- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Kirsten Toft Bang er egentlig uddannet antropolog med speciale i krig og konflikt, men hun betegner sig selv som en mosaik – et kludetæppe af alt muligt. Det har krævet mod for akademikeren at tage springet ud i drømmen om det kreative kunstnerliv, og i sit selvstændige virke kalder hun sig ProcesPiraten, for som selvstændig er man altid under konstruktion, lyder rationalet.

– Får jeg lyst til at sy, så gør jeg det. Får jeg lyst til at skrive en roman, så gør jeg det. Jeg vil gerne favne hele kreativitetens væsen.

Man må snappe lidt efter vejret, når bilen forlader asfalten og svinger ind i den perlestensbelagte indkørsel. Her åbner sig et syn, der slår søm i sandheden om, at der er tidspunkter, hvor ord bliver for små. Da Kirsten Toft Bang og hendes mand, Rasmus, så denne udsigt første gang, var de solgt, og nu er vores naturskønne sydfynske område en kreativ sjæl rigere.

Med knaldrød nederdel, der matcher de røde bamser, der er klemt sammen om øreflipperne, tager Kirsten imod foran huset, Gladbo, der med al sandsynlighed er opkaldt af Reventlow og digteren Jens Baggesen (se infoboks). Området omkring Korinth med al dens natur og historie har, for første gang i hendes liv, givet Kirsten en følelse af at høre til, af at være kommet hjem.

En modig beslutning
Boligen hos den kreative kunstmaler har ironisk nok tomme, nøgne vægge, der står i skarp kontrast til den røde nederdel, der blafrer om hofterne, mens hun går hen over det rå betongulv. Der er en omfattende renovering i gang på Gladbo, og det rå betongulv leder en hen til de store panoramavinduer, der lader skove, marker og Arreskov sø vælte ind i dagligstuen.

Der er stilhed i stuen, for familiens to drenge på 8 og 11 år er i skole. Nu er der ro til de kreative tanker, der har fået lov at blomstre, siden Kirsten valgte at sige sin faste stilling, hvor hun arbejdede som forretningsudvikler på en række tværgående projekter for Herning Kommune, op.

– Da min far blev syg, oplevede jeg, hvordan mange ting blev værdiløse. Jeg spurgte mig selv, hvad ville jeg ønske, jeg havde gjort, og så tog jeg springet. Jeg skulle have et skub for at blive modig nok, og mange syntes, jeg var splitterravende tosset, siger Kirsten Toft Bang.

Kirsten spadserede derfor ind på chefens kontor og sagde op. Jeg skal til at male, konstaterede hun.

– Jeg har altid været kreativ og drømt om at blive kunstner. Det har været skægt at udfordre folks blikke på sådan en som mig, et kludetæppe, der først tager handelsskolen, så læser til antropolog, for at så leve som kunstner, fortæller Kirsten Toft Bang.

Hende mand bakkede op om beslutningen, for det var også et valg, der gav god mening for hele familien, selvom retningen ikke var helt fastlagt.

– Det var lidt tilfældigt, at det blev vægmalerier. Jeg skulle finde ud af, hvordan jeg kunne skabe en kreativ forretning, og en veninde spurgte mig, om jeg kunne male et børneværelse. Det gav en vild respons, og jeg blev kontaktet af rigtig mange. Jeg havde fundet min niche, og så turde jeg starte, forklarer Kirsten Toft Bang.

Kirsten lavede en konkurrence for offentlige institutioner, hvor hun malede et vægmaleri gratis som reklame for sin kunnen, og snart var en bæredygtig business en realitet.

Tvunget til nye tanker
Efter seks år som selvstændig, hvor Kirsten har haft succes med at male vægmalerier på kryds og tværs af hele Danmark, har hun fundet ud af, at det er benhårdt at være kreativ på kommando, både fysisk og mentalt, og derfor er hendes virksomhed for tiden under ombygning. Det viser sig bl.a. på skrivebordet i stuen, hvor der ligger en bunke papirer. Øverst er der en plantegning og skitser for den igangværende ombygning af huset, men nedenunder ligger der, som vidne om nye kreative græsgange, et udkast til en roman.

– Når man laver 20 meter lange malerier, så er det hårdt fysisk. Jeg sidder meget på gulvet, og det er hårdt for håndleddet at male. Da jeg så brækkede mit ben, og der kom corona, så måtte jeg tænke nyt. Jeg begyndte at skrive en bog, en roman, siger Kirsten Toft Bang.

Måske har Kirsten fundet nøglen til at leve et liv, der lykkes? Ved at bruge vendepunkter til at leve det liv, man ønsker. Nok var hun bekymret for, om uddannelsen som antropolog ville være spildt, men den viden, hun har med sig fra uddannelsen, bruger hun aktivt og som et stort plus i sit arbejde, når hun fx skal dekorere på plejehjem eller i børnehaver eller skrive på sin roman.

– Når man arbejder kreativt, så er det vigtigt at have både hjertet og modtageren med. At skabe noget, der bliver værdsat af modtageren, forklarer Kirsten Toft Bang.

Romanen er ikke det eneste nye tiltag for ProcesPiraten, hun tilbyder nu også at afholde kreativitetskurser, hvor hun for alvor kan få lov at udfolde kreativitetens ånd.

Et kreativt damplokomotiv
Når kreativiteten rammer Kirsten, så slår den ind for fuld kraft. Så er det ikke plads til andet, og når hendes mand ser de kreative idéer tage fat, så er der ikke meget andet at gøre end at give tid og plads.

– Min skabertrang har altid været der, den er lige så essentiel som at trække vejret. Hvis jeg får en idé og ikke har mulighed for at skifte til det kreative, så bliver jeg umulig hele dagen. Det er udenfor min kontrol. Mine bedste idéer kan komme klokken fire om natten, så må jeg sætte mig op og skrive ned, forklarer Kirsten Toft Bang.

Ordet kreativitet åbner op for talestrømmen og ordene står parat i lange rækker, men også ordløst og ubevidst signalerer hun sin passion for kreativitetens spillerum. For hvad er det, kreativiteten kan? Hun sidder og vejer sine ord. Øjnene blinker, mens sætninger tager tilløb.

– Kreativiteten har to sider. Der er håndværket i at male og kunne teknikkerne, og så er der inspirationen, og det kræver hårdt arbejde. Fx skulle jeg male i et kulturhus i Herning, en dobbeltdør under temaet ‘skolegård’. Hvad skulle jeg dog male? Jeg kiggede på billeder af skolegårde og så en vandpyt. Det aktiverede inspirationen, og jeg malede et par kæmpe gummistøvler i en vandpyt, fortæller Kirsten Toft Bang.

Der er også forskel på, under hvilke omstændigheder, de gode idéer skal fremmanes.

– Skal et maleri skabes i et vakuum i hjemmet, den del er det svære, eller skal det skabes i sameksistens med omgivelserne? Står man ude i børnehaven, så sætter det gang i fantasien. Min mission med min virksomhed er at vise, at kreativiteten trives bedst uden rammer, siger Kirsten Toft Bang.

Kreativiteten har et enormt potentiale, påpeger ProcesPiraten, og hun mener fx, at erhvervslivet kunne have gavn af at implementere mere kreativitet.

– Hvis tro kan flytte bjerge, så kan kreativitet også. Erhvervslivet og kunsten – vi har så meget at give hinanden, men vi mødes sjældent naturligt. Der er potentiale helt fra mikroniveau, måske et øjeblik af lykke eller fordybelse, til makroniveau, hvor vi kan skabe et fælles sprog, bygge bro mellem mennesker og have fælles ting at tale om, siger Kirsten Toft Bang.

Mange påpeger netop, at vi skal overleve på vores kreativitet, og derfor efterlyser Kirsten, at vi som samfund bliver bedre til at skabe et godt grundlag for de kreative, så flere kan få gavn kreativiteten.

– Kan vi tale mere om, hvad kreativitet er for en størrelse, og hvordan det reelt skaber en værdi? Virksomheder skal ikke kun vækste, men skabe værdi. Kunne man samle kunsten og erhvervslivet, kunne det give en kæmpe værdi, forklarer Kirsten Toft Bang.

Du kan læse mere om den kreative ildsjæl på hendes hjemmeside www.procespiraten.dk

PROCESPIRATENS MANIFEST

Jeg vil være lige præcist det kreative menneske, jeg er på lige præcist det tidspunkt og sted, jeg er det. Jeg vil være et menneske i forandring og nogle gange i total stilstand. Jeg vil råbe højt det ene øjeblik og være tavs det næste. Jeg vil skabe. Uden angst. Uden formål. Jeg vil skabe med rystende hænder og bævende stemme. Jeg vil ikke skamme mig over præstationsangst og pligtopfyldenhed ej heller over talent og succes. Jeg vil give dele af mig selv væk gratis og kræve penge efter forgodtbefindende. Jeg vil tegne, skrive lumre historier, male. I alle regnbuens farver og monokromt. Jeg vil lave blomsterbuketter og stramajbroderi og skulpturer af guld og knogler. Jeg vil skabe alt, hvad jeg finder på. Få folk til at grine. Til at græde. Jeg vil give livet kulør og glæde og indhold. Og eftertænksomhed. Jeg vil smøre leverpostejsmadder og glemme rugbrødet fordi mit hoved er i en anden verden. Jeg vil være introvert og perfektionistisk. Ekstrovert og impulsiv. Gøre ting større end de behøver være. Eller underdrive det vigtige. Jeg vil have luft under vingerne og et lille bitte bur med en blød dyne at vende hjem til. Jeg vil lave fejl. Jeg vil lære nyt. Jeg vil leve livet. Indånde muligheder. Være i nuet. Drømme om det næste. Jeg vil bringe folk sammen og udvide horisonter. Jeg vil være et helt og skabende, kreativt, sprudlende og sensitivt menneske. Jeg vil være mig!

NAVNE PÅ HUSE OG GÅRDE OMKRING KORINTH

Stavnsbåndet blev ophævet i 1788, men Reventlow begyndte allerede, da han overtog Brahetrolleborg i 1777, så småt at afskaffe fæstebønder og husmænds pligtarbejde for deres godsejer. Han udskilte som den første godsejer i landet avlsgårde til bønderne på godset. I alt blev omkring 200 gårde og huse flyttet ud fra godset.

Sideløbende med reformerne var Brahetrolleborg i Reventlows ejertid et samlingssted for tidens progressive idéer og personer, og blandt andre kom digteren Jens Baggesen, der var inspireret af oplysningstiden og kosmopolitisk orienteret, ofte på besøg på godset.

Jens Baggesen opholdt sig i en periode i 1787 på Brahetrolleborg, og på det tidspunkt tog digteren og greveparret, inspireret af oplysningstidens idealer om borgerdyder, rundt i landskabet og gav huse og gårde navne.