Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Casper Stelzner

Det blev ikke til en DM-titel og den helt store milliongevinst for Casper Stelzner fra Faaborg, da finalen ved DM i poker mandag aften blev afgjort på Casino Copenhagen.

Den lokale pokerspiller nåede ellers helt frem til finalebordet blandt de sidste ni deltagere, men måtte til sidst forlade turneringen på en flot femteplads.

Placeringen udløste en præmie på 310.000 kroner til Casper Stelzner.

Inden finalen var faaborgenseren placeret som nummer to målt på antallet af chips, og dermed var han blandt spillerne med et godt udgangspunkt for at spille med om den eftertragtede DM-titel.

Casper Stelzner havde inden finalen fortalt Det Rigtige Faaborg, at de store pengepræmier ikke fik ham til at ryste på hånden.

– Nej, det gør det ikke. Jeg er fokuseret og spiller mit eget spil. Jeg kender to-tre af de andre finalister, og jeg ved, at det bliver svært, men jeg glæder mig til at komme i gang, lød det fra Casper Stelzner inden finalen.

Til sidst var det Nicklas Palle fra Falster, der kunne lade sig kåre som dansk mester i poker.
Ud over titlen som landets bedste pokerspiller kunne han forlade Casino Copenhagen med en førstepræmie på 949.000 kroner.

For Casper Stelzner blev det dermed ikke til DM-titlen denne gang, men han fik en femteplads blandt landets bedste pokerspillere og gik i seng 310.000 kroner rigere.