Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Skaberværket

Foreningen Skaberværket i Faaborg inviterer i efteråret lokale iværksættere og selvstændige til en række gratis foredrag med fokus på blandt andet arbejdsliv, stress og motivation.

Foredragene er åbne for alle og kræver ikke, at man i forvejen har sin daglige gang i iværksætterhuset på Torvet.

Første arrangement finder sted den 10. september og handler om at undgå udbrændthed som selvstændig. Den 8. oktober er emnet stress og usikkerhed, mens der den 12. november sættes fokus på motivation. Årets sidste foredrag den 10. december handler om at afslutte året godt og skabe et godt afsæt for 2027.

Med foredragsrækken ønsker Skaberværket at skabe både faglig inspiration og et stærkere fællesskab blandt områdets soloselvstændige og mindre virksomheder.

Samtidig er foreningen allerede i gang med at planlægge programmet for 2027 og efterlyser lokale virksomheder og fagpersoner, der har viden, de har lyst til at dele med andre.

Foredragene afholdes hos Foreningen Skaberværket på Torvet 8B i Faaborg.

Se programmet og information om tilmelding på www.foreningen-skabervaerket.dk/events.