggede shelter i haven fra marts til november. Hver morgen, når de vågner ved vækkeuret, hører de lyden af katten, der lander på taget af shelteret. Herefter kan de i roligt tempo ligge og vågne til lyden af naturen.

 

 

- Annonce -