- Annonce -

Der er godt nyt til vandglade borgere og turister i det faaborg-midtfynske.

Efter ansøgning fra Ungdomsrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune har Salling Fondene og  Føtex Faaborg nemlig besluttet at donere 213.687,50 kroner til en flydeponton, der  kommer til at ligge i fjorden ud for badestranden Klinten.  

Pontonen bliver udformet med rutsjebane, badestiger og 1 meter-vippe, og formålet er, at  pontonen skal understøtte oplevelser og havsport i fjorden for klubber, foreninger,  badegæster og havsportsudøvere i øvrigt.  

- Annonce -

Pontonen vil være tilgængelig i sommermånederne og vil kunne bringes i spil ved  Faaborgs mange sports- og kulturevents som fx Outdoor Sydfyn, arrangementer i  Klinteparken mv. 

Som mange faaborgensere måske husker, har der tidligere ligget en lignende  udspringsponton ud for Klinten. Det husker blandt andre Julius Mosgaard, medlem af  Ungdomsrådet, som er en af dem, der har arbejdet for at få pontonen tilbage.  

– Vi håber, at pontonen kan blive et samlingssted, som kan lokke nogle unge ud til vandet,  og at den kan bidrage til, at flere får en sund og aktiv livsstil. Det bliver en fed  sommeraktivitet, som alle aldersgrupper kan samles om, siger han.  

Føtex er en del af Salling Group, som er ejet af Salling Fondene, og Kasper Strunge,  varehuschef i Føtex Faaborg, glæder sig over, at Salling Fondene har valgt at  imødekomme ansøgningen fra Faaborg.  

– Som lokalt varehus er det vigtigt for os at være med til at skabe gode oplevelser i Faaborg  og for faaborgenserne. Vi håber, at den nye flydeponton vil blive til stor gavn og glæde,  siger han.  

Flydepontonen har et samlet budget på omtrent 380.000 kroner. Udover donationen fra  Salling Fondene og Føtex Faaborg bidrager Faaborg-Midtfyn Kommune med 150.000  kroner fra udviklingspuljen, og Ungdomsrådet bidrager med 20.000 kroner.  

Det er Ungdomsrådet, der står for driften af flydepontonen.