I løbet af februar tilses den sidste patient i lægehuset i Mellemgade.

Her slutter et stykke lokalhistorie, når Alles Lægehus flytter konsultationerne 450 meter, og rykker ind i det nye store sundhedshus på Markedspladsen.

Håndværkerne er stadig i fuld gang i den store røde bygning ved kanten af Sundsøen, der inden længe skal være klar til at tage mod de små 4000 patienter, der er tilknyttet Alles Lægehus. I den del af bygningen hvor lægehuset får de syv klinikker, er rammerne dog så tæt på en “klar-melding”, at praksisleder Ane-Marie Veggerskilde kan begynde at glæde sig til en ny hverdage for hende, kollegerne og ikke mindst de mange patienter.

Der bliver syv nye klinikker i lokalerne på 1. salen i det nye sundhedshus

– Det bliver så fantastisk at komme i gang her. Vi kommer fra gamle slidte lokaler i Mellemgade til helt nye omgivelser med meget mere lys, større klinikker, bedre adgangsforhold og parkeringsmuligheder, fortæller hun. Ane-Marie Veggerskilde flytter sammen med det nuværende personaleteam fra Mellemgade til Markedspladsen, så nu venter der hende, fem sygeplejersker, to-tre læger og en medicinstuderende en helt ny start.

– Vi får 360 nye kvadratmeter, og patienterne kommer uden tvivl til at mærke, at de har fået et nyt og moderne lægehus. Der bliver selvfølgelig noget byggerod og lidt larm omkring os i starten, men det håber vi, at patienterne kan leve med, når de ser hvor flotte omgivelser, vi giver dem, smiler hun.

Ane-Marie Veggerskilde ser frem til at invitere patienterne indenfor i de nye lokaler

Alles Lægehus får til huse på 1. sal, men der bliver mulighed for at gøre bruge af en elevator, der fører lige til hoveddøren, hvis man har behov for det.

Ane-Marie Veggerskilde ville meget gerne kunne give en eksakt åbningsdato for den nye klinik i sundhedshuset, men hun tør ikke sætte et stort kryds i kalenderen i endnu. – Det bliver i februar, men lige hvad dato kan jeg ikke sige endnu, men vi gør hvad vi kan for at informere vores patienter, straks den endelig åbningsdag er klar, lyder løftet. – Du må i øvrigt gerne skrive, at vi har plads til flere patienter, hvis nogle vil rykke med i en nyt og moderne sundhedshus, slutter hun.