I dag har samtlige dagplejere i Faaborg-Midtfyn Kommune valgt at nedlægge arbejdet. Det gør de i en protest mod kommunen, der har opsagt deres forhåndsaftale og varslet besparelser.

Dorthe Schlander har været dagplejer siden 1997, og hun er valgt som talskvinde i denne konflikt.

– Hvis vi havde sagt ja til aftalen, så havde vi mistet en del af vores tillæg, og kommunen havde sparet 800.000 kroner. Vi er utilfredse med, at vores løn skal gå til besparelser, vi skal jo fortsat lave det samme, siger Dorthe Schlander.

FOA og FMK er ellers i gang med forhandlingerne, men nu er dagplejerne skredet til handling.

– De blev ikke enige, og der er nu berammet et nyt møde, men hvor længe skal vi vente, nu har det her kørt siden starten af maj, og aftalen er opsagt pr. 1. september, forklarer Dorthe Schlander.

Børnene som gidsler

Med den nuværende aftale tjener en dagplejer cirka 114 kroner i timen, uden tillæg, og med de varslede besparelser vil det være meget individuelt, hvor meget man går ned i løn. Nogle vil blive hårdere ramt end andre. Alligevel er det en samlet flok, der i dag strejker.

– Vi blev enige om alle sammen at strejke, og i aften klokken 22.15 udsendte vi en sms til vores forældre og at vi ville strejke. Så i dag er børnene taget som gidsler, desværre. Og deres forældre. Vi ved godt, at det stiller mange i en uheldig situation, men heldigvis har vi overordnet mødt stor opbakning, siger Dorthe Schlander.

På Facebook var der allerede i morgen stor debat om strejken, men mange positive tilkendegivelser. En gruppe af mødre planlagde tilmed at troppe op foran rådhuset i dag som opbakning til dagplejerne.

Dagplejerne er også i fuld gang med at planlægge deres aktion for dagen.

– Vi har møde lige nu på biblioteket i Ringe. Her bliver vi alle noteret i FOAs ‘sorte bog’, da vores arbejdsnedlæggelse er erklæret ulovlig. FOA opfordrer os til at gå tilbage i arbejde, men det gør vi ikke i dag. Vi skal have lavet bannere, og så går vi senere ned foran rådhuset, fortæller Dorthe Schlander.

Dagplejerne håber på, at deres protest kan få politikerne til at tænke sig om en ekstra gang. Det er endnu uvist, om de vil genoptage deres arbejde i morgen.

- Annonce -