Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Julefreden sænker sig snart over hjemmene, mens de i kirken skuer op for blusset. For i juletiden skal vi samles om noget, der er større end os selv, større end pebernøddebagning og klejne-kogning. I juletiden danner kirken rammen. Rammen for tro, ro og refleksioner. Her kan du læse om, hvad julen betyder for Faaborgs nye sognepræst, Signe Bøje Sahner, og lære hende bedre at kende.

– Vi skal tro på det lys, der bliver tændt juleaften. Den kærlighed, vi har fået, skal vi gå ud og give videre. Vores eget lys skal vi bruge til at tænde flere lys.

I den nyrenoverede Helligåndskirke lyser de hvide, nykalkede vægge rummet op, det nye kirkegulv står knivskarpt, og de nymalede, mørkeblå kirkebænke trækker historien med frem til nutiden, da den mørkeblå farve var signaturfarven for helligåndsbrødrene, som var de munke, der opførte kirken i slutningen af 1400-tallet.

Helligåndskirken er i år blevet Signe Bøje Sahners arbejdsplads, da hun tiltrådte som sognepræst denne sommer, og hun føler sig godt rustet til at varetage sit embede, og så har hun store ambitioner for sognet.

Det Rigtige Faaborg har mødt den nye præst og stillet hende vores allerskarpeste spørgsmål.

Hvordan havnede du i et præsteembede i Faaborg?
Jeg så en ledig stilling i Faaborg, og vi havde kigget efter stillinger på netop Fyn, for min mand læser journalistik på SDU i Odense, og så kunne der komme samling på tropperne. Jeg har også altid følt mig draget af Sydfyn, især naturen. Jeg kunne se mig selv i stillingen, som har en god kombination – en bydel med Helligåndskirken og en del som landpræst eller ø-præst med kirkerne i Diernæs, på Lyø og på Avernakø. Da jeg havde søgt, blev jeg kaldt til en prøveprædiken, hvor jeg bare ville slå igennem, så måtte det briste eller bære. Efter en samtale med alle fire menighedsråd fik jeg stillingen.

Hvilken kirke/sogn er det, du er landet i?
Det er en kirke med gensidig respekt, og hvor man kan stole på hinanden. Jeg er blevet taget godt imod og er glad for at være her med Henrik og Lars som gode kolleger. Det er et godt provsti med et kompetent personale, og det er så vigtigt, når man skal bære store traditioner og begivenheder.

Kigger man på sognet, så er her nok lidt af det hele; ældre generationer, yngre generationer og børnefamilier. Jeg vil gerne have fat i gymnasie-eleverne, nu hvor kirken kan nogle ting. Vi har diasshow og lyseffekter og et kæmpe rum, hvor man kan lave noget performance. Jeg drømmer om at lave en gudstjeneste sammen med gymnasiet, hvor de deltager med deres kreative evner.

Hvilke ambitioner har du for dit embede?
Jeg vil gerne være en dygtig formidler og forkynder som Johannes Møllehave eller Gudmund Rask Pedersen. Gudmund er præst i Vær Kirke, han har konfirmeret mig, og jeg har altid set op til ham. Han er en dygtig fortæller, man lytter helt automatisk til ham, og det er min egen ambition at kunne det. Kunne løsrive mig fra mine papirer, være tilstede og inspirere andre. Faktisk skrev jeg en mail til ham, da jeg var blevet optaget på teologi-studiet, og fortalte, at han havde inspireret mig.

Jeg vil gerne kunne forklare noget svært, noget vi lærer gennem mange år på universitetet, til almindelige mennesker, og jeg vil gerne kunne forkynde evangeliet menneskeligt, levende og nærværende. Ramme ind i det liv, de lever.

For hvad kan man bruge troen til i det daglige liv? Fx unge med angst. Jeg kan lade dem vide, at de ikke er alene med noget, du er altid elsket, for det mennesker du er, blot fordi du er til. Alle vil gerne præstere, og i dag er det nok mere udtalt hos den unge generation, der har mange krav til dem selv – både med uddannelse og deres sociale liv. De kan komme til at føle sig som en fiasko i livet, for det er så let at blive skuffet, når drømmene ikke indfries. Min opgave er at lade dem vide, at de gerne må fejle.

Sådan er det også med mit embede. Jeg gør mit bedste, men vi kan alle skuffe nogle gange, det er en realitet hele livet. Det er en stor opgave at være præst, for hvordan får jeg fortalt alt det vidunderlige, som jeg synes, biblen kan?

Hvad betyder julen for dig som hhv. præst og privatperson?
Julen har altid betydet meget for mig. Min mor gik meget op i pebernødde-bagning, men i julen er der også brug for ro. Min farmor tog mig med i kirke, hvor Gudmund var præst og en dygtig forkynder. Det er i julen, gud inkarnerer sig, og det giver mig ro. Det er befriende at tro på noget, der er større end pebernøddebagning.

Det er vigtigt for mig at tale om noget essentielt, fx om hvad der giver ro i en familie. Det kan lyde meget helligt, men jeg tænker meget over min egen eksistens, som jeg kan sætte mig selv til side for og være der for andre mennesker.

Det har jeg prøvet at skabe sammen med min mand, Marcus. At vi kan gå op i andre ting i julen, samles om noget, som ikke er and og sovs. Jeg har fx indført, at vi læser jule-evangeliet, at vi går i kirke og fortæller historier for hinanden. Vi hygger med pakkeleg, hvor vi bare er i én ting og hviler i det. Og så ser vi midnatsmessen og får en cognac. I år springer jeg dog cognac’en over, da jeg er gravid.

Jeg har nu fået det trukket ind som en fast implementeret ting. Noget, jeg har indført. Og jeg håber på at kunne give det videre til Petra (den lille pige i Signes mave, der melder sin ankomst til verden omkring 24. januar, red.).

Hvornår skal kirken være hhv. højtidelig og jordnær?
I kirken er der højt til loftet, fordi vi kan håndtere alt fra glæde til sorg. Jeg har tidligere fået at vide, at når folk kommer til mig, så føler de, at de ikke skal lægge låg på dem selv. De føler, at jeg er jordnær, og at de kan bringe deres livshistorier til mig. Kirken, med al dens symbolik og historie, bringer det højtidelige, jeg kan nå mennesker ved at være, som jeg er som præst.

Til konfirmand-undervisningen fortæller jeg altid, at jeg er et almindeligt menneske, som handler ind og gør forkerte ting. Jeg er bare Signe. Præst er ikke en rolle for mig – what you see, is what you get. Jeg kan godt lide at være sjov, så konfirmanderne griner. Nogle gange er jeg klodset, som da jeg bar tevandet over i el-kedlen i stedet for at hælde det på en termokande, og der kom vand ud over det hele. Men sådan er jeg, og det er ok. Og det tager jeg med ind i præstegerningen. Så kan der være tider, hvor jeg ikke ved, om konfirmanderne griner af mig eller med mig.

Hvad tror du på?
Gud! Alt andet ville være tragisk. Jeg spurgte engang Gudmund, om han tror hver dag. Han svarede, at tro og tvivl hænger sammen. Det, der tros på, kan der også tvivles på.

Min barnetro har udviklet sig, og det kan være svært at erkende noget, man ikke har set, men jeg tror på gud, og det har jeg altid gjort. For konfirmanderne tager vi altid udgangspunkt i deres gudsbillede, nogle forestiller sig en mand på en sky, og så udvikler vi det derfra.

Når man tror på noget, der er større end en selv, så står det ikke i modsætning til videnskaben. Vi taler om en trosbekendelse, ikke en vidensbekendelse. Man kan ikke lære folk at tro, det er en rejse. Min mand har fx altid været ateist og har aldrig gået i kirke. Han har altid syntes, at det med gud, var noget underligt noget. Nu er han begyndt at gå til gudstjenester og er begyndt at indse nogle ting hen ad vejen. Prædikener kan skabe refleksioner. Universet er kæmpestort, mennesket er lille. Man kan tro på det umulige, og det er dét, der gør det fantastisk.

Vi skal tro på det lys, der bliver tændt juleaften, hvor gud inkarnerer sig og bliver til menneske. Hvor ordet bliver til kød. Den kærlighed, vi har fået, skal vi gå ud og give videre. Vores eget lys skal vi bruge til at tænde flere lys, og der er altid lys i kirken, selv i denne tid med dyr elektricitet.

Hvordan finder du og bevarer håb?
Jeg troede, det ville blive svært. Og i begyndelsen, hold da op! Jeg mødte folk i sorg, der havde mistet en, de elsker, og her fortæller jeg om evangeliet. Men jeg oplever, at det håb, jeg forklarer om, det kan de bære med sig. Det slutter ikke her, der er mere. Der er lys og håb.

Det er ikke kun mig som præst, men hele ritualet i kirken, vi har brug for håb i håbløsheden, og jeg er overrasket over, hvor mange, der gerne vil høre om håb. Jeg kan huske, første gang en bedemand ringede, og jeg var bare lille mig. Men da rammen blev sat, da jeg fik præstekjolen på, og kirken var rammen, så stod ritualet stærkt. Præsten formidler det ritual. Præsten skal formidle en fortælling, som andre gider at lytte til, ligesom journalister skal – nu sidder jeg og bliver helt glad for mit arbejde.

Jeg oplevede selv håbet, da min mormor blev syg. Det var lige inden min egen konfirmation. Hun kom på hospice og døde af galopperende cancer, men jeg bevarede håbet og taknemmeligheden. Taknemmelighed for, at hun havde været i mit liv. Jeg savner hende fortsat, den sorg vil aldrig forsvinde. Så jeg forstår sorg, selvom sorg er forskellig og kommer til udtryk i forskelig former og nuancer. Nogle gange er livet ude af kontrol, og det er nødvendigt at opgive kontrollen. I det hele taget er det meget lidt, vi har kontrol over.

Præsten på hospicet hjalp mig ud af håbløshed – ved at være der og lytte. Og hvad er livet værd uden håb?

Signe Bøje Sahner går på barsel den 15. december, hvor Vibeke Hammerum afløser. Efter sin barsel vender hun tilbage til sit embede som sognepræst.

Det betyder kirkens liturgiske farver:
Et kirkeår har fem liturgiske farver: Grøn, hvid, lilla, rød og sort. De bruges til at indrømme en følelse eller et mål med de pågældende højtider eller perioder i kirkeåret. Kirkeårets farver ses i kirken på præstens messehagel, altså den dragt, han/hun bærer over præstekjolen, og ofte også på blomsterne på alteret. I helligåndskirken kan de farver nu også fyldes hele kirkerummet.

• Grøn er trinitatis-tidens farve og symboliserer vækst, forår og håb. Den anvendes i helligtrekongerstiden og trinitatis-tiden, hvor evangelie-teksterne fortrinsvis handler om Jesu barndom og opvækst samt om at vokse i troen.

• Hvid symboliserer renhed, glæde, hellighed og uskyld og er kirkens festfarve. Den anvendes således juledag, hvor Jesu fødselsdag fejres, de to påskedage som markerer opstandelsen, allehelgen, Mariæ bebudelsesdag, Kristi himmelfartsdag samt skærtorsdag, hvor Jesus indstiftede nadveren.

• Lilla symboliserer ånd, alvor og anger. Den bruges i advents- og fastetiden, palmesøndag samt på store bededag. At faste- og advenstid er alvorsfyldte perioder, ses også af evangelie-læsningerne, som knytter sig hertil. De er ofte præget af formaninger og opfordringer til bod og omvendelse.

• Rød er ildens, blodets, kærlighedens og Helligåndens farve og symboliserer endvidere lidenskab. I pinsen mindes vi, at Helligånden kom over apostlene i form af ildtunger, derfor den røde farve. Som blodets farve benyttes den også ved kirkens eneste martyrdag, Sankt Stefans dag, som er 2. juledag.

• Sort er sorgens og dødens farve og bruges udelukkende langfredag.