Fredag aften optræder Mads Langer på Slagterigrunden i Faaborg, men billetsalget er desværre ikke gået som forventet, fortæller arrangørerne Event-C og foreningen Vores Faaborg & Egn fredag morgen.

– Vi har solgt langt færre billetter til aftenens koncert med Mads Langer end vi havde regnet med, men vi vil gerne give faaborgenserne en fest og forsøge at fylde pladsen, derfor er vi lykkelige for, at en gruppe sponsorer nu gør det muligt at invitere 500 mere ind på koncertpladsen i aften.

Det er Royal Unibrew, T-Hansen og Billums der er gået sammen og har købt 500 billetter, der nu deles gratis ud.

Ole Billum sørger for flere gæster til Mads Langer i aften.

– Jeg synes, at det er hamrende ærgerligt, hvis en aktør udefra kommer til Faaborg med et flot setup, ender med en dårlig oplevelse, og måske ikke har lyst til at komme igen næste år. Der er åbenbart mange, der har problemer med at sælge tilstrækkeligt med billetter til koncerter rundt omkring i landet i øjeblikket, men kan jeg sammen med et par andre erhvervsdrivende være med til at holde hånden under arrangementet, og samtidig give faaborgenserne en god oplevelse, så gør jeg gerne det, fortæller Ole Billum, der er manden bag det ene sponsorat, der altså sender 500 gratis til Mads Langer koncert.

Billetterne uddeles fra T-Hansens butik i Faaborg fra kl. 10 fredag den 12. august.

Der udleveres maks fire billetter til hver person, og der uddeles i alt 500 billetter.