- Annonce -

Tekst og foto: Henrik Poulsen

Det blæser voldsomt udenfor, og vinduesviskerne på bilen kæmper med de tunge regndråber, da jeg triller ind på pladsen foran præstegården i Svanninge på denne grå og råkolde januar-formiddag.

Det bliver derfor et par hurtige og lange skridt det sidste stykke fra passagersædet og hen til stentrappen, der fører op til boligens store blå hoveddør.

Et par korte bank senere står tidens mest omtalte præst i døråbningen:
Therese Strand Kudajewski, sognepræst i Svanninge Sogn.

Hendes navn har været at finde i mange af landets medier, efter en række opsigtsvækkende opslag på hendes facebookside. Opslag hvor hun blandt andet skarpt kritiserer myndighedernes coronahåndtering, kravet om coronapas i kirken, og samtidig trækker paralleller fra vores tid tilbage til begivenhederne i det mørke Nazi-Tyskland. 

Nu har hun sagt ja til en snak omkring de seneste turbulente uger, hvor hendes troværdighed, dømmekraft og selve præstegerningen, har været bragt i spil.

Da hun kort efter skænker kaffe i de hånddrejede kopper ved husets spisebord, gør hun det klart, at interviewet bliver med privatpersonen og teologen Therese. En vigtig detalje at få på plads.

Hvordan har du det?

– Hmmm…Hvordan har jeg det?
Jeg har det som et stykke drivtømmer, der gang på gang er blevet kastet op på strandbredden. Og vi taler ikke om de milde vande her på Sydfyn, men de store åbne kyster ved Vesterhavet, hvor drivtømmeret virkelig får tæsk, siger hun, og holder en kort pause. – Men drivtømmer bliver jo også rundet med tiden, og det er jeg måske også blevet. Jeg har fået en ny indsigt, fortæller hun. Men jeg er træt. Det er benhårdt, at få sværtet sit navn til i landets aviser og opleve en så voldsom vrede mod min person som jeg har gjort, ingen tvivl om det, konstaterer hun.

– Men samtidig må jeg også sige, at jeg har mærket en enorm opbakning, og fået SÅ mange positive tilkendegivelser, at jeg ikke er i tvivl om, at jeg har gjort det rigtige ved at sige min mening.

Jeg ved, at du har afvist alle henvendelser fra pressen den seneste tid. Hvorfor har du sagt ja til dette interview?

Der er to grunde. Jeg har tillid til dig og Det Rigtige Faaborg, og frygter ikke, at du kommer for at tvære mig ud og skabe endnu en sensationshistorie med mig som omdrejningspunkt, og så har en god ven, der er journalist, opfordret mig til at tydeliggøre mig i et lokalt medie, så jeg har en chance for at tale direkte til mine sognebørn, og få mit vigtigste budskab ud i denne tid og den verden vi lever i:  – vi må ikke vende os mod hinanden. Den gensidige omsorg, den må for alt i verden ikke gå tabt i vores uenigheder. Den udskamning af nogle mennesker der finder sted, den skal stoppe, og kan jeg bidrage til det, så gør jeg gerne det. Helt grundlæggende mener jeg at vi må insistere på at møde hinanden med åbent sind, acceptere hinandens holdninger og valg, og ikke forledes til at lade os styre af frygt og tage afstand til vores medmenneske – uanset livsvalg og livsforudsætning. 

Synes du ikke selv, at du bidrager til denne udskamning og splittelse, når du for eksempel skriver således i et facebookopslag: “Det er en skændsel for lægestanden, det som udspiller sig i tiden, og jeg håber, at der vil være flere og flere læger, der siger fra, så læge og morder ikke atter bliver to sider af samme sag”.

– Det er vigtigt for mig at understrege, at det aldrig har været den enkelte læge, jeg har rettet min kritik mod, men den samlede lægestand. Jeg kan ikke forstå, at lægerne ikke er mere skeptiske i forhold til at vaccinere en hel befolkning med en vaccine, de ikke kender konsekvenserne af. Jeg savner et nuanceret billede fra lægerne. Jeg synes, at man som læge har en pligt til at tage sit lægeløfte alvorligt, og jeg mener også, at lægerne bestrider et betroet erhverv, som kræver et særlig ansvar. Derfor er det beskæmmende at opleve, hvordan læger der stiller sig kritiske, bliver udskammet og latterliggjort, i en grad der gør, at andre ikke tør komme til orde. Lægerne kender simpelthen ikke omfanget af det, de er i gang med, og det bekymrer mig meget at tænke på, hvilke konsekvenser det kan få. 

Du sammenligner dig selv med præsten og dramatikeren Kaj Munk, der blev dræbt for sine holdninger under 2. verdenskrig. I et opslag skriver du: “Samtidig er anonyme trusler nu blevet en ny del af min hverdag, og jeg sender Kaj Munk mange kærlige tanker, som betalte for fædre- og moderlandsfrihed med sit eget liv. Jeg tænker også på, hvor grænsen går, før jeg selv kan risikere at blive skudt. Er det der, vi er?”
Er det en rimelig sammenligning du laver? Er du reelt bange for at blive myrdet efter dine udtalelser?

Det kan godt være, at jeg ikke er i direkte fare for at blive myrdet, men indirekte er jeg. Pressen kan “myrde” mit omdømme og min karriere ved at fremstille mine udsagn så karikeret og kategorisk, som det er blevet gjort. Jeg føler mig virkelig dårligt behandlet af journalister, der med misvisende overskrifter, forkerte citater og brudte aftaler, har brugt mig som løftestang for at skaffe læsere til deres historier. Den censur som Kaj Munk var underlagt, oplever vi jo også i dag. Hvor er de kritiske røster i de danske medier? Hvorfor bortcensurerer Facebook kritiske opslag omkring covid-19? Jeg oplever det som udtryk for at store dele af pressen fungerer som statens forlængede arm, og er medskyldig i den forfærdelige situation, vi er i. Den ensidige dækning fører til polarisering, splittelse og udskamning. 

Før interviewet i dag gjorde du det tydeligt, at det er privatpersonen Therese, der udtaler sig, og da du holdt tale til en demonstration forleden, var det med et papskilt bag dig, der gjorde opmærksom på det samme, men kan en præst det? Kan du godt træde ud af rollen som præst, når det passer dig? Har du ikke et særligt ansvar for ikke at skabe splid og splittelse?

Lad mig først sige, at jeg ikke skaber splittelse. Der har været en splittelse i samfundet længe, men kun meget få præster har turde at sætte ord på splittelsen. Men det synes jeg, at jeg har et ansvar for. Jeg er jo også mor, og jeg frygter for mine børns fremtid. Den frygt kan jeg godt sætte ord på som mor, teolog og privatperson. Jeg har givet præsteløftet, så det er med døden som udgang at være præst, og det forventes, at jeg er i kaldet hele tiden, men man må skelne, hvilke rum jeg taler i. Det kan man jo sagtens med andre præster, der for eksempel er politikere. Nogle endda med holdninger man med rette kunne sige, ligger langt fra de kristne værdier. Det er der ingen, der anfægter, men holdninger, der opleves som kontroversielle og som stiller spørgsmålstegn ved statens narrativ, må tydeligvis ikke komme til orde. Der findes tilsvarende mange præster, der positivt og i høje vendinger hylder myndighedernes ageren, men disse udsagn er tilsyneladende ikke kontroversielle. Hvorfor er det ikke tilsvarende problematisk for præster at støtte positivt op om regering corona-håndtering? Er vi blevet statens håndlangere ude i folkekirken?

Har du været indkaldt til en tjenstlig samtale på baggrund af dine udtalelser?

– Nej, det har jeg ikke. Ikke en tjenstlig samtale. Jeg har været til en vejledende samtale med biskop Tine Lindhardt, juristen i stiftet, provsten og min bisidder. En stille og rolig samtale hvor jeg fik forklaret, hvilke banehalvdele jeg kan spille på hvornår for at undgå fejl. Det var faktisk en god vejledning og en samtale, jeg var glad for.

Frygter du at miste dit job som præst i Svanninge Sogn?

– Hvis jeg ikke er ønsket af mine sognebørn, skal jeg naturligvis ikke være her. Kommer der en underskriftindsamling, hvor et flertal i sognet ønsker sig en anden præst, accepterer jeg selvfølgelig det, men jeg opfatter ikke en generel modvilje mod mig. Tværtimod. Jeg fik forleden blomster fra en far til en kommende konfirmand, der roste mit mod til at stå frem og som gerne ville vise sin støtte og omsorg, og jeg ved, at mange andre er glade for, at jeg kommet dem i møde, og taler deres sag.

Er der flere corona-kritiske opslag eller lignende på vej fra dig?

Jeg skal blandt andet tale ved det store “Nok er Nok” event i København den 29. januar. Her samles flere forskellige grupperinger og foreninger fra hele landet, der er utilfredse med udviklingen i Danmark.
Det er det der er så fantastisk smukt ved hele situationen. At vi kan mødes på tværs af alle køn, samfundslag, religioner og alle politiske overbevisninger i en fri og åben debat med eller om retten til frie valg. 

Svanninge Kirke – foto: Jørn Ungstrup
- Annonce -