Hvert år i uge 29 valfarter tusindvis af danskere til Skagen for at opleve den helt særlige stemning i byen, og ikke mindst nyde skaldyr og god vin i rigelige mængder. Nu vil Vinbanken forsøge at skabe en lokal udgave af fænomenet, og inviterer derfor til Skaldyrsfestival i Faaborg torsdag, fredag og lørdag i uge 29.

– Vi har lavet et samarbejde med Kim Gubi Lundvaldt, ejeren af Restaurant Resumé i Svendborg, og han sender et hold kokke til Faaborg for at hjælpe os med projektet, fortæller Anja Storm Stave fra Vinbanken.

Skaldyrsfestivalen bliver en lejlighed til at prøve et stort skaldyrstårn eller bestille en
mindre ret med for eksempel pil-selv rejer, kammuslinger eller jomfruhummere.


Resumé har sammensat et kort med de mest populære skaldyrsretter, og så tryller min kollega Mark og jeg med boblerne og vinene til, fortæller Anja, der ligesom Mark er uddannet sommelier, og ser frem til kunne forkæle sommergæsterne med en god oplevelse.

– Det her bliver starten på en tradition. Nu skal vi lære vores gæster, at Faaborg er stedet at være i uge 29, hvis man vil forkæles med skaldyr, bobler, rose, sommerstemning og flotte omgivelser. Vi synes, at vi og vores by har alt der skal til, smiler hun.

I forbindelse med Skaldyrsfestivalen bliver der servering både inde og ude ved Vinbanken i Østergade, og arrangørerne er allerede nu klar til at tage mod reservationer.

– Jeg har blokken klar, så hvis nogle allerede nu vil være sikker på den her oplevelse, reserverer jeg gerne et bord til dem, slutter festivalarrangøren.