Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat

I en tid med krig, corona og krydsild i storcentre kan det være svært at bevare håbet. Men der er altid håb. Håbet er det sidste, der forlader et menneske, siger Kristianna Hammer, der har skrevet en ph.d.-afhandling om netop håb. Menneskets håb er noget, der har fanget hendes interesse fra arbejdet som sygeplejerske, og håbet er, heldigvis, noget der ligger latent i os alle, noget, vi altid kan finde igen – vi skal bare vide hvordan.

Håbet er livsvigtigt
Med 10 års erfaring fra strålebehandlingsafsnittet på OUH har Kristianna Hammer oplevet eksempler på både håb og håbløshed. Hun oplevede patienter, der trods en relativt god prognose, blev overmandet af håbløshed, mens andre med en meget værre prognose, bevarede håbet – og overlevede.

Der var især én oplevelse, som for alvor blev et vendepunkt. En oplevelse, der fik Kristiannas øjne op for håbet som omdrejningspunkt for at mestre livets mørke perioder.

– Vi fik en ung mand ind, han var midt i fyrrerne og skulle have stråler. Første-sygeplejersken tog imod, og jeg hentede den skal, patienterne får på under strålingen. Jeg hører ham spørge: ‘dør jeg af det her?’ Og sygeplejersken svarede ham med statistik. Patienten stod af. Jeg oplevede, at al hans håb blev slukket, fortæller Kristianna Hammer.

Kristiannas tanker kredsede om det absurde scenarie, at systemet behandler patienterne med stråler, men samtidigt slukker for håbet, og hun satte sig for at finde ud af, hvorfor håbet er så vigtigt at bibeholde, og hvordan man sikrer, at patienter ikke efterlades alene i håbløsheden.

– Håb forstår kun mulighedernes sprog, ikke det resultatorienterede sprog, som vi anvender på sygehusene. Vi slukker gang på gang håbet, siger Kristianna Hammer.

For den unge mand fik statistikken slukket al håb, og dagen efter havde han hængt sig.

En undersøgelse af håb
Kristianna undrede sig overordnet over håbet. Hvad er det for noget med det håb, og hvad består det af? For at kunne få svar på sine mange spørgsmål om håb, måtte hun undersøge det nærmere og dykke ned i den forskning, der findes. Så i 2003 valgte hun at tage en kandidatuddannelse på Aarhus Universitet, hvor hendes speciale omhandlede ‘sygepleje mellem håb og håbløshed’.

– Efter min kandidat var jeg mere interesseret, og jeg ville gerne dykke mere ned i håbets byggesten. Og det blev startskuddet til min ph.d., siger Kristianna Hammer.

Her fik Kristianna mulighed for at møde patienter, der netop havde fået en voldsom besked fra sundhedssystemet.

– Jeg fik mulighed for at tale med kvinder, der var nydiagnosticeret med kræft. Jeg talte med dem, den dag de fik diagnosen, altså så tæt på stadie 0, som muligt, forklarer Kristianna Hammer.

Samtalerne med kvinderne var et pilotstudie, og Kristianna oplevede, at kvinderne gled af på hendes spørgsmål, at de endda løj for hende (og måske for dem selv) i deres svar, og hun måtte konkludere, at det var ikke muligt at komme ind i kernen af håb gennem et interview.

– Jeg fik en ny idé – at de skulle tegne håbet for mig og derefter interviewede jeg kvinderne omkring deres tegninger. Så derfor tog jeg en tegneterapeutuddannelse for at kunne have denne lærdom med mig i selve interviewsituationen, og det viste sig hurtigt, at tegningerne kunne noget. De gik dybere ned i håbet. Her blev kvinderne også selv klar over, hvad deres håb bestod af, forklarer Kristianna Hammer.

Men det skulle vise sig at blive en stor mundfuld for den etablerede forskerverden at rumme et begreb som håb. Og at rumme en kvinde med lyst hår og lakerede negle.

En stor omgang skepsis
Kristianna var den første sygeplejerske på OUH, der valgte at tage en kandidatuddannelse, og senere en ph.d., og det har været et valg, der har mødt mange fordomme og skepsis.

– Jeg kom som lyshåret kvinde og skulle være banebrydende i et mandchauvinistisk miljø, så jeg skulle kæmpe ekstra for det. De så mig som en lyshåret dims, der stillede nysgerrige og kritiske spørgsmål, siger Kristianna Hammer.

Lægerne talte om ‘kejserens nye klæder’, for hvad var nu det for noget med tegninger og håb. Men for Kristianna viste det blot vigtigheden af at undersøge, uddanne og kommunikere i håb i sundhedsvæsenet og i sygeplejen.

– Sygepleje er jo en blanding af sociale faktorer, filosofi og det rent sundhedsfaglige, og vi er en gruppe, der skal række ud til både læger og sosu’er og andre sundhedsfaglige grupper, forklarer Kristianna Hammer.

Læger og andre indenfor sundhedsvæsenet udviste fordomme og skepsis fra angående denne form for forskning i de bløde værdier. Også overfor Kristianna selv, der anvendte tegning som metode, var en kvinde, og ikke af det udseende, som man normalt opfatter, at en forsker skal se ud. Kristianna stod fast på sin ret til både at være ‘en kvinde’, og for at hendes forskning skulle tages ekstremt alvorligt.

Med resultatet fra patienternes tegninger var Kristianna fortsat fast besluttet på at dykke dybere ned i håbets byggesten.

Håbet består, men af hvad?
Ud fra tegningerne og en efterfølgende analyse af dem, kunne Kristianna i sin ph.d.-afhandling konkludere, at håbet består af tre elementer: ‘spirit’, ‘energy’ og ‘communication’. ‘Spirit’ er den kraft, der kommer indefra os selv, mens ‘energy’ er de kræfter, der omgiver os, fx naturen. ‘Communication’ er den relationelle kommunikation, der sker mellem mennesker, fx fra patientens familie, og Kristianna føler sig overbevist om, at det er her, kærligheden eksisterer.

Håbet udgøres dermed af både en indre kraft og en ydre kraft, samtidigt med at håbet er fællesskab.

– Håbløsheden er der hele tiden og truer håbet via de tre elementer. Men jeg var ikke tilfreds med den kortlægning af håb, og jeg ville vide, hvordan håbet ser ud i slutningen af livet, fortæller Kristianna Hammer.

I sin postdoc fik hun mulighed for at interviewe døende patienter, som også skulle tegne deres håb, og her fandt hun et fjerde element. Kernen i håbet er således universel og omkranses af et firkløver af elementer, der bidrager til håb for den enkelte.

Det nye element kalder Kristianna ‘transcendental faith’.

– Det er en kraft udefra, troen. Alle elementer er på en linje, og de flytter sig hen imod livets slutning og giver nyt håb, siger Kristianna Hammer.

Præster, læger og sygeplejersker kan alle hjælpe patienter i et sygdomsforløb, men Kristianna mener, at der mangler en stab, der er specialuddannet til at gå ind i håbet sammen med patienten for at styrke det fra dag ét og hele vejen igennem sygdomsforløbet. Med denne model for håb, er det allerede nu muligt for sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle at bruge den i deres kommunikation med alvorligt syge patienter.

– Når vi nu ved, at håb består af disse fire elementer, så kan patienterne bedre hjælpes med at indgyde håb. Hvis en patient fx får håb fra familien, så skal vi ikke anbefale dem at gå en tur ud i naturen. Vi kan med modellen bedre forstå en enkelte patients håbs sprog, men det tager tid at lære, siger Kristianna Hammer.

Derfor håber Kristianna også, at der vil være nogen, der vil overtage forskningen og kortlægge, hvordan resultaterne fra hendes forskning kan kommunikeres og bruges praksisnært, men overordnet set er Kristianna ikke i tvivl om, hvad hendes forskning har kortlagt.

For hende står håbet som den naturkraft, vi ved absolut mindst om. Håbets kraft er ligeså vigtigt som selve livskraften, og derfor skal det tages alvorligt. Den franske filosof Gabriel Marcel sagde, at håb er et mysterium, og Kristianna giver ham ret. Jo mere, hun har forsket i håb, jo mere er det gået op for hende, at håbet ikke lader sig indfange. Håbets inderste universelle kerne forbliver fortsat et mysterium. Men derfor er der meget at lære fra forskningen.

– Vi skal bruge mulighedernes sprog, ‘det håbsorienterede sprog’, og vi skal bruge det rigtigt! fastslår hun.

KRISTIANNA HAMMERS RÅD TIL AT INDGYDE HÅB

Find ud af, hvor den enkeltes håb ligger. Hvilket af de fire blade skal i spil.

Der findes ikke falsk håb. Lægerne vil måske hævde, at man ikke skal indgyde falsk håb, men der er altid håb, man skal bare lede efter det. Alle har håb til sidste vejrtrækning.

Diagnoser skal overrækkes med håb. Mennesket først, bagefter sygdommen. Systemet skal vendes om.

Hvis vi ønsker at behandle ‘det hele menneske’ – da kommer vi ikke udenom at forholde os til håbets kraft. Håbet i centrum.