- Annonce -

Staten sender inden længe 9,3 millioner kroner mod Faaborg, penge der kommer fra en pulje, som skal skabe mere liv i bymidter landet over.

– Vi har søgt om tre konkrete tiltag, som vi har fået penge til, fortæller borgmester Hans Stavnsager overfor Det Rigtige Faaborg.

– Det drejer sig om Torvet, hvor vi har kørt en række prøvehandlinger de seneste tre år, specielt i sommerperioden, hvor vi har prøvet forskellige ting af. Nu skal vi have en grundig snak med borgerne og forretningslivet om, hvad har virket, og hvad har ikke virket.

- Annonce -

Herefter skal vi have truffet nogle mere permanente beslutninger om, hvordan Torvet skal se ud i fremtiden, og nogle af pengene kommer til at gå til den indsats, forklarer Stavnsager.

Ud over Torvet, så skal der også bruges penge på havneområdet – nærmere bestemt Tulip-bygningen.

– Her har vi helt specifikt fået penge til flytning af biblioteket fra Herregårdscentret til Tulip-bygningen. Penge der skal bruges til at få den flytning til at fungere godt, når den engang finder sted, siger borgmesteren.

Det tredje projekt, der også er modtaget støttekroner til, er opgaven med at få Torvet og havneområdet bundet bedre sammen.

– Vi skal have skabt nogle passager, der gør det mere naturligt for folk at gå en tur på havnen, hvis de er på Torvet og omvendt, og det er de tre ting, vi har fået penge til, lyder det fra Hans Stavnsager.

Inden længe starter debatten om Torvets udseende i fremtiden, og så er håbet, at noget af det allerede står klar næste sommer, slutter borgmesteren.