Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Leif Ottesen arbejdede som ung mand i rederiet A.P. Møller, hvor der herskede både disciplin og tradition. Som det er de færreste forundt, har Leif truffet både A.P. Møller og Mærsk McKinney Møller, og her kan du læse med om en svunden tid med hulkortsmaskiner, karismatiske virksomhedsledere og et omfattende ordensreglement.

  “Det var ikke gået i min tid på rederiet,” konstaterer Leif Ottesen med et smil om munden, da det lykkedes mig at komme for sent til vores aftalte interview.

Leif er nemlig skolet af sin tid hos A. P. Møller, hvor den herskende dagsorden lød, at tingene skulle være i orden! Her var den ikke gået at dukke op mere end et kvarter efter aftalt tid.

Til interviewet har Leif været i gemmerne, og på bordet foran ham ligger billeder, avisudklip og en personalehåndbog fra 1960. Leif er klar til at berette om et arbejdsliv, som de færreste i dag vil kunne genkende.

En landsbyknægt flytter til hovedstaden
Leif vokser op i Kværndrup, hvorfra han tager sin realeksamen på Svendborg Statsgymnasium. Sammen med kammeraterne kommer de ofte i området i Rantzausminde, hvor Peter Mærsk Møller ligger begravet, og han kender derfor godt til det store rederi.

Leifs forældre vælger at flytte til Odense, og den unge knægt flytter derfor ud til sin farbror i Egeskov, samtidig med at han færdiggør sin realeksamen i Svendborg. Da det bliver tid til at finde ud af, i hvilken retning livet nu skal gå, falder Leif over en annonce i avisen.

– A.P. Møller søgte shipping-elever, jeg læste annoncen og kunne godt tænke mig det. Ud over en realeksamen krævede det en udtalelse fra skolen, så min klasselærer lavede en pæn udtalelse og sendte den ind. Der kom 300 ansøgninger til 30 stillinger, og jeg var heldig og blev kaldt ind til test og samtaler, fortæller Leif Ottesen.

Så i 1959 tager Leif og hans mor toget til København og derfra videre til Kongens Nytorv. Hovedstaden og den enorme rederi-bygning gør indtryk på den blot 17-årige knægt.

– Det var voldsomt, rigtig voldsomt. Jeg kan huske, at mens jeg var til samtaler, gik min mor over på D’Angleterre og sad udenfor og fik en kop kaffe. Det var også stort for hende, siger Leif Ottesen.

Den unge fynbo er én af de 30 heldige, der kommer ind, og kort efter flytter han til Amager og ind på et værelse hos den norske sømandspræst. Det er dog ingen succes, men heldigvis er der et værelse ledigt hos en rar dame og hendes datter, og her bor Leif de næste tre år, der udgør elevtiden.

Et fuldtidsjob og mere til
På hverdage lyder arbejdstiden 9-17, men om lørdagen kan eleverne holde fri allerede klokken 13, ‘såfremt arbejdet tillader det’, som der står i personalehåndbogen. Derudover var der undervisning på rederiets egen shippingskole to aftener om ugen fra 17-19.

– Jeg følte mig godt tilpas i rederiet. Man skulle være pænt klædt på kontoret med jakke og slips. Men det var ikke strengt, fx måtte man gerne tage jakken af, når man sad ved sin plads, bare man tog den på, når man forlod pladsen, forklarer Leif Ottesen.

Anderledes strengt ser det ud hos A.P. Møller-elevernes konkurrenter ovre hos ØK (Aktieselskabet Det Østasiatiske Kompagni), og eleverne hos ØK ser nærmest ned på eleverne fra A.P. Møller på grund af den ‘manglende disciplin’. Men selv om der slækkes en anelse på påklædningen, er der fortsat mange regler, de unge elever skal overholde.

Fx indskærper A.P. Møller i egen person nogle af adfærdsreglerne allerede ved elevernes første møde med den øverste chef.

– A.P. Møller modtog os 30 elever, da vi kom derover. Det var meget specielt at møde ham. Vi fik at vide, at vi ikke måtte løbe ud af døren til Kongens Nytorv, ligesom vi ikke måtte hænge ud foran døren ind til rederiet, fortæller Leif Ottesen.

Men ikke langt fra rederiet findes flere fristelser i form af musik og unge piger, og i den 45 minutter lange frokostpause bruger Leif ikke mange minutter på mad, men sætter derimod gerne kurs direkte mod Magasin.

– Det var stadig under min prøvetid, og jeg havde travlt med at komme over på pladebaren i Magasin. Her kunne vi høre plader med høretelefoner, og så var der jo også meget at se på, griner Leif Ottesen.

Uheldigvis bliver den unge elevs forhastede adfærd opdaget.

– Ja, og hvad sker der så – jeg spiser hurtigt min mad og løber ud af døren til Kongens Nytorv og drejer til højre og over fodgængerfeltet. Der står A.P. Møller i sin cottoncoat, og jeg bumper lige ind i maven på ham, fortæller Leif Ottesen.

Koncernchefen er heldigvis ikke en streng mand, og han lægger blot hånden på skulderen af den ivrige elev med ordene: ‘Så, så, unge mand, tag det roligt, de når det nok.’

Langt de fleste af de 30 nye elever indordner sig rederiets strenge linje, og kun to-tre stykker falder fra i læretiden.

– Vi var stolte over at arbejde for A. P. Møller, selvom Ø-køerne, som vi kaldte dem, ikke regnede os for noget. Dengang var ØK det store dyr på savannen, men det har ændret sig siden, smiler Leif Ottesen.

Et effektivt kontor
Leif starter som elev i hyreregnskab. Her lærer han bl.a. at lave det regnskab, hvor igennem officerer og maskinmestre aflønnes, og så står han også for at afregne feriepenge for søfolkene.

– Vi havde kartoteker over besætningsmedlemmerne, der var ruller med alfabetisk opstillede kort, og vi skulle opdatere kortene og afregne efter kortene. Det var et meget spændende arbejde, siger Leif Ottesen.

Foruden opgaverne på kontoret, skal de unge elever også på kursus i at lære at skrive på skrivemaskine, og det foregår om morgenen ude ved Marmorkirken.

– Jeg havde aldrig før skrevet på maskine, og vi bruge den model, der hed en tempotype, forklarer Leif Ottesen.

Når eleverne bevæger sig mellem rederiets etager, foregår det via trapperne, for selv, når det gælder brug af elevatoren, er der regler.

– Os elever og mænd under 50 måtte ikke tage elevatoren. Det var forbeholdt mænd over 50, kvinder og gæster på rederiet. Mærsk selv tog altid trappen – og altid to trin ad gangen, fortæller Leif Ottesen.

Senere bliver Leif overflyttet til bogholderiet, hvor regnskabschefen ofte må stille i direktionen hos A.P. Møller, der fortsat er i spidsen for rederiet.

– Selvom han var blevet en ældre herre, var der ingen tvivl om, at det var ham, der bestemte. Han godkendte alt. Jeg kan huske engang i 1965, der havde vi knoklet med regnskabet til klokken 22 eller 23, og chefen, Børge Sichelkow, skulle ud til hr. Møller til godkendelse. Da han kom tilbage, sad vi alle og ventede spændt. Han knaldede papirerne sammen og sagde: ‘Godkendt – første gang – nu går vi hjem!’ fortæller Leif Ottesen.

Leif kommer i tanke om en anekdote, der viser, at A. P. Møller var en driftig herre lige til det sidste.

– Hr. Møller lå en del på sygehuset i den sidste tid, og cheferne blev kaldt derud, når noget skulle godkendes. Han havde en dag sin sekretær på besøg, da han skulle have dikteret noget. Der kom på skift både en læge, en sygeplejerske og en laborant ind, og da de alle var gået, kiggede han på sin sekretær og sagde: ‘det er da sjovt, at man ikke kan få arbejdsro sådan et sted,’ fortæller Leif Ottesen.

Lettere stavnsbundet
Tilbage i Leifs tid hos rederiet var skibene mindre end i dag. Meget mindre. På hvert skib var der én container. Skibene sejlede fx til USA med en container, for dernæst at fortsætte kursen mod Hallifax med en ny container.

– Der sad folk i linjeafdelingen, og de sad med store bøger foran sig og flyttede containere fra skib til skib, det var en hel anden tid. Jeg ville gerne ned i den afdeling, men Mærsk, der havde overtaget rederiet på det tidspunkt, sagde blot: “Hr. Ottesen, koncernen har altid brug for dygtige medarbejdere i regnskabsafdelingen,” og så var der ikke mere snak om det, siger Leif Ottesen.

Der var ikke kotume for at sige chefen imod, og Leif forblev derfor i regnskabsafdelingen frem til 1966, hvor han flyttede med til Odense, da rederiet købte Roulunds Fabrikker.

Tiden på Rouland afgjorde Leif fremtidige skæbne, for her mødte han sin første hustru, ligesom det var her, han kom i kontakt med bilforhandler-branchen, som han senere begav sig ud i. Men med sig hele vejen i livet har Leif haft mottoet fra rederi-koncernen: rettidig omhu.

– Tingene skal være i orden, og det har jeg prøvet at tage med mig videre. A. P. Møller gav sit slogan videre til sin søn, og det lyder: “Intet tab må ramme os, som kan undgåes ved rettidig omhu,” siger Leif Ottesen.

I dag bor 80-årige Leif på Bjernevej, hvor han lever et særdeles aktivt seniorliv med forhandling af både biler og krukker, og derudover spiller han også fodbold og synger med i Horne Mandskor.