Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Thomas Knoop
Der bliver fart, leg og familiehygge i Dyreborg i weekenden, hvor der lørdag og søndag afholdes Dyreborg Legedage og Vandkøbing Grand Prix 2026.
Sidste års Grand Prix med hjemmelavede sæbekassebiler trak både børn, voksne og mange tilskuere til Dyreborg. Succesen har fået arrangørerne til at udvide arrangementet, så der i år er aktiviteter over to dage, fortæller Jan Valbak i en pressemeddelelse.
Vandkøbing Grand Prix starter lørdag kl. 11, hvor første heat bliver sat i gang efter en velkomst fra borgmester Anstina Krogh.
Deltagerfeltet spænder fra pensionister til børn helt ned til et år, som kan tage turen i bilen sammen med mor eller far.
Ud over sæbekasseræset byder weekenden på en række nye og gamle lege for hele familien. Lørdag klokken 16.30 er der desuden gratis koncert i Strandteltet med Haletudserne, der har specialiseret sig i musik for både børn og voksne. Der bliver også fællesspisning og mulighed for fri leg.
Det meste af programmet er gratis. Kun deltagelse i selve Grand Prix’et koster et mindre gebyr. Alle er velkomne.










