Det er ikke en cafe i traditionel forstand, der åbner i Faaborg den 27. oktober.
Der er derimod tale om en såkaldt “Repair Cafe”, hvor frivillige står klar til at reparere mindre husholdningsmaskiner, møbler og lignende.

Det er en gruppe frivillige fra foreningen Direktøren, der står bag det landsdækkende koncept i Faaborg.

– Vi har længe haft lyst til at starte et værksted, hvor byens borgere kan få repareret deres ting, og nu bliver det endelig til noget, fortæller Leo Øster, der er en af kræfterne bag initiativet.

Repair Cafeen får til huse på Byskolen i Faaborg, hvor der vil være åbent hver anden torsdag frem til jul.

– Caféen bliver en del af et landsdækkende netværk, med mere end 70 cafeer landet over.
En Repair Cafe er ikke nødvendigvis en cafe, men et non-profit initiativ, hvor frivillige ildsjæle mødes og tilbyder lokale borgere at reparere defekte genstande, som ellers var blevet smidt ud. Vi giver livet tilbage til din mobiloplader, syr flængen i din skjorte, får din brødrister til at riste igen, eller trækker nye ledninger i din gamle lysekrone. Og al hjælp er gratis, forklarer Leo Øster.

Foreningen Repair Cafe Danmark støtter de lokale Repair Cafeer med opstart og løbende udvikling. Målet er, at få danskerne til at stå sammen om at ændre smid-ud-køb-nyt-kulturen. På længere sigt vil foreningen påvirke lovgivningen, så ting i højere grad bliver produceret med mulighed for reparation, hedder det på foreningens hjemmeside.

Der er åbningsreception for Faaborgs Repair Cafe den 27. oktober mellem kl. 14 og 15.30 på Byskolen i Faaborg, hvor alle er velkomne til et glas bobler og lidt sødt.