- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Svanninge Folkemindesamling

De fleste af os husker duften af friskbagt brød, der strømmede ud fra de mange små bagerier for år tilbage. Med tiden er der blevet færre og færre bagerier, så i 2015 dannede en gruppe frivillige i Millinge en støtteforening for at bevare det lokale bageri, Østerby Bageri, som det stod, da det lukkede ned i 1975. Deres håb er, at bageriet bliver en del af kulturhistorien i lokalsamfundet. Kom med på rundtur på Østerby Bageri Museum.

Da bageriet på Assensvej 269 i 1949 blev overtaget af bagermester Regner Duus Hansen, var der cirka 4.600 bagerier i Danmark. Da Regner gik på pension i 1975, var det tal faldet til cirka 3.000. Bager-branchen har gennemgået en udvikling, der betyder, at mange små bageriet er lukket, og at mange af datidens maskiner er forsvundet med teknologiens indtog i branchen.

I dag er det Regners datter, Lise Duus Gromsrud, der ejer bageriet, og til dagens åbent hus-arrangement viser hun med stort engagement de fremmødte rundt i bageriet, der er bevaret, som det stod, da det lukkede ned i 1975.

Rugbrøds-specialisterne
Gæstebogen er godt fyldt op og vidner om, at Lise Duus Gromsrud efterhånden har vist mange mennesker rundt i det gamle bageri. Og hun fortæller historien med indlevelse og med de små pauser, der vidner om, at minder dukker op hen ad vejen.

Østerby Bageri var specialiseret i at bage rugbrød, fortæller Lise de fremmødte. Fra en tragt i loftet blev rugmelet vejet af for derefter at fortsætte ned i kip-karret, så snart der blev åbnet for spjældet.

Det store kip-kar kunne rumme hele 200 kilo dej ad gangen, og når dejen med rugbrødsspaden var hældt op i dejtruget, skulle det gerne stå til efter frokost, husker Lise. Hver dag skulle ti kilo af dejen tages fra og omdannes til surdej ved hjælp af gær, vand og rugmel. Hvis ikke denne procedure blev fulgt nøje dagligt, blev surdejen ødelagt, så der var ikke noget med at springe en dag over.

Nogle gange skete det, at surdejen fik et rødligt skær, hvilket tydede på uønskede bakterier, men heldigvis ikke noget, der ikke kunne fikses med en sjat snaps.

Den færdighævede dej fra dejtruget tog bageren i mindre klatter dej med rugbrødsspaden og hældte klatterne op i sneglen, der kørte dejen videre ud til Regner, som stod klar til at måle det op og skære dejstykker ud.

De omhyggeligt afmålte dejstykker blev placeret på små jernplader, der fyldte hele det lange bord, inden de skulle ind i ovnen. En enorm, oliefyret ovn, der kunne rumme hele 98 rugbrød ad gangen. Foran ovnen var der en fordybning, hvor Regner kunne træde ned i, så rugbrødene kunne sættes ind og tages ud i en fornuftig arbejdshøjde.

Lise griber en æske tændstikker og tænder en række fyrfadslys, inden hun rutineret tager den langskaftede brødstage og placerer de tændte lys på den. Fordybningen foran ovnen er i dag dækket af med en plade, så museets gæster ikke falder ned i den, så Lise må bøje sig godt sammen, før hun behændigt fører stagen langt ind i ovnen og i et hastigt ryk trækker den retur. Nu lyser flammerne op inde i ovnen og lader de interesserede gæster vide, hvor dyb den store ovn egentligt er.

Ovnen er en af museets historiske effekter og er en stenovn fra 1912. Stenene i bunden er fra Den kongelige Porcelænsfabrik. Stenene skulle nemlig kunne tåle temperaturer på omkring 300 grader og være i stand til at fordele varmen i ovnen.

Foruden rugbrød lavede bageriet også rundstykker og småkager. Her blev dejen målt op i lige store stykker eller rækker med et såkaldt sporejern, der ligger på bagerbordet og med sine rustpletter vidner om, at det er længe siden, det var i brug.

Småkage-dejen kom over i en maskine med det pudsige navn ‘sprut’. Sprut har forskellige plader med typisk fire huller i. Én plade til hver slags småkage, fx en plade til vanillekranse, og en anden plade til kokosstænger.

Kulturen bevares af ildsjæle
En af de aktive frivillige i støtteforeningen er Bruno Clausen, som mange kender i forbindelse med det lokalhistoriske arbejde, han gennem mere end 40 år har udført i Svanninge Folkemindesamling. Han sidder i bestyrelsen for støtteforeningen som repræsentant for folkemindesamlingen, da han mener, det er vigtigt at formidle den viden, som et intakt bageri kan.

Det vigtige i formidlingen lader sig ikke fornægte. Dagens besøgende er begejstrede for museet og den historie, der fortælles så levende af Lise selv. De kigger interesseret på de mange genstande og læser de små info-kort om deres brug. Flere af dem kan selv huske tiden med mange bagerier, der lå på gader og stræder i deres barndom, og der udvikles ivrigt anekdoter og historier på kryds og tværs.

Og isene!!!! Kan I også huske, da en is bare kostede 1 krone? Den undrende er Lis Jeppesen, der i dag besøger museet med sin søster, Jette Poulsen, der er på besøg fra Randers. De er begge to kommet i Østerby Bageri som små piger, dengang ølmanden lå lige ved siden af, mindes de, og de kendte også Lise fra dengang. Da de læste om Lise og museet i avisen måtte de straks tilbage og opleve stedet, og de er begge imponerede over, at stedet er holdt intakt og er forvandlet til et museum.

Så støtteforeningen har fat i noget. Noget vigtigt tilmed. Men det kræver ikke blot inventar og solid viden at formidle bageriets historie videre gennem generationer. Det kræver også penge.

Det er lykkedes støtteforeningen gennem Real Dania at skaffe midler til at renovere taget på bageriet, et renoveringsarbejde der skulle udføres af en specialist i bevarings-renovering, Keld Pedersen fra Jørand Tække- og Tømrerfirma i Glamsbjerg.

Et mindre projekt var et nyt tag over garagen, som blev venligt sponsoreret af en lokal tømrermester, der naturligvis fik en lagkage som tak for hjælpen.

Har du lyst til at opleve et bageri, som det så ud i 1975, så kan du kontakte Østerby Bageri Museum for en rundvisning.

OM LISE DUUS GROMSRUD

Lise Duus var lige konfirmeret, da hendes far Regner Duus Hansen købte bageriet på Assensvej i Millinge. Lise var pige i huset, men hendes far spurgte hende, om hun ikke ville i lærer ovre i bageriet. Det ville Lise gerne, og hun startede på teknisk skole i Odense.

I 1953 fik Lise sit svendebrev. Hun var lige fyldt 18 år og ville ud og se verden, og rejste derfor til Norge. Hendes far havde nemlig lært hende, hvordan man rullede wienerdej, og det var noget, nordmændene ikke var gode til.

Lise landede på en stor arbejdsplads med 16 konditorer og lærte meget i de to år, hun var ansat. En af konditorerne skulle vise sig at være hendes livs kærlighed, og efter et traditionelt forsamlingshus-bryllup rejste de sammen til Vancouver i Canada for at arbejde i bageri.

Senere rejste de tilbage til Norge, hvor de boede sammen i mere end 60 år.

I 2006 døde Regner, og Lise ville gerne overtage huset og have det som et feriested i Danmark, men hun ville også sikre, at tingene fra bageriet ikke skulle spredes for alle vindene.

Lise flyttede til Millinge i 2010, og i 2015 havde lokale kræfter startet en støtteforening for at sikre, at bageriet kan bevares for eftertiden. Hvert år til landsbyens høstfestival holder museet åbnet, og ellers kan man besøge det efter aftale.

Lise er i dag 87 år og har tre børn, syv børnebørn og fem oldebørn.