Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup
Onsdag formiddag vendte et af Faaborgs mest kendte vartegn hjem.
Efter flere måneders ophold på kommunens materialeplads i industrikvarteret blev Ymerbrønden løftet tilbage på Torvet, hvor den nu igen står på sin oprindelige plads midt på byens gamle samlingspunkt.
Flere nysgerrige og interesserede faaborgensere var mødt op for at følge arbejdet, da Jonni Jørgensen fra Vognmand & Entreprenør Bent O. Jørgensen med hjælp fra Daniel Dyrhave og Anders Andersen fra entreprenørfirmaet Egelund A/S med stor præcision løftede den smukke brønd på plads.
Dermed er endnu en vigtig brik faldet på plads i fornyelsen af Torvet, der officielt indvies i dag, onsdag, klokken 16.00.
For arkitekt Erik Brandt Dam, der har udviklet den nye plan for Torvet, var det en særlig formiddag.
– Jeg er tilfreds med processen og meget tilfreds med resultatet. Det har været en fin proces, hvor mange borgere har deltaget og givet gode input, siger han.
At arbejde med Torvet og Ymerbrønden har ifølge arkitekten krævet både respekt og mod.
– Det siger sig selv, at det er noget, man tager meget forsigtigt på. Men man bliver også nødt til at holde fast i det. Der skal være et ordentligt greb, men et kærligt greb. Når man har god tid og en god proces, så bliver det til sidst selvfølgeligt, hvad der sker, siger Erik Brandt Dam.
Selv om Torvet i dag fremstår forandret, understreger han, at der i virkeligheden ikke er tilføjet meget nyt.
– Alle materialerne var her i forvejen. De er bare lagt på en ny måde, så der er kommet det sceneelement. Det er det eneste nye element sammen med to træer. Forandringerne er ikke så store. Det største er tilbagerykningen af Ymerbrønden til, hvor den engang stod, og det ser ret flot ud. Det er som om, den er blevet meget større og har fået mere magt. Den ejer Torvet igen, siger han.
Netop placeringen af Ymerbrønden har i årevis været genstand for debat. Siden midten af 1960’erne har den stået i det mere intime hjørne ved udeserveringen omkring torvet, men nu er den tilbage i det åbne rum.
For Flemming Brandrup, der har skrevet adskillige lokalhistoriske artikler og bøger om Faaborgs Torv, var gensynet positivt.
– Jeg er meget, meget positiv over for det. Jeg var bekymret for, hvad der ville ske, når man flyttede Ymerbrønden fra det lille torv og ud på det meget store, åbne torv. Jeg forestillede mig, at den ville virke mindre og forladt derude, siger han.
Bekymringen handlede blandt andet om brøndens oprindelige sammenhæng. Da Ymerbrønden blev opstillet i 1913, havde den en markant bygning som bagkulisse. Den bygning blev revet ned i 1941, og dermed ændrede torvets rum sig.
– Men det har man heldigvis taget højde for i projektet her. Man har skabt et nyt rum omkring Ymerbrønden med det byrumsmøbel, som Erik Brandt Dam Arkitekter har skabt, og med de to træer. Sammen med de fine bygninger omkring Torvet skaber det et nyt rum for den, som gør, at den står helt rigtigt nu, siger Flemming Brandrup.
Han roser samtidig helheden i det nye Torv.
– Jeg synes, man har syet det lille torv sammen med det store torv på en meget vellykket måde. Samtidig har man bevaret markeringerne i belægningen fra starten af 1990’erne. Det gamle egetræ, som tidligere stod lidt kluntet, har fået en helt anden og mere fremtrædende plads, og det står meget smukt nu, siger han.
Også Erik Brandt Dam fremhæver, at Ymerbrøndens nye placering kun fungerer, fordi Torvet samtidig har fået nye rammer for ophold og aktivitet.
– Den ville ikke kunne stå her, hvis ikke vi havde fået sceneelementet ved siden af. Den ville mangle noget rumlig støtte. Nu bliver den centrum for aktiviteter, og det er måske meget godt, så den ikke længere er spærret inde i udserveringen, siger han.
For arkitekten handler det nye Torv også om en ændret adfærd i bymidten. Under formiddagens arbejde trillede enkelte biler ind på pladsen, og det fik ham til at reagere.
– Det er jo fordi, man ikke skal køre på Torvet længere. Der har været en lang periode, hvor man har kunnet gøre lidt hvad som helst. Nu skal Torvet tilbage til borgerne og tilbage til os alle sammen. Man får måske lidt længere at gå, men man får et meget bedre fællesskab på Torvet, siger Erik Brandt Dam.










