Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

Lørdag den 22. august bliver Faaborg Havn fyldt med kajakker, joller, træskibe, redningsfolk og maritime aktiviteter, når Faaborg Maritim Festival for første gang inviterer indenfor.

Festivalen foregår fra klokken 10 til 17 på havnen og i Slagteribygningen, og det er ganske enkelt at være med: Man møder bare op. Der er gratis adgang, og alle aktiviteter på festivalen er ligeledes gratis.

Vil man have mest muligt ud af dagen, er det dog en god idé at kigge programmet igennem på forhånd. Nogle aktiviteter foregår hele dagen, mens andre har bestemte tidspunkter.

Slagteribygningen bliver et naturligt udgangspunkt. Her kan man møde flere af de lokale maritime foreninger, se både, kajakker og udstyr og selv prøve kræfter med blandt andet ro- og kajakergometre.

Festivalen er netop skabt for at gøre det maritime fritidsliv mere tilgængeligt og give både børn og voksne mulighed for at komme tættere på de mange aktiviteter omkring Faaborg Havn.

Derfra kan turen fortsætte rundt på havnen. Man kan blandt andet komme ombord på Søværnets skib Nymfen, besøge træskibet Haabet, prøve fridykning og havkajak eller tage med Søredningsselskabets redningsbåd Odin på havnerundfart.

Lørdag er samtidig sidste dag ved DM for OK-joller, og fra Faaborg Sejlklub er der guidede ture på vandet klokken 9.40, 10.40, 11.40 og 12.40, hvor man kan komme tæt på kapsejladserne. Her lyder rådet fra arrangørerne, at man tager tøj på efter vejret. Redningsvest kan lånes.

Der er altså ingen grund til kun at være tilskuer. Festivalen er lagt an på, at gæsterne selv går på opdagelse, prøver aktiviteterne og taler med de mange foreninger.

Så tag praktisk tøj på, afsæt nogle timer og brug programmet herunder som guide til en maritim lørdag på Faaborg Havn.