Når Jim Lyngvild fra Kristi Himmelfartsdag inviterer indenfor på sin vikingeborg Ravnsborg vil brugskunst, skønhedsprodukter og street food få selskab af healere, spåkoner og andre med kontakt til den åndelige verden.

Ravnsborgs nybyggede kolonnade vil i de fire dage, markedet varer, blive omdannet til et spirituelt mekka, hvor gæsterne kan få hjælp til at få kontakt til de afdøde, trække tarotkort eller blive spået i runer af en ægte vølv. Som en understregning af, at markedet står i åndernes tegn, vil det torsdag og fredag også være muligt at komme til foredrag med en af landets mest anerkendte medier, Marion Dampier-Jeans.

Markedets gæster kan også komme indenfor i Jim Lyngvilds 750 kvadratmeter store vikingeborg, besøge verdens eneste asatro Gudetempel, og hilse på rigtige vikinger i den store vikingelejr, der omkranser Ravnsborg. Udover mødet med fortiden byder markedet på masser af events og oplevelser for alle aldre: Hesteshow, ponytræk, krigerskole, kampshow og bueskydning er blot noget af det, der venter gæsterne. Når maverne skal forkæles, er der også rigeligt med madboder til enhver smag og pengepund. Og så er der selvfølgelig også mulighed for at få lækre smykker, tasker, designervarer, skønhedsprodukter og smuk brugskunst med hjem, som det hedder i en pressemeddelelse.

Igen i år inviterer Lyngvild til det legendariske ”Taberbanko” med præmier for over 20.000 kroner. Torsdag og søndag kl. 8.45 kan gæsterne starte dagen med et sjovt og hyggeligt arrangement, hvor deltagerne sammen med morgenmaden kan nyde Jim som bankovært. 

Program for Ravnsborg Sommermarked:
Dato: 30. maj – 2. juni. Åbningstider: 10-16 alle dage.
Adresse: Hågerupvej 33, Korinth, 5600 Faaborg
Entre: Voksne 50 kr. Børn 2-10 år 20 kr. Børn under 2 år gratis