Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Helios og Christina Bøgebjerg

Helios har fundet den kommende forpagter af caféen i kulturhuset. Valget er faldet på Café Cobra, der efter planen åbner i starten af 2027, når den nuværende aftale med Café Soze er udløbet. Det betyder, at Nathan Benson ikke får lov at fortsætte med Soze i Helios Biograf & Kulturhus.

Med den nye forpagter ønsker Helios at udvikle caféen, så den i endnu højere grad bliver en del af livet i kulturhuset – også når der ikke er film på lærredet.

Café Cobra kommer med planer om blandt andet god kaffe, vin, små retter og lokale produkter. Samtidig er ambitionen, at caféen skal danne ramme om forskellige aktiviteter og oplevelser.

Der er blandt andet tanker om vinsmagninger, musikquizzer, fællesspisning, workshops og temaaftener. Derudover skal caféen kunne spille sammen med Helios’ øvrige aktiviteter med særlige madoplevelser i forbindelse med film, koncerter og andre arrangementer, fortæller Helios i et opslag på deres facebookside.

Ønsket er både at få en café, der fungerer i hverdagen, og samtidig en samarbejdspartner, der kan være med til at udvikle Helios som kulturhus og skabe mere liv i bygningen.

– Vi håber, at caféen bliver et sted, hvor både vores gæster, frivillige og byens borgere får endnu mere lyst til at mødes, lyder det fra Helios i pressemeddelelsen.

Den daglige drivkraft bag Café Cobra bliver Eric Will, der er opvokset i Faaborg.

Han har et team på yderligere tre personer bag sig, og gruppen kommer ifølge Helios med kompetencer inden for blandt andet sociale medier, foto, video, PR, storytelling og butiksdrift.

I forbindelse med arbejdet med en ny forpagtningsaftale har Helios modtaget mange tilkendegivelser fra både borgere og turister om caféen og dens betydning.

Det har ifølge kulturhuset understreget, at caféen spiller en vigtig rolle for mange af dem, der bruger Helios.

Den nuværende café har gennem årene været tæt forbundet med kaffe og kafferisteri. Med Café Cobra ønsker Helios at gøre caféfunktionen bredere, så der bliver mere plads til både mad, vin, kultur, oplevelser og aktiviteter.

Den nuværende forpagtningsaftale med Café Soze løber frem til årets udgang, hvorefter Café Cobra forventes at slå dørene op i Helios i begyndelsen af 2027.