Mandag skete det endelig.

Her kunne Michael Nielsen slå dørene op til Heimdal i Havnegade.
Den nye forpagter af Faaborgs ikoniske spisested og værtshus modtog nemlig efter måneders venten sin spiritusbevilling.

– Det var så skønt endelig at komme i gang. Gæsterne har taget super godt imod mig, og flere har allerede været forbi med vin og blomster. På min anden åbningsdag i går, tirsdag, blev jeg næsten spist ud af restauranten, jeg er meget overrasket over, hvor mange der allerede har været forbi, fortæller Michael Nielsen overfor Det Rigtige Faaborg.

Udeområdet overfor Heimdal har allerede været flittigt i brug. – Især de tyske turister har været i overtal de første dage, fortæller Michael Nielsen

Det hele er gået så stærkt, at den nye mand i køkkenet stadig har en del hængepartier, inden han er tilfreds med det udtryk man møder i restauranten. – Jeg kæmper, for at nå alt det jeg gerne vil.

Der skal menukort på facaden, udvikles en søndagsbuffet og så har jeg også en plan om at afholde en åbningsreception i næste uge, hvor jeg byder på et lille glas, til alle der har lyst til at hilse på, og se hvordan restauranten ser ud, forklarer den travle iværksætter om de mange planer.

Menukortet indeholder blandt andet altid smørrebrød i to størrelser, Heimdalgryde, stjerneskud og æggekage, men der er også mulighed for at prøve kræfter med dagens ret eller den store søndagsbuffet med 10-15 retter, som han håber at kunne præsentere gæsterne for inden længe.

– Idéerne er mange, men nu tager jeg lige et skridt af gangen, lyder det fra den nye forpagter.

Michael Nielsen har tidligere drevet to spisesteder i Nordsjælland, men har valgt at afvikle det ene for at få mere tid til satsningen ved Faaborgs havnefront. – Min kæreste er fra Horne, og jeg er flyttet hertil for at satse 100% på det her. Jeg har så mange idéer for stedet, der naturligvis bliver foldet ud i respekt for stedets historie. Faktisk så har min svigerfars niece tidligere drevet Heimdal, så jeg er klædt godt på i forhold til historien, griner han.

Heimdal holder åbent alle dage i sommerperioden fra klokken 11-21

Det ikoniske koøje i indgangsdøren til Heimdal er naturligvis bevaret
Det bliver dog Michael Nielsen selv, der kommer til at dække mange af timerne til at starte med, da han ikke har haft tid til at ansætte personale. – Jeg mangler personale med køkken- og tjenererfaring og så en flok opvaskere mellem 15 og 18 år, og er man interesseret, så bare kig ind, slutter han.