- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Som tidligere landmandskone er 82-årige Ella Hansen vant til at holde hænderne beskæftiget alle døgnets vågne timer. Som pensionist holder hun hænderne i gang med nørklerier, og hver eneste dag frembringer hun farverige mønstre med garn og hæklenål. Resultatet er tæpper på 1 x 1 meter, som hun forærer til Røde Kors, og hun har netop afleveret tæppe nummer 700.

Der går lidt tid, fra jeg banker på døren ved det lille hus i Øster Hæsinge, til Ella åbner den. For sygdom har betydet, at hun for tiden må bruge en rollator, når hun går rundt derhjemme. Men hverken sygdom eller rollator har taget humøret fra Ella, der i stuen slår den ene arm ud mod det store vindue og tvinger blikket i armens retning.

- Annonce -

– Se! Her fra stuen har jeg udsigt ud over de marker, som min mand og jeg har dyrket gennem 50 år. Og her på væggen har vi malerier af køerne og vores gamle hus, siger Ella Hansen.

Fra den sorte lænestol kan hun således både se fjernsynet og udsigten, mens hænderne rutineret fører hæklenålen op og ned, og et farverigt mønster opstår bag hænderne.

Rester til gavn
Ved siden af stolen står en kurv fyldt med garnrester. For efter Ella flere gange har været i avisen med sine jubilæumstæpper, så har folk i området fået øjnene op for et godt formål, de kan donere garnrester til.

– Min hjemmehjælper sagde en dag, at man skal være bjergbestiger for at komme ind hos mig, for der stod to store sække fyldt med garn ude ved døren, smiler Ella Hansen.

I 2018 kunne man i lokalavisen læse om tæppe nummer 500, og i 2020 var det så tæppe nummer 600, der skulle markeres med et jubilæumstæppe.

Tæpperne sælges i Røde Kors i både Ringe, Kværndrup og Faaborg, men de første 300 tæpper blev sendt videre ud til katastrofeområder.

– Det er faktisk en fordel at støtte gennem Røde Kors-butikkerne. For det koster ingenting at overføre penge, mens det var dyrt at få sendt tæpperne ud til katastrofeområderne, siger Ella Hansen.

Med restegarn er det ikke forbundet med omkostninger for Ella at hækle tæpperne, og de 100 kroner, som de sælges for i Røde Kors-butikkerne, kan gå direkte til nødhjælp. Men det kræver lidt, at få et pænt tæppe ud af resterne.

– Jeg bruger alle typer garn, og jeg skal nok få dem puttet i. Jeg matcher resterne ud fra farverne, og de plejer at sige, at jeg er blevet ret god til at sætte farver sammen, fortæller Ella Hansen.

Én farve går igen i samtlige tæpper – den sorte omgang, der udgør yderkanten på tæppet.

– Det er ligesom blevet mit varemærke, og kanten skulle være sort, ikke hvid, for så bliver den hurtigt nusset at se på, forklarer Ella Hansen.

I september 2020 fik Ella overrakt månedens buket for sin ihærdige indsats med frivilligt at tjene penge til gode formål. I alt har hendes tæpper indtjent mere end 70.000 kroner til Røde Kors.

Nyt jubilæum
Ella begyndte at hækle tæpper i 2004, da hende og hendes mand lod sig pensionere fra livet som landmænd.

– Jeg er nok en uddød race, en landmandskone. Vi passede gården sammen i 50 år, og jeg kunne det hele: harve, så, malke køer, presse halm, tage roer op og hjælpe til i stalden. Jeg har det dårligt, hvis jeg ikke har noget i mine hænder, så nu har jeg hæklenålen i hånden og fjernsynet tændt – det er også godt at sove til middag på, griner Ella Hansen.

Ella var 14 år om at nå til tæppe nummer 500, men herfra satte hun en form for spurt ind, for allerede to år senere var der produceret 100 mere. Hun har siden holdt kadencen på cirka ét tæppe om ugen, og i skrivende stund arbejder hun på tæppe nummer 708. Det går hurtigt med tæpperne igen, for Ella er ved at komme sig ovenpå en lang sygdomsperiode.

– Der går aldrig en dag, hvor jeg ikke hækler. Så er hun sgu meget dårlig, hvis hun ikke hækler. Selv under min sygdom og under corona hæklede jeg, og jeg tror, at uden hækling, så havde jeg allerede været væk, siger Ella Hansen.

Tæppe nummer 700 er for længst afleveret til Røde Kors, og dette jubilæumstæppe blev helt et specielt et, faktisk det allerflotteste, Ella nogensinde har hæklet, for garnet var denne gang nyt, sponsoreret af Føtex i Faaborg.

Frivillig ildsjæl
Ella har altid hjulpet andre, når hun kunne. Hun har stået utallige gange ved gryderne, når de frivillige lokale foreninger skulle bespise gæsterne på Midtfyns-festivalen, og hun har slet ikke tal på, hvor mange æbleskiver hun har bagt til forskellige arrangementer gennem ØH Husholdningskreds.

I 1994 fik hun tilmed overrakt en glaspokal og titlen som årets Øster Hæsinge-bo.

– Vi kom til Øster Hæsinge i ’58, og jeg har da gjort meget for byen, for husholdningskredsen og for idrætsforeningerne, men det er nok bare Ella, der er sådan, jeg har altid kunnet lide at gøre noget for andre, forklarer Ella Hansen.

Derfor føles det også godt for Ella at mærke, at folk nu bakker op om hendes arbejde med at hækle til gode formål, og hun er taknemmelig over alle de rester, der bliver leveret til hendes dør. Allerbedst er det naturligvis, hvis garn-giverne kommer ind til en kop kaffe, når de afleveret garnet. Og Ella har tænkt sig at bruge alle de rester, hun får foræret.

– Det er dejligt at hækle, der giver en ro. Hækling bliver nok noget af det sidste, jeg stopper med, og med de varmepriser vi får, så er det bare med at få hæklet nogle tæpper, fastslår Ella Hansen.

INFOBOKS

Du kan også blive nørkler i Røde Kors. Se hvordan på www. rodekors.dk.

Røde Kors har 5.500 nørklere, der strikker og syr børnetøj mm. til nødhjælp i verden, og de støtter også sårbare, fx hjemløse i Danmark, med varmt strik, eller de tjener penge ved at strikke eller sy til kampagner.

Der er 40 faste modeller at vælge imellem i alle sværhedsgrader. Materialerne skaffer nørklerne selv via donationer eller genbrug.